Prøv avisen
Spørgsmål&svar

Britisk professor: Frygten for corona er frygten for det ukendte

Den britiske sociologiprofessor Frank Furedi hæfter sig ved, at borgere og regeringer fægter lidt i blinde i forsøget på at dæmme op for den panik, som er opstået som følge af coronavirus. Frygten forstærkes af, at pandemien bliver politiseret, mener han

Panik og frygt omkring coronavirus handler i høj grad om, at der er tale om noget ukendt. Hamstring er, selvom det kan synes irrationelt, en af de måder, hvorved almindelige mennesker kan føle, at de har en form for kontrol i disse pandemitider, forklarer den britiske sociologiprofessor Frank Furedi.

Han er forfatter til en række bøger, hvoraf den seneste fra sidste år, ”How Fear Works” (Hvordan frygt virker), har fået fornyet aktualitet, og Kristeligt Dagblad har spurgt ham, hvad der er for mekanismer, coronasmitten sætter gang i verden over.

Hvad er det for en frygt og panik, som vi oplever?

Frygten er baseret på en trussel, der er usynlig, og derfor er den ubegrænset. Vi ved ikke, hvor farlig den er, og hvem den rammer. Der er også et underbevidst element, fordi folk ikke ved, hvem der er smittet, og hvem der ikke er det, og det betyder, at folks fantasi får frit løb.

Vi ser fænomenet med hamstring i mange lande til trods for forsikringer om, at der er nok til alle. Hvad er det for nogle mekanismer, vi her har at gøre med?

Det er et interessant fænomen, som udspiller sig forskelligt i forskellige kulturer. Du ser det ikke i Holland eller i Ungarn, hvor jeg lige har været på besøg. I mange tilfælde er folk ikke taget i supermarkedet for at hamstre, men har blot købt lidt mere end planlangt. Men da vi så de tomme hylder, hvilket blev forstærket af mediernes billeder af tomme hylder, så begyndte folk for alvor at hamstre. Og det er forståeligt, for det er folks forsøg på at have lidt kontrol, når der er ikke meget andet, de kan gøre. Men jeg vil ikke kalde det for panik. Det er mere medierne, der kalder det panik. Vi har ganske vist set elementer af antisocial opførsel, men vi ser også, at folk udviser mere venlighed mod hinanden.

I din bog ser du på frygt i det 21. århundrede. Hvornår har der været andre eksempler på en sådan nærmest verdensomspændende panik og frygt?

Terrorangrebet den 11. september 2001 er det nærmeste, vi kommer det. Men det var ikke en global reaktion. Når det sker nu, så hænger det sammen med, at vi lever i en global verden. Det eneste andet, vi kan sammenligne det med, er den spanske syge i 1918. Den nåede aldrig nyhederne. Eksempelvis omtalte den amerikanske præsident Woodrow Wilson den aldrig. Men vi ved, at den var langt mere smitsom og dødelig end corona. I dag taler alle om corona, og derfor er ansvarlige politikere nødt til at gøre noget. Og vi hører hele tiden, at ”det kommer”, ”det kommer”, ”det kommer”, og vi forventer, at det bliver katastrofalt; at det er en af de ”helt store”, uden at vide, hvad det betyder.

Hvorfor er reaktionerne så voldsomme?

I dag er vi så eksponeret af medielandskabet både online og offline, og det forstærker, hvor meget vi bliver påvirket. Vi ser, hvordan nærmest hvert eneste dødsfald i verden bliver rapporteret. Derfor er det politiske landskab nødt til at følge den dagsorden, som er sat af medierne, hvorfor politikerne er nødt til at gøre noget, selv hvis de ved, at det kan forværre tingene. Vi oplever derfor, at epidemier bliver politiserede. Og så har man en dynamik, som på massiv vis påvirker det offentlige liv, hvor folk ikke kan gå på pub eller restaurant, selvom livet fortsætter. Og det forstærker folks opfattelse af, at det er værre, end det er.

En af de reaktioner, vi har set, er, at folk forsøger af finde andre forklaringer end videnskabens. Hvorfor sker det?

I sådanne situationer kommer der konstant konspirationsteorier. Så sent som denne uge læste jeg i The Guardian, at virussen var udløst af klimaforandringer. Så folk bruger pandemien til at underbygge deres egne politiske pointer om eksempelvis klima og migranter. Denne forfærdelige måde at bruge frygten for pandemien på skaber kun grobund for konspirationsteorier.

I hvilken grad er regeringer med til skabe frygt og panik?

Der er forskellige tilgange. Jeg vil sige, at den britiske regering har gjort det ret godt. Men den er under pres for at følge andre lande i Europa og har nu også lukket skolerne. Det er alt sammen drevet af en politik baseret på frygt, selvom jeg ikke er af den opfattelse, at det er bevidst, at regeringer forsøger at skabe frygt. Jeg tror heller ikke, at nogen regeringer bruger situationen til at skabe en autoritær stat. Det handler om, at politikerne ikke har nogen appetit på at løbe risici, og at folk er så optaget af deres sundhed, og derfor skal der gøres noget, selvom vi godt ved, at der typisk dør 50.000 mennesker hver år på verdensplan som følge af influenza, og at det tal nok bliver højere som følge af coronavirussen.

Så vi er vant til, at folk dør af sygdomme. Hvorfor bliver coronavirus set så anderledes?

Panikken skyldes, at vi er meget dårlige til at håndtere helbredsproblemer. I stedet politiserer vi dem. Vi behandler alle situationer, som om de er de værst mulige, og det synes at være blevet den normale tilgang. Og dermed gør vi alle trusler til eksistentielle spørgsmål. Men jeg mener, at samfundet skal vænne sig til, at pandemier vil komme igen, som det også er set før. Så i stedet for at gøre det til et spørgsmål om verdens undergang, skal vi forsøge at se på det positive. Vi ved, at katastrofer altid fører til nye opdagelser og opfindelser, som er med til at skabe en bedre verden.

Og nu: Efter Italien er Spanien nu det europæiske corona-epicenter. Alene det seneste døgn er der registeret 462 coronadødsfald, så der nu er flere end 2200 døde i Spanien. Men ”vi er stadig ikke blevet ramt af den stærkeste, mest ødelæggende bølge,” lød det i går fra premierminister Pedro Sanchez. Flere steder oprettes der nu felthospitaler som her i det store konferencecenter Ifema i Madrid, hvor der er behørig afstand mellem sengene til de smittede. – Foto: Comunidad de Madrid/AFP/Ritzau Scanpix.
Før: Mindst 50 millioner mennesker, heriblandt 675.000 amerikanere, døde under den spanske syge fra 1918 til 1920. Alligevel omtalte den daværende amerikanske præsident, Woodrow Wilson, aldrig epidemien, som dengang gjorde sit indtog i USA i Camp Funston i Kansas. Her er ses hospitalet i Camp Funston, hvorfra soldater under Første Verdenskrig spredte smitten til andre militærbaser. Foto: New York National Guard/National Archives/Ritzau Scanpix