Uffe Ellemann-Jensen (V) var ganske kæk, da han som dansk udenrigsminister kom til et europæisk topmøde, efter danskerne først havde sagt nej til Maastricht-traktaten i 1992 for efterfølgende at vinde EM i fodbold.
”If you can’t join them, beat them,” var budskabet for rullende kameraer.
Eller på godt dansk: Hvis du ikke kan være en del af det gode selskab, så giv dem et lag tæsk.
Denne blanding af EU-politik og fodbold er endnu en gang aktuel, når briterne om en uge holder valg til Europa-Parlamentet. Det sker til trods for, at landet har valgt at forlade EU. Men da aftalen om udmeldelsen ikke er faldet på plads, er briterne nødt til at gennemføre valget af de 73 britiske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Og hvad har det så med fodbold at gøre? Rigtigt meget. For briterne dominerer totalt europæisk klubfodbold i øjeblikket. Champions League-finalen den 1. juni bliver et opgør mellem Tottenham og Liverpool, og i den næstbedste europæiske turnering, Europa League, tørner London-klubberne Chelsea og Arsenal sammen i finalen tre dage forinden.
Denne engelske dominans i europæisk fodbold er ikke gået ubemærket hen i britisk politik, hvor valget til Europa-Parlamentet bliver et opgør mellem dem, der tror på et europæisk samarbejde, og dem, der bare vil have Brexit gennemført og forlade det europæiske samarbejde her og nu.
Særligt populisten Nigel Farage rider højt på den engelske nationalstolthed, og hans nystiftede Brexit-parti, som endnu ikke har et valgprogram, står til at blive det største britiske parti i det nye Europa-Parlament efterfulgt af Labour. Regeringspartiet De Konservative har kurs mod et katastrofevalg og bliver i nogle meningsmålinger ikke kun hægtet af af De Liberale Demokrater, men tilmed af De Grønne. Og selv Change UK, det nye britiske parti bestående af EU-positive udbrydere fra Labour og De Konservative, puster regeringspartiet i nakken.
Sara Hobolt, dansk professor i EU-forhold ved London School of Economics, vurderer, at det i høj grad bliver valgdeltagelsen, der kommer til at afgøre resultatet.
”For de britiske vælgere er det en måde at sige på, hvad de mener om Brexit. Vi kan se i meningsmålingerne, at deres holdning til Brexit er mere afgørende end deres normale partitilhørsforhold. Så valgresultatet vil afhænge af, hvilke fløje der er bedst til at mobilisere deres vælgere,” siger Sara Hobolt.
Hun understreger videre, at det er en generel europæisk tendens, at vælgerne bruger valget til Europa-Parlamentet til at straffe de etablerede partier.
Men valget handler ikke kun om, hvad briterne mener. De 73 britiske medlemmer af Europa-Parlamentet vejer også tungt i den magtkabale, der skal gå op efter valget. Ifølge Sara Hobolt vil det styrke socialdemokraterne, mens den traditionelt indflydelsesrige konservative gruppe, Det Europæiske Folkeparti EPP, vil blive yderligere svækket. Det kan påvirke, hvem der bliver den næste kommissionsformand, EU-præsident og hele magtfordelingen i EU.
En anden særlig tvist er, at de 73 britiske pladser i Europa-Parlamentet ikke bare forsvinder, når og hvis Brexit er en realitet. 46 bliver reserveret til eventuelle nye medlemslande, og 27 går til lande, som er underrepræsenteret som blandt andre Danmark.
Hvor det i Danmark er ret ligetil, og nummer 14 på listen får det ekstra mandat, så betyder valgreglerne i eksempelvis Irland, at landet er nødt til at have to optællinger for at afgøre, hvem der får den ekstra plads, når de britiske medlemmer forlader Europa-Parlamentet efter Brexit, som senest skal være på plads den 31. oktober.