Ikke en eneste af de mest indflydelsesrige britiske politiske ledere har et positivt image blandt vælgerne, hvilket er paradoksalt, når en af dem netop skal være leder for hele landet, når stemmerne efter torsdagens parlamentsvalg er talt op.
Efter næsten tre og et halvt års politisk tovtrækkeri om Brexit efterlyser den tidligere ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams voksne og autentiske politikere.
”Alt for meget i denne valgkamp har overhovedet ikke handlet om politik. Det handler om to sammentømrede grupper af overvejende veltalende mænd og pr-folk, som danser på en smal line mellem at håndtere interne partiskænderier og komme med dybt oppustede løfter målrettet en vælgerskare, som de tror, er dybt naiv,” lyder dommen fra Rowan Williams i en kommentar i det politiske magasin New Statesman.
Det tidligere overhoved for den anglikanske kirke bekender også i uhørt grad politisk kulør, for han håber ikke, at premierminister Boris Johnsons konservative regering vinder.
”Men jeg er heller ikke sikker på, at jeg ønsker, at nogle af de andre vinder, fordi det cementere den model, som vi i dag sidder fast i,” lyder det fra en frustreret Rowan Williams.
Samme spor er kommentatoren Rafael Behr inde på i dagbladet The Guardian, hvor han ikke blot peger fingre ad premierministeren, men også ad Labours partileder, Jeremy Corbyn.
”Ingen Brexit, ingen Johnson, ingen Corbyn. Er det for meget at bede om,” spørger han retorisk.
Rafael Behr håber at få afsporet Boris Johnsons nationalistiske tog. Men det er ikke hans eneste håb, nu da den britiske skilsmisse fra EU er udskudt for tredje gang og står til at blive ført ud i livet den 31. januar.
”Er det muligt at drømme om, at Storbritannien kan slippe for det galskab, der er Brexit – og for et Labour-parti, der ikke længere er trælbundet af Corbyn,” skriver kommentatoren, der selv er ud af en jødisk familie fra Sydafrika.
Historieprofessor emeritus Robert Tombs fra Cambridge University er fortaler for Brexit. Han ser i det konservativt orienterede magasin The Spectator på implikationerne for EU, hvis Boris Johnson får magt, som han har agt, og han er ikke i tvivl om, at torsdagens valg både vil forandre Storbritannien og EU.
”Der er ingen måde, hvorpå kan EU kan erstatte tabet af Storbritannien. EU vil blive permanent formindsket. Økonomisk svarer Storbritannien til de 18 mindste medlemslande lagt sammen,” skriver han blandt andet og afviser også tankerne om, at briterne vil opleve en økonomisk katastrofe, når Brexit bliver en realitet.
”Det er derfor, at skotterne, waliserne og irske nationalister hader Brexit, fordi kun EU giver dem et håb – uanset hvor urealistisk det måtte være – om at efterligne Luxembourg eller Slovenien,” skriver Robert Tombs sarkastisk.
Politisk korrespondent Julia Langdon fra det katolske ugemagasin The Tablet tager fat i De Konservatives løfter om, at de nok skal få ordnet Brexit.
”Min frygt er, at selv hvis De Konservative sikrer sig et lille arbejdsdueligt flertal, hvilket synes muligt, så vil den næste Johnson-regering kun udrette lidt, og helt sikkert ikke løse spørgsmålet om, hvordan Storbritannien forlader EU. Den kamp skal først til at gå i gang for alvor, og det vil vælgerne begynde at forstå om kort tid,” skiver Julia Langdon.
Seniorredaktør Anne McElvoy fra magasinet The Economist peger i en kommentar i London-avisen Evening Standard på, at det konservative forspring skrumpede ind i valgkampens slutfase.
”Det åbner for et mareridts-scenario for De Konservative – at deres satsning på et hurtigt valg for at presse Boris Johnsons Brexit-plan igennem parlamentet ender med et parlament, hvor ingen har flertal. Er det tilfældet, så bliver billedet af premierministeren i en gummiged udsmykket med sloganet ’ Get Brexit Done ’ i stedet et billede på, at gearene har sat sig fast,” skriver hun.
I sin kommentar hæfter hun sig også ved, at slutfasen har været præget af hævngerrighed, misinformation, forvrænget fakta og klovnerier.
I avisen The Sunday Times advarer den markante britiske historiker Niall Ferguson om udsigten til, at briterne igen ender med et parlament, hvor ingen af partierne vil have absolut flertal.
”Der er ingen vinder i et fastlåst demokrati. Et tæt resultat vil være en katastrofe for Boris og Storbritannien,” skriver Niall Ferguson med henvisning til den britiske premierminister.
Han trækker paralleller til Holland, hvor et uklart valgresultat betød, at landets parlament var lammet i hele 208 dage efter valget i 2017. Og hvordan Israel nu går til sit tredje valg på mindre end et år, fordi der hverken er et regeringsflertal for premierminister Benjamin Netanyahu eller oppositionsleder Benny Gantz.
Fredag vil det stå klart, om Boris Johnson og det britiske parlament havner i selvsamme limbo, som premierministeren med henvisning til Dantes ”Den guddomme komedie” har kaldt ”helvedes første ring”.