Kaos. Så kort kan situationen i britisk politik beskrives, efter at flertallet af de britiske vælgere i torsdag stemte for helt at forlade EU.
Selvom dramatiske fald i det britiske pund og på aktiemarkedet samt en storstilet underskriftstindsamling for en ny folkeafstemning var de umiddelbare reaktioner, så er det ikke konsekvenserne for landet, men for de britiske politikere, der allerede nu dominerer dagsordenen.
Den konservative premierminister David Cameron har sendt detaljerne om udmeldelsen til hjørnespark ved at spille opgaven videre til sin afløser. Så selvom der er pres fra resten af EU for en hurtig løsning, vil briterne formentligt tidligst til oktober være klar til at indlede de formelle forhandlinger, vurderes det.
Fokus er i stedet på, hvem der skal afløse Cameron som premierminister. Hvor konservative vælgere overvejende stemte for at forlade EU, så kæmpede flertallet af partiets parlamentsmedlemmer for at blive i EU. Spørgsmålet er derfor, hvor meget magt og indflydelse Brexit-fløjen skal have.
Den karismatiske tidligere London-borgmester Boris Johnson er allerede inde i debatten som et bud på en potentiel ny partileder og premierminister – og han har opbakning fra Michael Gove, som var den anden ledede figur i kampagnen for at forlade EU.
Men internt i parlamentsgruppen er der stærke kræfter, som for alt i verden vil undgå en premierminister Boris. De hænger i høj grad deres hat på indenrigsminister Theresa May.
Hun var med på ja-siden, men var ret usynlig i valgkampen, til trods for at nogle af de store emner som sikkerhed, indvandring og grænsekontrol hører under hendes ressort. Det betyder omvendt, at hun ikke har været del af den interne mudderkastning. Undervisningsminister Nicky Morgan er et andet navn, som er i spil.
Et andet spørgsmål er , hvor meget indflydelse vinderne med Boris Johnson og Michael Gove i spidsen skal have på ledelsen af partiet og dermed forhandlingerne med EU. Nogle har den holdning, at de skal følge princippet fra skiltet i en porcelænsforretning: ”If you break it, you own it” – at hvis du ødelægger det, så skal du også betale for det. Med andre ord at Brexit-fløjen selv må feje stumperne op.
Også i det store oppositionsparti Labour er ledelsen kommet under pres efter afstemningen i torsdags. Partiets formand, Jeremy Corbyn, satte selv turbo på magtkampen, da han klokken ét om natten mellem lørdag og søndag fyrede sin skyggeudenrigsminister Hilary Benn for at stoppe forsøg på at underminere hans lederposition.
Det har derimod haft den modsatte effekt, og i løbet af søndagen meldte adskillige ledende Labour-politikere ud, at de ikke længere støtter Corbyn, deriblandt flere såkaldte skyggeministre.
Det er blot ni måneder siden, at Jeremy Corbyn overraskende blev formand. Men mange i parlamentsgruppen mener ikke, at han vil være i stand til føre partiet til en valgsejr – og mange forventer, at den interne splittelse hos de konservative kan føre til et valg i utide, hvilket parlamentsmedlemmet Stephen Kinnock, gift med den tidligere danske statsminister Helle Thorning-schmidt (S), argumenterer for i et indlæg i søndagsavisen The Observer.
Selvsamme Kinnock, der er søn af den tidligere Labour-formand Neil Kinnock, er også gået forrest i flere fremtrædende Labour-profilers opgør med Corbyn efter Brexit-afstemningen. Og bolden kan rulle i dag, hvis parlamentsgruppen sætter gang i et mistillidsvotum, som vil blive afholdt i morgen.
Labours manglende fodslag med vælgerne illustreres blandt andet af resultatet i valgkredsen Flintshire, hvor den paneuropæiske producent af Airbus-fly alene beskæftiger over 5000 mennesker. Alligevel var her flertal for Brexit. Selv Kirkless-kredsen, som er en del af valgkredsen, hvor Labours Jo Cox blev dræbt, stemte flertallet nej.
Det er blandt andet baggrunden for, at Labour i lighed med de konservative har indledt et spil sorteper om ansvaret for befolkningens nej til EU.