Buddha-tatoveringerne, der krænker

Thailandske tatovører risikerer et forbud mod at afbilde Buddha på kroppen. Flere udenlandske medier drager paralleller mellem forslaget og den danske Muhammed-sag, mens en ekspert mener, at det er et brud på ytrings- og religionsfriheden

Hvis den thailandske kulturminister får sin vilje, skal tatoveringer af Buddha på både udlændinge og thaier være forbudt.
Hvis den thailandske kulturminister får sin vilje, skal tatoveringer af Buddha på både udlændinge og thaier være forbudt. . Foto: Christina Lund Sørensen.

Nålen med blæk borer sig langsomt ind i huden på den unge pige, der sidder foroverbøjet på en stol. Sveden drypper fra hendes pande og næsetip. Hendes blik signalerer koncentration. Koncentration til at fokusere på noget andet end smerten, mens hun knuger en veninde hårdt i hånden.

De er begge taget til Thong Nai-templet i Bangkok-bydelen On Nut for at få en hellig tatovering en såkaldt sak yant. I Thailand tror mange, at en tatovering besidder en helt særlig kraft med evne til at beskytte sin indehaver.

LÆS OGSÅ: Forbud mod at tatovere Buddha

Der er varmt i det lille træhus i templets baghave, men trods varme og smerte er der en strøm af folk, der dagen igennem kommer for at få en tatovering.

For den anden ende af den jernpind, hvor tatoveringsnålen er, sidder mesteren Toy, som har udført hellige tatoveringer på arme, ben, fødder og rygge af troende thailændere de seneste 20 år. Men efter at debatten om afbildningen af Buddha er startet, siger han, at han aldrig kunne drømme om at tatovere Buddha.

Buddha er højt hævet over mennesket, og han skal befinde sig over os, så derfor kan man ikke tatovere ham på kroppen af nogen. Det er ikke godt, mener Toy.

Han kan godt forstå, at mange synes, Buddha-billeder er så smukke, at de ønsker at bære dem på kroppen hele livet, men efter hans mening er det respektløst og tankeløst.

Buddha er det helligste, og det er forkert at lave tatoveringer af ham. Vi får jo heller ikke tatoveret profeten Muhammed eller Jesus på vores kroppe, pointerer han.

Buddha-tatoveringer er et populært motiv på mange turisters solbrune overarme og ankler. På Khao San Road, som er Bangkoks mekka for rygsækrejsende, er der næsten lige så mange tatovører, som der er gadekøkkener, der sælger nudler.

Her er den brummende lyd af tatoveringsmaskiner konstant i gang, for der er mange, der bruger en af de sidste dage af ferien på at få en permanent souvenir fra Thailand med sig hjem. Og det er den omfattende trend, som tilsyneladende har fået Thailands kulturministerium til at foreslå et forbud.

For udlændinge er de her tatoveringer et modefænomen. Og de tænker ikke på at vise religionen respekt. Eller måske er de uvidende om, at det er respektløst, siger Thailands kulturminister, Nipit Intarasombat, i en udtalelse på ministeriets hjemmeside.

Men forbuddet skal række længere end det. Kulturministeren vil forsøge at få et forbud indført mod ikke blot at tatovere Buddha og hindusymbolet Ganesh, men også symboler fra andre religioner. Præcis hvilke symboler og motiver uddyber ministeren ikke.

Det amerikanske Time Magazines hjemmeside drager paralleller mellem Danmarks Muhammed-sag, hvor muslimer mange steder i verden blev stødt over 12 tegninger i Morgenavisen Jyllands-Posten af profeten Muhammed tilbage i 2005, og den nuværende sag om forbuddet mod at tatovere Buddha.

Samtidig nævner Time sagen, hvor skaberne af den amerikanske animerede serie South Park fik bortcensureret et afsnit, fordi profeten Muhammed indgik. Og Joe Cummings, redaktør på Bangkok Post og forfatter til bogen Thailands hellige tatoveringer, frygter, at den samme type selvcensur vil opstå i Thailand i forhold til tatoveringer.

Uanset om loven bliver vedtaget eller ej, vil det skabe en form for selvcensur hos tatovørerne, for nu har myndighederne sagt, at det er forkert. Og det, mener jeg, er et brud på både ytringsfriheden og religionsfriheden, siger Cummings til Kristeligt Dagblad.

I templets baghave hos den hellige tatovør Toy er sidste seance af tatoveringensceremonien ved at finde sted. Toy messer buddhistiske vers ud i lokalet, mens kvinden, der har fået hellige inskriptioner tatoveret på sin ryg, sidder med hovedet bøjet i respekt og håndfladerne mod hinanden foran sit ansigt i et ærbødigt Wai. Da Toy er færdig med versene, siger han:

Selvom jeg ikke tatoverer Buddha, så mener jeg, det må være op til den enkelte at afgøre, om det er rigtigt eller ej. Det er ikke politikernes opgave. Jeg synes i stedet, de skulle sørge for, at løse Thailands politiske problemer.

udland@k.dk

Tatovering i Thailand

Sak Yant er en tatoveringsmetode, der bliver brugt i store dele af Sydøstasien, og er for dem, der tror på det, forbundet med en åndelig magt og noget beskyttende. Og for mange er det forbundet med noget lykkebringende. Metoden har eksisteret i hundreder af år, og det er almindeligt at tatovere Buddha-motiver. Metoden blev for alvor kendt i resten af verden, efter at Holly­wood-­skuespillerinden Angelina Jolie et par gange har besøgt Thailand for at lade sig tatovere.

Kommercielle tatoveringer, som vi kender dem fra Danmark, bliver hovedsageligt udøvet i tatoveringsstudier, som er rettet mod udenlandske kunder. Der er mange tatovører i ferieområder som Ko Samui, Phuket, Pattaya og også i Bangkok.

Kvinden, der har fået hellige inskriptioner tatoveret på sin ryg, sidder med hovedet bøjet i respekt og håndfladerne mod hinanden foran sit ansigt i et ærbødigt "Wai".
Kvinden, der har fået hellige inskriptioner tatoveret på sin ryg, sidder med hovedet bøjet i respekt og håndfladerne mod hinanden foran sit ansigt i et ærbødigt "Wai". Foto: Christina Lund Sørensen.