For mange briter er der alt for meget varm luft i debatten om EU og ikke mindst Brexit. Men i engelske Malmesbury med lidt over 5000 indbyggere er netop varm luft kernen i byens største virksomhed, Dyson, som har tusindvis af ingeniører ansat.
Fra en start i vaskemaskiner er James Dyson blevet en af de helt store moderne industrifolk i Storbritannien, ikke mindst takket være hans støvsugere og de håndtørrere, som møder folk på mange toiletter. Succesen er så stor, at han nu er landets femterigeste mand.
I modsætning til store dele af det britiske erhvervsliv er selvsamme Dyson en stærk fortaler for, at briterne forlader EU. Den holdning deles også af det lokale konser- vative parlamentsmedlem James Gray, der hører til blandt partiets høge, når det kommer til et totalt brud med EU.
Men trods byens markante Brexit-tilhængere var vælgerne i Malmesbury lige så delte som resten af landet. Ligesom på landsplan stemte 52 procent for at forlade EU, mens 48 procent ville blive ved folkeafstemningen i juni 2016.
En af dem, der stemte remain – altså for at blive i EU– er den 37-årige skolelærer Sally I’Anson, der er vokset op i Wales, men som har bosat sig med mand og to drenge på syv og to år i Malmesbury. Og her skal de til valg den 23. maj. Egentlig skulle briterne ikke have holdt valg til Europa-Parlamentet, men da skilsmissen fra EU på trods af et langvarigt parlamentarisk tovtrækkeri endnu ikke er en realitet, skal briterne gennemføre europa-parlamentsvalget, som i bund og grund kun handler om Brexit.
”Op til folkeafstemningen boede jeg i den boble, hvor vi troede, at resultatet ville være, at vi forblev i EU. Da mine venner og lærerkolleger alle har den samme holdning, var jeg ganske overbevist om, at det var holdningen i området,” fortæller Sally I’Anson over en frokost på hotellet The Old Bell, der praler af at være Englands ældste hotel, men som også har en moderne Dyson på toilettet.
”Jeg kan huske, at når jeg kørte rundt og så de der valgplakater for at forlade EU, så tænkte jeg, at der ikke kunne være mange, der ville ud. Så jeg var meget desillusioneret, da jeg måtte indse, at mit lille ekko-kammer ikke var repræsentativt.”
I dag er der en uge til, at briterne – og hollænderne – som de første kan stemme ved det tre dage lange europa-parlamentsvalg. Premierminister Theresa Mays regering måtte i sidste uge erkende, at det ikke længere var muligt at opnå enighed om en Brexit- aftale med Labour og dermed slippe for valget, som hendes konservative regeringsparti for alt i verden ville undgå, da det står til at tabe stort til det nye Brexit-parti med den tidligere Ukip-leder Nigel Farage i spidsen. Og når Brexit engang bliver en realitet, skal de nyvalgte britiske parlamentsmedlemmer igen forlade Europa-Parlamentet, som så reduceres fra 751 til 705 medlemmer.
Selvom valget er så tæt på, er det ifølge Sally I’Anson et valg, som de færreste er opmærksomme på.
”Jeg føler, at valget bliver debatteret alt for lidt. Jeg ved, at der er valg til Europa-Parlamentet fra nyhederne, men ellers har der ikke været meget. Jeg har ikke set plakater eller brochurer, og jeg ser heller ikke, at folk taler om valget på de sociale medier,” siger hun og forsøger sig med en forklaring.
Den er, at EU og Brexit er blevet så betændt et emne, at det kan skabe spændinger mellem folk. Men efter de seneste måneders politiske drama om Mays forliste Brexit-aftale med EU hersker der også en træthed over diskussionen blandt almindelige briter – selv i en by som Malmesbury, der tegnes af to markante Brexit-profiler, forklarer hun.
”Jeg tror, at hvis du spørger folk på gaden her i Malmesbury, så vil mange – uanset hvad de stemte ved folkeafstemningen – sige, at de ikke er klar over, at der er valg til Europa-Parlamentet. Eller at de er ligeglade. Der er den her følelse af apati. Vi har fået nok af det, og det bliver bare ved, og vi bliver ikke lyttet til. Den apati bliver bare mere og mere udtalt, og det er skræmmende,” siger Sally I’Anson.
Og skolelærerens analyse afspejler sig også nationalt.
Det bliver ikke bedre af, at profiler som tidligere udenrigsminister Boris Johnson helt holder sig ude af valgkampen, og at premierminister Theresa May ifølge medie-rapporter kun vil være med i valgkampen én gang, hvor hun vil tage del i en telefonkampagne, hvor vælgere bliver ringet op.
På sin vis kan Sally I’Anson godt forstå politikernes berøringsangst:
”Politik frustrerer mig for tiden, og jeg er ikke enig med nogen af dem, men jeg vil selvfølgelig altid stemme.”
Hun er selv vokset op i en familie, der har rejst rundt i Europa og nydt godt af kulturpåvirkninger udefra. Hun frygter derfor, at Brexit vil føre til et mere indadskuende Storbritannien.
”Jeg er mest bekymret for mine børn. For, hvordan det vil være for dem, når de bliver unge og skal opleve verden. Det mest skræmmende vil være, hvis vi bliver en ø, hvor vi bare har nok i os selv, præget af nationalisme, og som ikke er imødekommende over for andre kulturer,” siger Sally I’Anson, som netop er bevidst om, at familien skal opleve meget mere end de begrænsede udbud, som findes i en mindre provinsby som Malmesbury.
Det britiske valg til Europa-Parlamentet finder sted, selvom folkeafstemningen om Brexit betyder, at briterne senest den 31. oktober i år skal forlade det europæiske samarbejde. Sally I’Anson håber fortsat, at beslutningen vil blive omgjort.
Og det håb deles også af mange af eleverne i alderen 11 til 18 år, som hun underviser i drama og engelsk litteratur i overbygningen på en kommuneskole i nærliggende Swindon.
”Et af de faste emner for elever på 12-13 år handler om kontroversielle spørgsmål. Hvad der er kontroversielt, ændrer sig fra år til år, men i år var Brexit nummer et. Jeg spurgte ikke, hvad deres forældre havde stemt, men en håndsoprækning viste, at resultatet vil blive et andet, hvis der var en ny folkeafstemning i dag. Og jeg finder det interessant, at vi på den ene side har denne apati – og så at disse elever siger, at det er alt for bøvlet at forlade EU,” siger Sally I’Anson.