Britisk partileder træder tilbage på grund af fokus på hans kristne tro

Tim Farron brugte meget klart religion som årsag til, at han nu går af som leder for De Liberale Demokrater

”At være politisk leder – særligt for et progressivt liberalt parti i 2017 – og samtidig leve som en dedikeret kristen, der er tro mod Bibelens lære, er blevet umuligt for mig,” sagde Tim Farron på et pressemøde i onsdags.
”At være politisk leder – særligt for et progressivt liberalt parti i 2017 – og samtidig leve som en dedikeret kristen, der er tro mod Bibelens lære, er blevet umuligt for mig,” sagde Tim Farron på et pressemøde i onsdags. Foto: Victoria Jones/AP/ritzau.

Koblingen af religion og politik tog en ny drejning i britisk politik, da lederen af De Liberale Demokrater utvetydigt slog fast, at hans kristne tro ikke er forenelig med en politisk toppost. Derfor har Tim Farron valgt at træde tilbage som leder af partiet.

”At være politisk leder – særligt for et progressivt liberalt parti i 2017 – og samtidig leve som en dedikeret kristen, der er tro mod Bibelens lære, er blevet umuligt for mig,” sagde Tim Farron på et pressemøde i onsdags.

Selvom partiet havde et nogenlunde valg og gik fra 8 til 12 parlamentsmedlemmer, så var der gennem hele valgkampen meget fokus på Tim Farron og hans personlige tro som en genfødt evangelikal kristen og ikke mindst, hvorvidt han mente, at sex mellem homoseksuelle er en synd.

”Jeg føler mig skyldig, fordi denne fokus distraherede vores valgkampagne og spærrede for vort budskab,” sagde Tim Farron.

Hans sammenblanding af personlig tro og politisk lederskab som begrundelse for at træde tilbage har ført til meget blandede reaktioner i det kristne politiske landskab i Storbritannien.

Men ifølge forskningschef Nick Spencer fra den tværkirkelige tænketank Theos er det et meget bevidst ordvalg fra Tim Farron.

”Han kunne stille og roligt være smuttet ud ad bagdøren. I stedet har han valgt at tale om sin tro på en meget offentlig måde, fordi det er noget, der betyder meget for ham,” siger Nick Spencer til Kristeligt Dagblad.

Han er forfatter til en nylig bog, ”The Mighty and the Almighty” (De mægtige og de almægtige), som handler om toppolitikere og deres tro.

I sin afskedstale slutter Tim Farron med at sige, hvor stolt han er over at have stået i spidsen for et parti, han elsker.

”Så forestil jer, hvad der fik mig til frivilligt at give afkald på den ære,” sagde Tim Farron, før han citerede salmedigteren Isaac Watts.

”Det er for noget, der er så fantastisk, så guddommeligt, at det kræver hele mit hjerte, mit liv, mit alt”.

”Det lyder jo næsten som om, at han nu vil være præst,” siger Nick Spencer, før han tilføjer:

”Det er en meget personlig og modig ting at sige. Men det er også en udfordring til de liberale om, at de også skal have plads til de kristne, for ellers mister de deres liberale tolerance.”

Særligt fra de evangelikale fløje i det britiske kirkeliv er der kritik af, at Tim Farron føler, han må opgive partilederjobbet for at holde fast i sin kristne tro.

”Tim Farrons historie viser, at selv de, som helhjertet accepterer den liberale dagsorden, på uretfærdig vis bliver jagtet og mobbet,” skriver Andrea Minichiello Williams fra organisationen Christian Concern eksempelvis i en pressemeddelelse.

Omvendt tager redaktør Ruth Gledhill fra det indflydelsesrige internetmagasin Christian Today afstand fra Tim Farron.

”Tim Farrons udsagn om at være en ’troende kristen’ bekræfter den holdning, at være kristen betyder, at man har en konservativ holdning til homoseksuelle. Ikke godt,” skriver hun på Twitter.