Britisk domstol redder Stonehenge fra kontroversiel biltunnel

Stenformationen menes at være bygget ad seks omgange mellem år 3000 og år 1500 før vores tidsregning. (Arkivfoto).
Stenformationen menes at være bygget ad seks omgange mellem år 3000 og år 1500 før vores tidsregning. (Arkivfoto). Foto: Alastair Grant/Ritzau Scanpix

En britisk domstol har omstødt regeringens godkendelse af en kontroversiel tunnel nær de ikoniske stenformationer Stonehenge.

Det skete fredag efter kritik fra historikere, arkæologer og pres fra FN-organisationen Unesco.

Unesco, der står bag Verdensarvslisten, har tidligere advaret om, at Stonehenge ville blive kategoriseret som værende "i fare" for at blive strøget fra listen, hvis tunnelplanerne fortsatte uændret.

Og det ville være første skridt mod at ryge helt af den prestigefyldte liste.

Det store tunnelbyggeri fik i sidste uge godkendelse til at fortsætte. Men de planer blokerer domstolen altså for.

Byggeriet, der står til en pris på knap 15 milliarder danske kroner, skulle efter planen resultere i en 3,3 kilometer lang biltunnel nær monumentet.

Unesco mener, at den varslede tunnel ved Stonehenge ville gøre uoprettelig skade på et område, der har "usædvanlig, universel værdi".

Stonehenge er et forhistorisk monument, der ligger i Wiltshire i det sydlige England. Det består af en række sten, der er over fire meter høje. Det er en af Englands mest berømte attraktioner.

Stenformationen menes at være bygget ad seks omgange mellem år 3000 og år 1500 før vores tidsregning.

Stonehenge optræder på Unescos Verdensarvsliste sammen med andre ikoniske attraktioner som Taj Mahal i Indien og de store pyramider i Giza i Egypten.

Modstandere af tunnelplanen har advaret mod at gennemføre det store projekt i området nær stenformationer, som er fyldt med arkæologiske skatte. Derfor bliver afgørelsen fra domstolen også vel modtaget.

- Utrolige nyheder. Kram hele vejen rundt, skriver gruppen Stonehenge Alliance på Twitter efter afgørelsen.

Historiker Tom Holland, som har bekæmpet planen, kalder det på Twitter for "vidunderlige nyheder". Han tilføjer, at han håber, at regeringen respekterer afgørelsen og lægger planerne i graven.

Operatøren Highways England står for at vedligeholde og forbedre en stor del af vejene i England. Highways England ansøgte i 2018 om lov til at bygge den nye vej og erklærer sig "dybt skuffet" over afgørelsen.

Den tilføjer, at den nu vil vente, mens transportministeriet "overvejer dets muligheder".

Transportminister Grant Shapps ignorerede sidste år en række eksperter, som anbefalede at afvise anmodningen om at bygge tunnelen. Han sagde dengang, at fordelene ved projektet er større end ulemperne.

/ritzau/AFP