Britiske hooligans går i fælles kamp mod ekstremisme

Flere tusinde fodboldfans har for en stund bilagt rivalisering og protesterer i dag i London mod terror

Football Lads Allicance er en relativt ny gruppe, og dens medlemmer kommer hovedsageligt fra fodboldmiljøet. Gruppen ønsker strengene terrorlove i Storbritannien og opstod efter angrebet mod London Bridge i juni.
Football Lads Allicance er en relativt ny gruppe, og dens medlemmer kommer hovedsageligt fra fodboldmiljøet. Gruppen ønsker strengene terrorlove i Storbritannien og opstod efter angrebet mod London Bridge i juni.

”For vores børn og børnebørn. Forenet mod ekstremisme.”

Sådan lyder sloganet for den relativt nystartede gruppe Football Lads Alliance, FLA (Fodboldfyrenes alliance). Første gang, de demonstrerede i sommer, var de 10.000. I dag forventer arrangøren omkring 40-50.000 deltagere, når de går i protestdemonstration fra Hyde Park til det centrale London.

Som navnet antyder, kommer folkene bag fra fodboldmiljøet. Men det handler om noget ganske andet end fodbold. Det handler om det, de ser som truslen mod Storbritanniens fremtid. Og truslen hedder ifølge gruppen islamistisk terror, efter at Storbritannien alene i år har været ramt af fire islamistiske terrorangreb med i alt 34 dræbte.

”Jeg startede gruppen efter angrebet mod London Bridge i juni. Et par uger før var der terrorangrebet i Manchester. Jeg har selv børn, og det ramte mig, da børn blev slået ihjel i Manchester. Og så kom London Bridge. Nok var nok, og noget måtte gøres,” siger John Meighan, initiativtageren til gruppen.

Han har selv en fortid i hooligan-miljøet omkring fodboldklubben Tottenham i Nordlondon.

”I dag har jeg har tre børn og et andet formål med livet. Og jeg vil have, at de får en god fremtid,” siger han og fortæller, at gruppens mål er at råbe regeringen op.

Bevægelsen ønsker strengere terrorlove og gør meget ud af at agitere imod vold og racisme. Men en del medlemmer ønsker, at regeringen internerer mange af de tusindvis af ekstremister, der opholder sig i Storbritannien. Ifølge myndighederne er der op imod 23.000 såkaldt ”mulige jihadister” i landet. Man har også en liste på omkring 3000, der overvåges. Terroristen, der angreb Westminster i marts, var ikke blandt disse 3000, så det er svært, hvis ikke umuligt for myndighederne at opdage alt, og det frustrerer mange af dem, der nu er aktive i FLA.

Siden bevægelsen opstod, er der kommet flere end 64.000 medlemmer i den hemmelige og lukkede Facebook-gruppe, som man skal inviteres til.

Den nye alliance tæller folk fra forskellige fodboldfanfraktioner, som normalt ikke kan være i stue sammen.

”West Ham-fansene klappede ad Millwalls fans – og omvendt. Det fik mig til at indse, at det her var større end noget før. Det viste styrken i en forenet enhed mod terror. At det er større end noget had mellem klubber. Det var helt utroligt at se,” siger Anthony Sirkett, der selv er Wimbledon-fan og aktiv i FLA, om sin oplevelse ved den første demonstration.

De to London-klubber Millwall og West Ham står for et af de ondeste hadforhold mellem to fangrupper i England. Men det er lagt til side, når der demonstreres.

Millwall har haft terroren inde på livet. Angrebet mod London Bridge skete midt i Millwall-land. Og mindst to Millwall-fans gik uafhængigt af hinanden til angreb på de tre terrorister. En tidligere soldat i det britiske luftvåben blev siden citeret i britiske medier for at sige, at hvis man står i et knivangreb, bør man faktisk agere som hooligans. Gå sammen i en gruppe og angribe terroristerne med stole, borde, glas – alt, man kan få fingre i.

”Fodboldfans er jo i bund og grund ret ens – vi holder bare med forskellige hold. Og i det større billede, hvad er mest vigtigt: at slås til fodbold eller forsøge at ændre noget og undgå, at folk bliver slået ihjel? For mig er det ret ligetil,” siger John Meighan.

I dagens demonstration vil der også være krigsveteraner, der går side om side med fodboldfansene – samt familien til et polsk par, der blev dræbt i Manchester-angrebet. Ligesom Anthony Sirkett fra Wimbledon kræver de handling fra politikerne.

”De etablerede partier gør ikke andet end at snakke. Og jeg følte, at det var påkrævet, at almindelige folk gik sammen for at vise deres utilfredshed i stedet for at sidde derhjemme. Gå ud og vise, at vi har fået nok. Vi beskylder ikke en hel religion for det her. Vi er vrede over de fås handlinger. Og det skal stoppe,” siger han.8

Den 22. maj sprænger en libysk-født brite sig i luften ved indgangen til Manchester Arena, hvor popstjernen Ariana Grande netop har spillet koncert. 22 bliver dræbt og 250 såret. 10 ofre var under 20 år.

Kilder: Ritzau, BBC, dpa