Britisk flåde holder EU's fiskebåde væk ved brexit uden aftale

EU og Storbritannien forhandler om aftale for fiskeri. Uden skal flåde holde EU-både væk fra britisk farvand.

Danmarks Fiskeriforening har vurderet, at værdien af de fisk, som danske fiskere årligt fanger i britisk farvand, udgør omkring 1,2 milliarder kroner. (Arkivfoto).
Danmarks Fiskeriforening har vurderet, at værdien af de fisk, som danske fiskere årligt fanger i britisk farvand, udgør omkring 1,2 milliarder kroner. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fire skibe fra Storbritanniens flåde vil hjælpe med at beskytte britisk farvand ved et brexit uden en aftale på fiskeriområdet.

Det oplyser landets forsvarsministerium.

De fire skibe er klar fra 1. januar, hvor de vil patruljere det britiske farvand for at sikre, at både fra EU-lande ikke fisker i britisk område.

I dag sørger en aftale for, at både fra EU gerne må fiske i britisk farvand. Men uden en aftale om fiskeri ved Storbritanniens udtræden 1. januar vil det ikke længere være tilladt.

Artiklen fortsætter under annoncen

- Forsvarsministeriet har udført grundig planlægning og forberedelse for at sikre, at Forsvaret er klar til en række scenarier ved udgangen af overgangsperioden, siger en talsmand for forsvarsministeriet.

De 80 meter lange skibe fra flåden vil have myndighed til at stoppe, tjekke og beslaglægge alle EU-fiskebåde, som er i britisk farvand.

Det gælder nærmere specifikt landets eksklusive økonomiske zone, som kan strække sig 320 kilometer ud fra kysten.

Ifølge avisen The Guardian vil to af skibene være ude på tjek i farvandet. To står standby og kan blive sendt afsted, hvis fiskebåde fra EU kommer ind i den pågældende zone.

Forhandlingerne om en aftale om fiskeri mellem EU og Storbritannien bliver fulgt med spænding fra danske fiskere.

Danmarks Fiskeriforening har vurderet, at værdien af de fisk, som danske fiskere årligt fanger i britisk farvand, udgør omkring 1,2 milliarder kroner.

Ifølge fødevareminister Rasmus Prehn er der stor usikkerhed om, hvad brexit vil betyde på fiskeriområdet.

- Vi forbereder os på alle mulige nødvendige tiltag for at hjælpe fiskeriet og følgeerhvervene i Nord- og Vestjylland, sagde han fredag.

Han påpegede videre, at en tredjedel af værdien af dansk fiskeris samlede fangster hentes i britisk farvand.

/ritzau/Reuters