Britisk parlament afviser at give dødeligt syge hjælp til selvmord

Markant flertal i det britiske parlament siger overraskende nej til, at Storbritannien skal tage det første skridt mod aktiv dødshjælp

Modstandere af aktiv dødshjælp demonstrerer foran det britiske parlament. En stor dukke, der forestiller en dommer, holder en sprøjte og har et skilt i panden, hvor der står "Beware the slippery slope" (pas på glidebanen).
Modstandere af aktiv dødshjælp demonstrerer foran det britiske parlament. En stor dukke, der forestiller en dommer, holder en sprøjte og har et skilt i panden, hvor der står "Beware the slippery slope" (pas på glidebanen). . Foto: Demotix.

Et markant flertal i det britiske parlament har afvist et lovforslag om aktiv dødshjælp.

Med stemmerne 330 mod 118 afviste medlemmerne af Underhuset i dag et forslag om at give dødeligt syge med en forventet resterende levetid på mindre end seks måneder ret til at få lægehjælp til at begå selvmord.

Det er tredje gang, at et forslag om retten til at dø falder. Første gang var i 1997. En anden udgave af det netop nedstemte forslag strandede på grund af valget i maj i år. Med det klare udfald ved fredagens afstemning er forslaget nu lagt dødt indtil efter næste valg - med mindre et markant anderledes forslag bliver fremsat.

Forud gik en fem timer lang og meget følelsesladet debat, hvor hele 85 parlamentsmedlemmer tog ordet for at tale om de etiske argumenter for og imod retten for dødeligt syge til at tage deres eget liv.

”Der er alt for mange amatør-selvmord, og folk, der tager til Dignitas (selvmordsklinik i Schweiz, red.). De sociale holdninger i samfundet har ændret sig. Med dette lovforslag vil vi give bedre beskyttelse af de levende og flere valg for de døende,” sagde Labour-parlamentarikeren Rob Marris, som havde fremsat forslaget.

Det stærke moralske og etiske aspekt betød, at medlemmerne ikke var bundet op af den sædvanlige partidisciplin.

Den konservative Nadine Dorries er en af de markante kristne stemmer i parlamentet, og hun afviste argumentet om, at man kan give en person garantier for, at de har mindre end seks måneder tilbage at leve i.

”Tag videnskabsmanden Stephen Hawking, som har forvirret forventningerne ved at leve langt længere, end nogen doktor havde forudset, da han først fik diagnosen sklerose. Vi kan ikke forudse morgendagens hjælpemidler, og ingen kan præcist forudsige en patients forventede levetid,” argumenterede hun.

Sarah Champion var - før hun blev valgt til parlamentet for Labour direktør for et hospice - og hun talte for forslaget.

”Jeg tror på, at alle fortjener en god død. Dette parlament står ikke moralsk over befolkningen, hvor 82 procent støtter en ændring af loven,” sagde Sarah Champion.

Caroline Spelman fra De Konservative advarede om den glidebane, som loven ville åbne.

”Retten til at dø kan let blive en pligt til at dø. Men det vil også ændre forholdet mellem læge og patient, det vil ikke kun lovliggøre selvmord, men betyde at andre skal tage del i det,” advarede hun inden afstemningen, som altså endte med et overraskende stort nej.