Prøv avisen

Britisk opposition i hastedebat: Det er sidste udkald

Det britiske parlament holder tirsdag aften en hastedebat, der ender ud i en afgørende afstemning.

De britiske parlamentsmedlemmer har tirsdag aften sidste chance for at blokere et brexit uden en aftale.

Sådan lyder det fra det konservative parlamentsmedlem Oliver Letwin.

Han er manden bag en anmodning om at holde en hastedebat i Underhuset tirsdag aften. Hastedebatten blev lidt før klokken 20.00 godkendt af parlamentsformand John Bercow og ventes at vare op til tre timer.

- Det her er parlamentets sidste chance for at blokere et brexit uden aftale den 31. oktober, lyder det fra Oliver Letwin.

Debatten tirsdag aften munder ud i en afstemning, hvor parlamentsmedlemmerne skal stemme om, hvorvidt de skal overtage dagsordenen fra regeringen i Underhuset onsdag.

- Hvis Underhuset stemmer for det i aften, så vil det give sig selv en mulighed for at stemme for lovforslaget i morgen, siger Oliver Letwin.

Han henviser til et lovforslag, der er fremsat af en gruppe parlamentsmedlemmer. Dets formål er at blokere et brexit uden aftale.

Også oppositionsleder Jeremy Corbyn, der står i spidsen for arbejderpartiet Labour, kalder afstemningen tirsdag aften for sidste udkald.

- Det er vores sidste chance. Hvis vi ikke handler i dag, så får vi måske ikke en ny chance. Uanset om folk stemte for at blive i EU eller for at forlade EU, så stemte de ikke for at lukke ned for demokratiet, siger Jeremy Corbyn.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har understreget, at briterne forlader EU den 31. oktober - aftale med EU eller ej.

/ritzau/Reuters