Britisk politik bevæger sig mod fløjene

Det traditionelle politiske kompas er blevet nulstillet, siger professor om udviklingen i britisk politik, hvor midtsøgende parlamentarikere ikke genopstiller, fordi Labour går til venstre og De Konservative søger mod højrefløjen

EU-skeptiker og højrefløjspolitiker Nigel Farage (billedet) har om nogen bokset til britisk politik, der trækker ud mod fløjene og kridter den politiske bane skarpere op. Arkivfoto.
EU-skeptiker og højrefløjspolitiker Nigel Farage (billedet) har om nogen bokset til britisk politik, der trækker ud mod fløjene og kridter den politiske bane skarpere op. Arkivfoto. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den 47-årige Nicky Morgan vil ikke være med i britisk politik længere. Hun er i dag kulturminister og blev betragtet som en konservativ politiker med en stor fremtid foran sig. Hun sidder tilmed sikkert i sin valgkreds i Loughborough, hvor hun ved det seneste valg fik 49,9 procent af stemmerne.

Men hun hører også til på partiets midtsøgende fløj, og hun føler sig ikke længere hjemme i en regering og parlamentsgruppe, som under premierminister Boris Johnson har sat kursen mod højre.

Nicky Morgan er blandt de 32 nuværende konservative parlamentsmedlemmer, herunder flere kvinder, som ikke genopstiller ved det britiske parlamentsvalg den 12. december. Ligesom flere andre stopper hun ikke på grund af alder, men på grund af det politiske debatklima og partiets højredrejning. Hertil kommer flere af de midtsøgende parlamentsmedlemmer, som Boris Johnson smed ud af partiet, da de gik imod partilinjen.

Samme billede går igen hos Labour, som mister mindst 25 medlemmer – heraf mange, som ikke har det godt med venstredrejningen under partileder Jeremy Corbyn.

I sidste uge meddelte partiets nummer to, Tom Watson, ganske chokerende, at han ikke genopstiller. Han angiver personlige grunde, men Corbyn-støtter på Labours venstrefløj har længe forsøgt at stække hans indflydelse.

”Det bekræfter, hvad vi allerede ved: Jeremy Corbyn har vundet borgerkrigen i Labour,” konstaterer politisk redaktør Stephen Bush i magasinet New Statesman.

Statskundskabsprofessor Matthew Goodwin fra University of Kent kalder det en markant tendens, at de to store britiske partier søger mod fløjene. Og Brexit har været katalysator, mener han.

”Vi kan se, at der nu er nogle politikere, der forlader deres traditionelle politiske hjem. Det er markant, for det er et af Vestens mest stabile topartisystemer, der er i gang med at ændre sammensætningen af både deres vælgere og deres folkevalgte,” vurderer Matthew Goodwin, som understreger, at særligt De Konservative traditionelt har været et bredt parti med plads til divergerende holdninger.

”Partiet har haft en stærk liberal tradition, og spørgsmålet er, hvad der sker med den midtsøgende fløj, når der ikke længere er plads til folk som Philip Hammond og Amber Rudd,” siger Matthew Goodwin med henvisning til to af de fremtrædende konservative politikere, som nu er ude i kulden – og det kun få måneder efter, at de var henholdsvis finans- og beskæftigelsesminister.

Selvom De Liberale Demokrater dermed har midten for sig selv, og står til fremgang i meningsmålingerne, vil det ifølge Matthew Goodwin først være på valgdagen, at vi kan se, om partiet kan omsætte den fremgang til mandater.

”Vi har endnu ikke set fremvæksten af en moderat midte. Måske det vil ske i fremtiden, men lige nu kæmper den moderate midte med at finde sine fødder at stå på,” mener han.

Statskundskabsprofessor Lars Tønder på Københavns Universitet genkender de britiske partiers søgen mod fløjene fra andre steder i den vestlige verden som USA, Frankrig, Spanien og til en vis grad i Tyskland.

”Det ideologiske kompas er blevet nulstillet, og den normale forståelse af højre, venstre og midten er imploderet,” siger Lars Tønder og taler om, at der finder en omkalibrering af det politiske system sted.

”De politiske partier kæmper med at finde ud af, hvor vælgerne er henne, og de søger efter nye steder at placere sig. Det sker i lyset af ikke blot én krise, men mange kriser om økonomi, klima og folkelighed, som handler om at finde ud af, hvad det er for et folk, vi er. Det fører til et opgør med den normale tendens og logiske tankegang, at de fleste vælgere er på midten.”

I Storbritannien er tendensen, at Labour trækker længere mod venstre, mens De Konservative slår på hård markedsøkonomi, og fortidsdrømmen om det britiske imperium.

”I gammeldags målestok virker det ekstremt. Men måske vil vi om 10 år sige, at det var der, at tingene skiftede. Det er det endelige opgør med Tony Blairs tanke om en ’’tredje vej’, hvor det var næsten umuligt at finde ideologiske forskelle mellem Labour og De Konservative. Men den vej er ikke farbar mere,” konstaterer Lars Tønder med henvisning til den tidligere britiske premierminister.