Det er kun godt fire måneder siden, at den britiske nødhjælps- og udviklingsorganisation Oxfam kunne fejre sit 75-årsjubilæum med følelsen af at have vinden nogenlunde i ryggen. Ganske vist var der langt til målet om at udrydde fattigdom, men den havde tillid til, at den gjorde nytte blandt millioner af nødlidende verden over og var anerkendt for sine bestræbelser i det britiske samfund.
Som organisationens administrerende direktør, Mark Goldring, sagde i en kommentar til jubilæet:
”Vores arbejde med at uddele nødhjælp og forsvare rettighederne for nogle af verdens fattigste mennesker ville simpelthen ikke være muligt uden den britiske offentligheds medfølelse og støtte. Vi vil gerne takke alle, der gennem årtierne så generøst har brugt deres tid og penge på at hjælpe Oxfam.”
Det var i oktober 2017. I dag ligger Oxfam, en af Storbritanniens største og ældste nødhjælpsorganisationer, underdrejet efter en række afsløringer af medarbejderes seksuelle misbrug og udskejelser blandt andet i Haiti efter jordskælvet i 2010, men også over for mindreårige i Oxfams genbrugsbutikker. Den britiske regering og EU truer med at skære i million-støtten til organisationen, og i mandags valgte organisatioi nens viceadministrerende direktør Penny Lawrence at tage sin afsked i et forsøg på at dæmme op for kritikken.
Den tillid, der var fremtrædende for mindre end et halvt år siden, krakelerer i stadig mindre bidder for hver ny sviende detalje.
Det var næppe det, stifterne af det daværende ”Oxfords selskab for afhjælpning af sult” havde forudset, da de den 5. oktober 1942 mødtes i universitetskirken St Mary the Virgin i Oxford. De var en gruppe af lokale kvækere, akademikere og socialt engagerede mennesker, der ønskede at hjælpe den sultende græske civilbefolkning under de allieredes blokade under Anden Verdenskrig ved at overtale den britiske regering til at lade Røde Kors komme gennem blokaden med fødevarer.
Hjælpen lykkedes – også til andre grupper af nødlidende civile under krigen – og mens andre tilsvarende britiske støtteforeninger nedlagde sig selv efter krigen, fortsatte Oxford-selskabet sine aktiviteter og udvidede foreningens formål til at afhjælpe de lidelser, der opstod ikke blot som et resultat af krig, men også på grund af ”andre årsager i enhver del af verden”. I 1948 gjaldt det for eksempel støtte til palæstinensere efter oprettelsen af Israel. Samme år åbnede man også Storbritanniens første velgørenhedsbutik i Broad Street i Oxford, hvor den stadig ligger.
Navnet Oxfam sneg sig gradvist ind i den daglige omtale af foreningen, direkte taget fra dens telegrafadresse, der var en sammentrækning af Oxford og ”famine” (sult), og blev det officielle navn i 1965.
Oxfam har gennem sine mere end 75 år været til stede under nogle af verdens største sultkatastrofer og har formået at tiltrække sig støtte og opmærksomhed gennem storstilede kampagner. I 1963 gav Beatles en støttekoncert, og i 1984 samarbejdede Oxfam med kunstnerne bag Band Aid, der spillede til støtte for de sultende under den store hungersnød i Afrika.
Det internationale samarbejde blev udbygget i 2009, da Oxfam i Storbritannien og Irland gik sammen med ni andre nødhjælps- og udviklingsorganisationer. Siden er yderligere ni organisationer stødt til, blandt andet danske Ibis, der blev medlem i 2016.