Britiske børn blev sendt til et bedre liv i Australien, men udsat for misbrug

Kirker, børneorganisationer og den britiske regering er under fornyet kritik i dommerundersøgelse af deporteringer af børn til Australien efter krigen

Både kirkelige organisationer og andre børneorganisationer var involverede i udflytningen af de mange børn, som fortsatte helt op til 1974, og de drev også børnehjem i Australien.
Både kirkelige organisationer og andre børneorganisationer var involverede i udflytningen af de mange børn, som fortsatte helt op til 1974, og de drev også børnehjem i Australien. Foto: Topfoto.

”Jeg har levet med det had i over 60 år. De sendte os til et sted, som var et levende helvede. Vi have ingen forældre, ingen slægtninge og ingen steder at gå hen. De munkebrøde, de pædofile, må have troet, at de var kommet i himlen.”

Ordene kommer fra Clifford Walsh. Han er en af de mellem 7000 og 10.000 britiske børn fra dårlige kår eller børnehjem, som efter Anden Verdenskrig blev sendt til, hvad der blev opfattet som et nyt og bedre liv i Australien.

Både kirkelige organisationer og andre børneorganisationer var involverede i udflytningen af de mange børn, som fortsatte helt op til 1974, og de drev også børnehjem i Australien.

”Jeg var en knægt, der ikke var meget andet end skind og ben. Jeg så ikke særligt godt ud. Alligevel blev jeg seksuelt udnyttet på en meget grov måde, og jeg vil slet ikke tænke på, hvordan det var for dem, der så godt ud,” fortæller Clifford Walsh i et interview med den britiske nyhedsstation BBC.

Han har nu valgt at stå frem i forbindelse med en stor uafhængig britisk undersøgelse af seksuelt misbrug af børn i og fra England og Wales.

”Politikerne ville ikke vide noget, de ville lægge låg på. Men bare fordi de ikke ville høre om det dengang, så er det ikke en grund til, at folk ikke skal høre om det i dag,” siger Clifford Walsh med en bred australsk accent.

De første høringer i den uafhængige undersøgelseskommission fandt sted i går i London. Kommissionen skal se på alle former for seksuel misbrug af børn, herunder også, om ledende politikere og andre magtfulde personer har været involveret.

Men i første omgang er fokus på de mange børn, der blev sendt til Australien. Den australske regering undskyldte allerede i 2009 for misbruget, og den britiske regering fulgte trop året efter. Men ifølge britiske medier forventes kulegravningen at afsløre, at omfanget af misbruget var meget større end hidtil antaget.

Clifford Walsh er en af de anslået 2000 nulevende ofre. Han blev misbrugt på en institution drevet af kristne munke omkring 100 kilometer fra Perth i det vestlige Australien.

I alt otte ofre vil afgive vidneudsagn over denne uge. Senere på året skal undersøgelsen så forsøge at nå til bunds i, hvad regeringen, børneorganisationer samt den anglikanske og katolske kirke vidste om misbruget, og i hvilket omfang de i givet fald dækkede over det.

Et andet af ofrene, David Hill, var på en institution drevet af børneorganisationen Fairbridge, hvilket han har skrevet om i bogen ”The Forgotten Children” (De glemte børn).

Han vil under høringen kræve både den britiske regering og Fairbridge stillet til ansvar.

”De tog ikke de nødvendige skridt som modsvar på påstandene om seksuelt misbrug,” siger han til avisen The Guardian.