Burakumin - Japans usynlige minoritet

For 140 år siden var de kasteløse. I dag hedder de burakumin, og de diskrimineres stadig, selv om de ikke adskiller sig fra andre japanere i et af verdens rigeste og mest udviklede lande

Mana Sumidas datter Clara er otte år, og bor med sin mor og stedfar i Sumiyoshi buraku.
Mana Sumidas datter Clara er otte år, og bor med sin mor og stedfar i Sumiyoshi buraku. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

På en bar et sted i Kyoto rækker 24-årige Go Akai en øl over disken, mens han ufrivilligt sætter ord på det, ingen taler om i Japan:

"Det er svært at forklare, hvordan jeg har det med burakumin. Jeg ved, at de bor i skumle områder, hvor der er helt mørkt og ret farligt at være," siger han.

Problemet er, at Go Akai ikke aner, hvad han taler om. Han har tydeligvis aldrig været i en buraku. Og problemet er stort, fordi mange japanere er som ham. De har et billede af, hvem det mindst én million store sociale mindretal, burakumin, er, og billedet er negativt, uden at de helt ved hvorfor. Ligesom Go Akai ønsker de ikke at diskriminere. Ofte ved de slet ikke, at de gør det, og derfor er problemet så komplekst.

Burakumin er mennesker, hvis ophav engang var kasteløse. ?Min? er japansk for folk, ?buraku? er en gammel betegnelse for et fattigt kvarter, deraf navnet burakumin. Japans sociale hierarki blev etableret i begyndelsen af den såkaldte Edo-periode fra 1603 til 1867. Det var et kastesystem, som man for eksempel kender det fra Indien, og burakumin lå nederst i hierarkiet. Systemet blev afskaffet i 1871, men alligevel bliver burakumin stadig diskrimineret den dag i dag. De bliver forskelsbehandlet i skolerne, har problemer med "blandingsægteskaber", jobansættelser og boliger, de bliver udsat for nedsættende graffiti, tilråb og småbemærkninger, forudindtagethed og fordomsfuldhed. Uden at nogen altså helt kan forklare hvorfor.

Burakumin adskiller sig ikke genetisk eller synligt fra andre japanere, men i Edo-perioden var der forskellige regler for burakumins genkendelighed. De måtte eksempelvis ikke bære noget på hovedet, og håret skulle holdes kort. Nogle steder skulle de bære læderlapper på tøjet eller gå med en blå krave som tegn på deres lave status. Hverken mænd eller kvinder måtte sætte håret op, og kvinderne måtte ikke farve deres øjenbryn eller tænder (som var datidens almindelige makeup).

I dag er det kun muligt at gennemskue burakumins ophav, hvis man kender deres adresse – eller deres families adresse – eftersom de typisk bor eller har boet i en buraku. Flytter man ud af burakuen, kan man skjule sin identitet, så længe ingen kender forældrenes adresse. Eller bedsteforældres adresse. Der er endda eksempler i dag på mennesker, der hyrer privatdetektiver til at opspore adressen på deres kommende svigerbarns forældre for at sikre sig, de ikke har rødder i burakuen.

Sara Sumida er burakumin. "Men kun halvblods," som hun sarkastisk selv udtrykker det. I hendes barndomsburaku, Sumiyoshi, lidt uden for Osaka er fliserne hvide og fine, og fortovene er brede. På vejene myldrer det med "Hello Kitty"-børn med rottehaler, som drøner rundt på splinternye, farvestrålende cykler, når de skal hen til gyngestativerne. På en stor, åben plads ligger en fælles gymnastiksal, en svømmehal og rundt om hjørnet et plejehjem, hvor personalet kan trille beboerne rundt i et sirligt, japansk gangsystem. Omkring pladsen ligger boligbyggeriet, hvor de bor, burakuminerne. Sådan så her ikke ud for halvtreds år siden. På væggene i det tilknyttede menneskerettighedscenter ses gamle dages lasede børn gå for lud og koldt vand i sort/hvid.

Forholdene er overordentlig forbedrede, og det skyldes især loven Dowa-taisako, som trådte i kraft i 1969. Den var en slags samfundssystemrazzia, der søgte at fjerne al fysisk dårligdom ved at sørge for genopbygning af de slumagtige boligområder. Offentlige sundhedscentre, svømmehaller og biblioteker blev opført, og samtidig forsøgte loven at forandre de tydelige, men mytiske forhold, som forhindrede burakumin i at opnå visse job og boliger i visse områder. Burakumins løn var lavere end andres, og uddannelsesmulighederne var snævre. I 1975 kunne man sågar købe en håndskrevet bog med informationer om alle burakuer. Den blev købt af mange af de førende virksomheder, som derved kunne undgå at ansætte folk med adresse i disse områder. Det offentlige burakubyggeri startede i 1969, og i 2002 ophørte loven, da regeringen anså opgaven for løst.

Sara Sumidas far, Ichiro Sumida, på 63 bor her stadig. Han er en flot mand, og det er ironisk, at han ligner en stolt samurai, når denne kaste lå øverst i et hierarki, hans familie hverken kunne eller måtte være med i. Utraditionelt for en burakumin i hans aldersklasse var han inden sit otium lektor og har i mange år undervist i burakuminforhold på Kansai University i Osaka og Ritsumeikan University i Kyoto.

"Den største bedrift, vi har opnået gennem Dowa-taisakoen, er boligmiljøet. Nu bor vi i meget rene og behagelige boligområder. Dét og så uddannelse. Og job. Men der er ligesom to kategorier i burakuproblemet. Den ene er materiel diskrimination, og det har Dowa-taisakoen forsøgt at udbedre. Den anden er en psykologisk barriere, og det er denne, der er problemet i dag. Som du kan se, er dette område ikke anderledes end alle andre områder i Japan. Nu er problemet, at folk ikke vil beslægtes med burakumin. Altså det negative billede af burakumin," siger han.

Det er de færreste mennesker i Japan, som direkte siger, at de ikke kan lide burakumin. Men vi skal ikke længere tilbage end 1993, hvor en landsdækkende undersøgelse viste, at omkring ti procent af den almene befolkning troede, at burakumin adskilte sig racemæssigt fra andre japanere, og omkring ti procent påstod, at de aldrig havde været i kontakt med en burakuperson.

Rundt om hjørnet bor Sara Sumidas storesøster, Mana Sumida, med sin datter Clara på otte år. Mana Sumida siger, hun aldrig selv er blevet diskrimineret, men det gør hende ikke ligeglad med problemet.

"Clara ved endnu ikke noget om sin identitet, og hvis vi ikke fortæller hende, at hun er burakumin, kan hun få sig nogle ærgerlige oplevelser senere i livet, som jeg er bekymret for, hvordan hun vil reagere på. Hun er kun ?kvart? burakumin, men det er lige meget. Hun bor her, og derfor er hun burakumin. Hun lever som én, og det er dét, der gælder," siger Mana Sumida.

Japans sociale hierarki hed indtil 1871 Shinokosho, og fra toppen og ned bestod det af samurai (shi), bønder (no), håndværkere (ko) og handelsmænd (sho). To ekstra klasser, eta og hinin, blev ikke regnet med i systemet. Ordene betyder henholdsvis "stor mængde skidt" og "ikke-menneske", og man skal nok have været i Japan og have set folk tage disse ord i deres mund for at forstå, hvor grimme de er. Eta og hinin, som er burakumins ophav, besad hverv, som involverede døde dyr. Slageriarbejde, skindgarvning og den slags. Med indførelsen af buddhismen fra Kina i år 552 fulgte en livsanskuelse, hvor man ikke måtte slå levende væsener ihjel, og hvervene og menneskene bag ansås derfor som urene. I en domssag fra 1859, beskrevet af forfatteren Shimazaki Toson, erklærede en dommer, at en eta har samme værdi som en syvendedel af et almindeligt menneske. Næsten ti år efter eta og hinins frigørelse og hierarkiets afskaffelse i 1871 blev de stadig, i en publicering fra det japanske justitsministerium, beskrevet som "en smule bedre end fugle og dyr".

Paradoksalt nok er burakuminproblemet i dag sandsynligvis netop opstået på grund af hierarkiets afskaffelse. Ichiro Sumida mener ikke, at formålet med afskaffelsen var at frigøre burakumin. Motivet var snarere at blive af med skammen udadtil over, at landet havde sådan et hierarki.

"I moderniseringsprocessen havde vi så travlt med at konkurrere med andre lande – specielt Europa. Og at have sådan et diskriminerende hierarki blev ikke betragtet som moderne. Men diskriminationen eksisterede selvfølgelig fortsat. Denne nye form for diskrimination startede i meiji-perioden, som startede i 1868, og den er begyndelsen på burakuproblemet i dag," fortæller han.

Marie Højlund Roesgaard er lektor ved Institut for Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet og underviser i japanske studier. Hun giver Ichiro Sumida ret i, at Japan under moderniseringen "glemte" de dårligst stillede. "Førhen, hvor alle sad i et hierarki, var der jo lidt retfærdighed ved, at alle havde deres plads, og burakumin havde monopol på nogle bestemte produktionsprocesser. Da alle skulle være lige, var der nogle, der faldt ud af bunden i systemet. Og de blev egentlig dårligere stillet, fordi deres erhvervsgrundlag simpelthen pludseligt smuldrede," siger hun.

Diskriminationen dengang og i dag kan slet ikke sammenlignes, men det er et mysterium, at den stadig eksisterer. Marie Højlund Roesgaard mener, at det fortsatte burakuproblem i Japan skyldes flere ting. Rigtig mange af medlemmerne af de kriminelle organisationer har en burakubaggrund. Men Marie Højlund Roesgaard mener også, at problemet er udtryk for en selvopfyldende profeti blandt burakumin selv.

"Vi kan ikke udelukke, at andre japanere går og hører på de samme diskriminerende bemærkninger som burakumin. Mange holder ligesom sig selv fast i den der rolle som udsat, fordi det simpelthen er en del af familiens identitet. Og derfor lægger de mærke til de potentielt sårende bemærkninger, der kan falde af. Burakumins følsomhed er øget, fordi de ved, de er anderledes," siger hun.

"Neta ko wa sono mama" – væk ikke et sovende barn – er en meget brugt talemåde i burakuaffæren. På den ene side findes de burakumin, som skjuler deres identitet. På en anden side er en regering, der ser sagen som lukket og slukket. Og på en tredje side er den del af befolkningen, som bare ikke rigtig bryder sig om at snakke om det. I midten står de burakumin, der som Ichiro Sumida er vrede over den ulogiske situation.

"Det er sandt, at diskriminationen bliver stadig mindre og stadig svagere. Det japanske samfund ledes mod løsningen, men måden, man forsøger at løse problemet på, er ved at lukke det ned. Det er en tendens i vores samfund, og det løser ingenting. Bare at lægge låg på diskriminationen betyder ikke, at den ophører med at eksistere", siger han.

Marie Højlund Roesgaard mener, at burakuproblemet fra regeringens side er blevet tabu for at normalisere en tilstand, den måske selv etablerede, da Dowa-taisakoen blev indført i 1969:

"Befolkningen ved godt, at det her er en pinlig sag. De kan jo ikke selv forklare, hvad der egentlig er galt med de her mennesker. Mange har nok også en tendens til at sige, at hvis vi lader, som om det ikke er der, så findes det ikke. Politisk ses det i nedskæringen af støtte specifikt til skoler i burakuområder. Det er gået op for regeringen, at de er kommet til at fremhæve burakumin på en negativ måde ved at give al den støtte og dermed hele tiden lade som om de er anderledes. Så man kan sige, at det er et forsøg på assimilation ved simpelthen ikke at tale om, at der er en forskel," siger hun.

En anden, mere håndgribelig omstændighed, der gør det umådeligt svært at få en japaner i tale om burakuproblemet, er almindelig mangel på viden om Japans historiske forhold. Yoshifumi Uramoto er aktivist i Buraku Liberation League, BLL. En landsdækkende organisation, som oprindeligt blev grundlagt under et andet navn i 1922, men som blev endeligt formet i 1955. Gruppen har været anset for at være en af de mest militante af Japans burakumin-aktivistgrupper. I dag udgiver den blandt andet avisen BLL Tokyo og forsøger at aflive nogle af fordommene med oplysning. Den har omkring 190.000 betalende medlemmer, men ifølge BLL selv er antallet af støtter fire gange så stort, da medlemskabet for hele familien som regel kun betales af ét familiemedlem. Yoshifumi Uramoto har arbejdet for organisationens Tokyo-afdeling som direktør for ungdomsafdelingen siden 2004, og hans åbenhed omkring hans identitet har bestemt haft sin pris. I forbindelse med sine studier flyttede han i sin tid til Tokyo, hvor han i månedsvis blev chikaneret af en mand, som sendte hans naboer postkort med information om hans baggrund. Postkortene opfordrede naboerne til at få ham smidt ud, for ellers kunne de selv blive til burakumin. Manden blev efter atten måneder idømt to års fængsel for intens chikane og personlige trusler. Dette tilfælde er af ualmindelig alvorlig karakter, men da postkortsagen nåede offentlighedens kendskab, blev de små diskriminerende bemærkninger flere og flere.

"I den offentlige badeanstalts dampbad overhørte jeg en mand sige til en anden: ?Er du klar over, at vi har en burakumin i vores kvarter?? De vidste ikke, at jeg også sad derinde. De udtrykte utilfredshed over at have sådan én boende, og det sad de så og diskuterede," fortæller han.

At denne form for diskrimination kan udspringe af ren og skær uvidenhed, er af og til tydeligt. Som for eksempel når folk ringer til Buraku Liberation League og vil oplyses om, hvorvidt den grund, de overvejer at købe, ligger i et burakukvarter. Eller når Google frigiver et historisk bykort, hvor eta-kvartererne er tegnet ind, hvilket nemt kan overføres til et nutidigt kort. Yoshifumi Uramoto tror på, at løsningen er oplysning.

"Folks dømmekraft skal baseres på korrekt information. For mig har det været svært. Nogle gange føler jeg mig som et spøgelse," siger han.

Tilbage i baren i Kyoto er der mennesketomt, for alle er hjemme og spise aftensmad. Det er kun Go Akai, der fortsat snakker:

"Jeg ville ikke have noget problem med at have en ven, der var burakumin, hvis han sagde det, efter at vi var blevet venner. Det ville nok være sværere at blive venner, hvis jeg i forvejen vidste det. Der er nok derfor, der er mange, som prøver at skjule det. Ligesom i Tyskland. Der er det jo heller ikke o.k. at sige, man er nazist," fortæller han.

Et langt, blankpoleret, sort marmorbord med en snorlige række tomme barstole får en ekstra pudsetur, mens Go Akai fortsat reflekterer over disse mennesker, som der ikke findes så mange af i området omkring Mt. Fuji, hvor han selv er vokset op:

"Jeg ville nok ikke have et problem med at gifte mig med en, hvis hun var attraktiv. Jeg ville være træt af at gifte mig med en hund eller en kat. Men ikke burakumin. Vi er jo alle mennesker ... og jeg ville helt sikkert se ned på en person, der talte diskriminerende om dem!"

korsgaard@k.dk

Se mere på

@Webhenv k.dk:k.dk/udland

Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Mana Sumida er født og opvokset i burakuen, hvor hun stadig bor.
Mana Sumida er født og opvokset i burakuen, hvor hun stadig bor. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Clara, der her ses med sin moster, Hanna, er otte år og ved endnu ikke, at hun er burakumin. Men det vil hendes mor, Mana Sumida, snart fortælle, så Clara kan være forberedt på mulige diskriminerende oplevelser senere i livet.
Clara, der her ses med sin moster, Hanna, er otte år og ved endnu ikke, at hun er burakumin. Men det vil hendes mor, Mana Sumida, snart fortælle, så Clara kan være forberedt på mulige diskriminerende oplevelser senere i livet. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Vintergryde. Fire af familien Sumidas i alt 11 medlemmer. Fra venstre: Mana, Clara, Ichiro og Sara.
Vintergryde. Fire af familien Sumidas i alt 11 medlemmer. Fra venstre: Mana, Clara, Ichiro og Sara. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Mana Sumida er glad for at bo i burakuen: "Jeg har altid været meget bevidst om forskellene mellem her og udenfor, men jeg har aldrig følt, det var nødvendigt at flytte ud herfra."
Mana Sumida er glad for at bo i burakuen: "Jeg har altid været meget bevidst om forskellene mellem her og udenfor, men jeg har aldrig følt, det var nødvendigt at flytte ud herfra." Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Den japanske familie Sumida er burakumin. Moderen bor nu i Brasilien, og to sønner bor i USA. Faderen og en enkelt datter bor stadig i den buraku, de er vokset op i. Her ses Sara Sumida.
Den japanske familie Sumida er burakumin. Moderen bor nu i Brasilien, og to sønner bor i USA. Faderen og en enkelt datter bor stadig i den buraku, de er vokset op i. Her ses Sara Sumida. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Familien Sumidas buraku Sumiyoshi ligner ethvert andet boligkvarter i Japan.
Familien Sumidas buraku Sumiyoshi ligner ethvert andet boligkvarter i Japan. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Ichiro Sumida er 63, og før sit otium underviste han i burakuminforhold på Kansai Universitet i Osaka og Ritsumeikan Universitet i Kyoto. Ichiro Sumida mener, løsningen på burakuproblemet er at fortælle åbent om sin identitet.
Ichiro Sumida er 63, og før sit otium underviste han i burakuminforhold på Kansai Universitet i Osaka og Ritsumeikan Universitet i Kyoto. Ichiro Sumida mener, løsningen på burakuproblemet er at fortælle åbent om sin identitet. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Clara ved endnu intet om sin identitet som burakumin.
Clara ved endnu intet om sin identitet som burakumin. Foto: malene Korsgaard Lauritsen
"Folk ville aldrig spørge direkte, om jeg er burakumin, men hvis jeg fortæller, at jeg er fra Sumiyoshi-Higashi station i Osaka, kan de godt spørge om jeg kommer fra østsiden eller vestsiden, og så ved de det jo" - Sara Sumida.
"Folk ville aldrig spørge direkte, om jeg er burakumin, men hvis jeg fortæller, at jeg er fra Sumiyoshi-Higashi station i Osaka, kan de godt spørge om jeg kommer fra østsiden eller vestsiden, og så ved de det jo" - Sara Sumida. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
"Jeg identificerer mig som burakumin - ikke gennem personlige oplevelser, men gennem lokalområdets historie og gennem mine forfædre" - Mana Sumida
"Jeg identificerer mig som burakumin - ikke gennem personlige oplevelser, men gennem lokalområdets historie og gennem mine forfædre" - Mana Sumida Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
"Det er ikke fordi vi er bange for at blive diskrimineret, det er fordi vi vil ikke ses på som et helt, kategoriseret folk" - Sara Sumida
"Det er ikke fordi vi er bange for at blive diskrimineret, det er fordi vi vil ikke ses på som et helt, kategoriseret folk" - Sara Sumida Foto: Malene Korsgaard Lauritsen