Til et vindblæst hjørne af lejren Al-Hawl ankommer to sølvgrå busser med tidligere beboere fra det, der indtil for kort tid siden var Islamisk Stats selvudråbte kalifat. Det, der er tilbage, er aske og ruiner. Islamisk Stats krigere har de seneste måneder kæmpet for at bevare herredømmet over deres sidste territorium: En række landsbyer, der snor sig ned langs Eufratfloden til den irakiske grænse.
Nu er landsbyerne befriede, og ud af ruinerne kom disse kvinder og børn. Klædt i sorte niqaber henter de kufferter og sække i bussernes bagagerum, inden de sætter sig i to lige linjer. De skal indregistreres i deres nye hjem: En stadig mere overfyldt flygtningelejr på Syriens nordøstlige grænse til Irak.
Her har man lavet en særlig beskyttet sektion til de udenlandske IS-brude og deres børn. De er nemlig ikke lige populære blandt lejrens andre indbyggere. For kvinderne er ikke lokale civile. De har boet i huse, der ikke var deres. De lokale ejere blev fordrevet af islamisterne. Og disse civile er også i Al-Hawl.
Muhammad fra byen Hajin ved Eufrat står og kigger på fra den anden side af et hegn, der adskiller pladsen med busserne fra resten af lejren.
”Journalister kommer her for at snakke med IS-kvinder fra deres egne lande. Ingen vil høre vores historier. Min familie har boet i Hajin i generationer. Vi har mistet alt og er blevet gjort til flygtninge i vores eget land på grund af disse kvinder og deres mænd. Nu kommer de og ser sølle og fortabte ud, men de har taget mit land og min ejendom. I mine øjne er de bare forbrydere,” siger han.
Bag et bord foran busserne sidder to vagter fra lejren og kalder familierne op én efter én. Kvinderne udfylder dokumenter og deponerer penge og mobiltelefoner.
En lille lyshåret dreng holder sin mor i hånden, mens hun gentager ordet ”Russia” til lejrvagten ved bordet. Vagten noterer, nikker og peger så på sin kollega. Han skal tage et foto af familien, men kvinden vil ikke vise sit ansigt. Vagten gestikulerer. Der er ingen vej udenom. Til sidst drejer kvinden rundt, så hun har ryggen til mændene. Vagten får sit foto.
Mobiltelefonerne og pengene konfiskeres, men ifølge den næstkommanderende i Al-Hawl, Nabil Hassan, får kvinderne begge dele igen.
”Pengene får de i mindre portioner, når de har brug for at købe specifikke ting. Det gør vi for at sikre os, at de ikke betaler menneskesmuglere for at flygte, og for at forhindre tyveri. Nogle kvinder siger, at i kalifatet er de søstre, og at alt er fælles. Det er der ikke enighed om,” forklarer han.
Al-Hawl tæller nu omkring 30.000 personer såsom den nybagte mor Shamima Begum, der netop har fået frataget sit britiske statsborgerskab. Tallet stiger uge for uge. Man kan ikke bevæge sig til fods gennem lejren. Transport foregår i bil med væbnet eskorte.
I et lille hus sidder tre kvinder fra Holland og Belgien. For omkring en uge siden ankom de selv til lejren fra byen Baghouz. Kalifatets sidste bastion, hvor de syriske SDF-styrker har iværksat det, de kalder det endelige slag mod Islamisk Stat. Civile evakueres nu fra byen, så de ikke kan blive misbrugt som levende skjolde af de anslået 300 IS-krigere, der har forskanset sig i Baghouz.
Jessie Van Eetvelde er 40 år, fra Antwerpen og har to små børn. Stoffet, der dækker hendes ansigt, er så støvet, at det ligner en maske. Hun sidder og ammer sit yngste barn, mens hun fortæller med en skrøbelig stemme:
”Det var et helvede i Baghouz. Vi havde søgt tilflugt i en moské, hvor det flød med afføring. Jeg glemmer aldrig stanken. Folk turde ikke gå udenfor.”
Jessie Van Eetvelde konverterede til islam efter en rejse til Marokko som 19-årig og tog til Raqqa, IS-hovedstaden i Syrien, sammen med sin hollandsk-marokkanske mand i 2015. De mente begge, at kalifatet var det forjættede land, og at det var deres hellige pligt at blive indbyggere der. Hendes mand forsvandt et år efter deres ankomst. Nu vil hun hjem til Belgien.
”Jeg vil bare gerne have et normalt liv igen. Jeg indrømmer, at jeg har begået fejl, og jeg har det forfærdeligt over det. Jeg beder bare om at komme hjem og for en dommer. Så tager jeg gerne min fængselsstraf,” siger hun.
De to andre kvinder nikker.
”Vi erkender vores fejl, men vi fortjener en chance til,” siger hollandske Siobhan Walther på 25 år, som også er muslimsk konvertit.
”Daesh (andet navn for IS, red.) behandlede os som skrald. Kvinder er intet værd for dem. Det er faktisk meget bedre at praktisere islam hjemme i Holland, hvor der er stabilitet, og man er fri til at bede, som man vil.”
Men alt det vidste I vel godt?
”Ikke at der var så forfærdeligt her. Det så jeg først, da jeg kom, og så var det for sent at komme ud igen,” bryder Amal el-Bouazzati ind.
Hun er oprindeligt fra Marokko, men hollandsk statsborger og opvokset i Amsterdam. Hun er gift for tredje gang og gravid. Hendes tunesiske mand er – ligesom hendes to forrige mænd – forsvundet og muligvis død.
”Jeg fortryder alt og er klar til at tage min straf. Jeg tager afstand fra alt, som Daesh har gjort. Deres modbydeligheder har også ramt mig,” fortæller Amal el-Bouazzati.
Den hollandske forfatter og journalist Judit Neurik har skrevet to bøger om kalifatets kvinder. Hun bekræfter, at det er samme narrativ, der går igen hos langt de fleste af disse kvinder.
”Det er en fortælling, hvor de selv er ofre, men mange yazidier har været slaver i disse kvinders husholdninger. Det fortæller de aldrig. Spørger man de undslupne yazidi-kvinder, fortæller de, at det var disse kvinder, der stod for den daglige fornedrelse af dem.”