Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Coronavirus

Byen, hvor klokkerne er holdt op med at ringe

Nembro i Serianadalen er epicentret for coronaudbruddet i Bergamo-provinsen, som er hårdest ramt af pandemien. Normalt dør der omkring 10 mennesker om måneden her, nu er det over 100. Don Matteo ses her til venstre for korset på dagen, hvor han forrettede det foreløbig sidste begravelsesritual i Nembro. – Foto: Carlo Cozzoli/PA Images/Ritzau Scanpix.

Næppe mange andre steder i Italien er så hårdt ramt af coronapandemien som Nembro nordøst for Bergamo, hvor over 110 nu er døde på en måned. Don Matteo prøver som den sidste raske præst at holde skansen og hjælpe sin menighed i en landsby ramt af kollektiv smerte, men med medmenneskeligheden intakt

Den 7. marts var dagen, hvor dødsklokkerne blev tavse i Nembro.

”Den lørdag besluttede vi at stoppe med at ringe med dem, for alene den dag var der fire begravelser. Det ville have betydet, at vi hele dagen skulle have hørt lyden af dødsklokkerne, og det ville have været umådeligt pinefuldt for hele byen. Vi mente, det var bedst bare at lade være,” fortæller præsten don Matteo Cella.

Den lille by Nembro med 11.500 indbyggere og mange kirker, der alle hører under et enkelt sogn, har fem præster. Fire af dem er blevet syge, så kun én – den yngste – er arbejdsdygtig: Don Matteo på 40 år, der oprindeligt kommer fra San Pellegrino Terme.

Nembro, der ligger nordøst for Bergamo i den norditalienske region Lombardiet, er indgangen til Serianadalen og stedet, hvor skroget til America’s Cup-sejlbåden ”Luna Rossa” blev bygget. Byen plejer ikke at trække overskrifter, men risikerer nu at gå over i historien som det sted med den højeste procentdel af ofre for coronapandemien. Historien har det med at gentage sig selv. I 1630 blev næsten tre fjerdedele af byens dengang 2700 indbyggere ofre for pesten. Kun 744 overlevede.

Sidste år døde 120 mennesker i Nembro, hvilket svarer til 10 om måneden. Nu er mellem 110 og 120 døde på en måned. Det er det tal, som borgmesteren, Claudio Cancelli, angiver, men ingen kendte det nøjagtige tal i en tragisk og kaotisk situation som denne.

Jeg ledte egentlig efter sognepræsten, men jeg fandt kun hans hjælpepræst don Matteo Cella, som normalt tager sig af sognets yngre medlemmer. Han fortæller mig om den seneste tids forfærdelige begivenheder:

”Ifølge sognets opgørelse har vi fra begyndelsen af epidemien afholdt 39 begravelser i kirken og 26 på kirkegården. 26 venter stadig på at blive stedt til hvile. Det giver 91 døde, men så har vi ikke medregnet alle dem, der kan være døde i løbet af de seneste par dage, og som vi ikke har hørt om endnu, eller alle de døde, der ikke er katolikker.”

Landsbyen fremstår lige nu som et fastfrosset skærmbillede – et surrealistisk syn: Der er ingen i gaderne, alle butikkerne er lukkede, og købmandsforretninger og apoteket bringer kun varer ud til folk. Indtil for et par uger siden var Rådhuspladsen fyldt med børn. Nu er der ikke en levende sjæl. Alting er gået i stå i byen, nærmest som om man har stoppet tiden den lørdag i begyndelsen af marts, da regeringen besluttede at lukke hele regionen Lombardiet ned.

Men her i Nembro virker det til, at epidemien har været i gang længere tid, og for hver dag, der går, bliver det stadig mere sandsynligt, at manden fra Codogno i Lodi-området, der bliver kaldt patient 1, blot var den første person, der blev testet og officielt erklæret smittet med coronavirus – men at smitten allerede var i gang før det.

Don Matteo, der understreger, at han ikke er læge, og at han ikke vil træde nogen over tæerne, oplister de åbenlyse kendsgerninger, der har lagt hans lokalsamfund ned:

”Vi mener, at denne virus har været her siden begyndelsen af året, eller måske endda siden jul, uden at det er blevet opdaget. Til at begynde med var der mange anomale dødsfald på plejehjemmet i Nembro: I januar døde 20 mennesker af lungebetændelse. Hele sidste år var der kun syv dødsfald på plejehjemmet. Da antallet af begravelser begyndte at stige uge efter uge, begyndte alle at snakke om den alvorlige lungebetændelse, der var i omløb. Inden karnevallet lå halvdelen af byen i sengen med feber.”

”Jeg husker, at mens vi diskuterede, om vi fortsat skulle afholde festlighederne og paraden med børnene, blev vi nødt til at lukke lektiecaféen, fordi de fleste af de frivillige, der tog sig af børnene, var syge. Men ingen i Italien talte om coronavirus på det tidspunkt. Gad vide, hvor mange af os der allerede var syge og siden er blevet raske igen,” fortæller hjælpepræsten, der normalt især tager sig af menighedens yngre medlemmer.

”Gradvist gik alt i stå. Vi startede med at indstille messen, men vi blev ved med at passe de syge og møde deres familier så længe som muligt. For man kan ikke nægte at trøste folk. Vi prøvede at være så påpasselige som muligt, men lige nu er jeg den eneste præst, der ikke er syg. Don Giuseppe ligger på hospitalet, og don Antonio, sognepræsten, blev syg, men har nu fået det bedre, mens de to andre er i hjemmekarantæne,” siger han og fortsætter:

”Så begyndte vi at begrave de første ofre for coronavirussen med kun den nærmeste familie til stede. I ugen fra den 2. marts begravede vi 14 personer, hvor der på en normal uge plejer at blive begravet højst to.”

Den sidste, der blev begravet, før regeringen satte en stopper for begravelsesritualerne, var den 52-årige Massimo, der arbejdede med grafisk arbejde og tryksager. Han var vild med volleyball, som hans tre døtre på henholdsvis 25, 15 og 12 år også spiller. Don Matteo forrettede det sidste begravelsesritual om eftermiddagen lørdag den 7. marts:

”Kun hans kone og døtre var til stede. Nogle få af hans venner stod på sikker afstand på byens torv, hvor rustvognen passerede forbi. Massimo blev aldrig testet for coronavirus. Han døde i sit hjem i de dage, hvor panikken bredte sig helt vildt, og undtagelsestilstanden var på sit højeste. De praktiserende læger var de første, der blev syge eller sendt i karantæne, så det var vanskeligt at få nogen svar. Det var det rene kaos. Han havde høj feber i en uge. Temperaturen blev ved med at stige, og så begyndte han at få åndedrætsbesvær. De ringede efter hjælp, men da ambulancefolkene ankom, var der intet, de kunne stille op.”

Siden den uge har dødsklokkerne ikke ringet. Også ambulancerne kører så vidt muligt rundt uden sirenerne tændt for at minimere den ængstelse, som den konstante lyd af sirener kan udløse.

Nu, hvor der ikke længere kan afholdes begravelsesritualer, kan don Matteo kun ledsage den afdøde til kirkegården.

”Familierne underretter os, og vi tager med for at velsigne kisten eller urnen, før den nedsættes i jorden. Det er meget trist og uvirkeligt. Jeg gør mit bedste for at sørge for et minimum af medmenneskelighed. Folk dør på hospitalet under usædvanlige omstændigheder – helt alene. De pårørende har bare set ambulancen køre bort med deres kære for derefter at høre ingenting, indtil de får besked om dødsfaldet, og at de kan afhente de personlige ejendele. Og jeg taler ikke om et enkelt tilfælde,” understreger han.

Så snart sognepræsten don Antonio følte sig rask nok, begyndte han at ringe rundt til alle de sørgende familier for at trøste dem. Men præsterne har også fået andre opgaver i krisen. Da butikkerne lukkede, bad byrådet sognet om hjælp til at få spredt budskabet om, at dagligvarer nu kunne bringes ud. Butikkerne fik organiseret sig, og don Matteo sammensatte et hold af 40 unge i alderen 15-17 år, der gik fra dør til dør for at putte løbesedler i alle postkasser.

”Noget andet utroligt er alle de frivillige, der bringer medicin ud til de syge, de ældre og dem i karantæne,” beretter don Matteo.

”Vi har genopdaget en stærk følelse af fællesskab, og områdets beboere har udvist en fornemmelse for menneskelig omsorg, der er dybt bevægende.”

Landsbyen forsøger at holde sig opdateret. Folk vil gerne vide, hvem der er død, og hvem der har været indlagt, men nogle gange i denne konstante strøm af beskeder på WhatsApp sker det, at de forkerte informationer bliver videregivet – ofte på grund af forvirring omkring personer med samme navn:

”I går morges gik der rygter om, at den tidligere sognepræst, der var hos os indtil sidste år, og som er indlagt, var død. En masse mennesker tog kontakt til mig for at udtrykke deres medfølelse, men mellem to samtaler ringede han så for at fortælle mig, at han havde det bedre, og at han endelig kunne tale igen. Jeg turde ikke fortælle ham, at byen allerede sørgede over hans død.”

Byen blev også ramt af stor sorg, da Ivana Valoti, en 58-årig fødselslæge, døde på hospitalet, som hun arbejdede på i Alzano sydvest for Nembro.

”Det havde ellers forlydt, at hun havde fået det bedre. Vi vidste, at hun havde passet sin mor, der døde af coronavirus for to uger siden. Men folk håbede, at hun ville klare den. Pludselig fik hun et anfald, som hun aldrig kom sig over. Vi blev alle sorgbetyngede, fordi Ivana har været med ved fødslen af de fleste børn her i byen. Hun repræsenterede det nye liv, der bliver til skabt, og hendes alt for tidlige død har været det hårdeste slag.”

I denne tid fyldt med tomhed og stilhed bruger don Matteo teknologien til at afholde messe i den mennesketomme kirke for derefter at lægge optagelsen på YouTube. Sognegrupper mødes i video-chatrooms, og hver morgen optager han en podcast med sine bemærkninger til dagens evangelium. Sognebørnene kan høre podcasten på alle digitale platforme, lige fra Spotify og Apple til Facebook og Twitter, og de deler den. 500 mennesker downloader optagelsen hver dag.

”Nu er jeg nødt til at gå hen og færdiggøre redigeringen af morgendagens podcast om Matthæusevangeliet, der handler om skyld, tal og tilgivelse.”

Jeg har siden lyttet til podcasten, og især én sætning er blevet hængende:

”Tallenes kyniske og hårde præcision holder os ofte nådesløst fanget, men vi bliver nødt til at tilgive, indtil vi ikke kan tælle mere.”

Oversat af Translated by Us

Mario Calabresi har været chefredaktør for de italienske aviser La Repubblica og La Stampa og arbejder i dag som freelancejournalist og forfatter. Denne artikel er oprindeligt offentliggjort på hans blog.

Den sidste, der blev begravet, før regeringen satte en stopper for begravelsesritualerne, var den 52-årige Massimo, som aldrig blev testet for corona. Det var også den sidste af fire begravelser den 7. marts, og dagen, hvor don Matteo besluttede at droppe dødsklokkerne for ikke at belaste de i forvejen sorgbetyngede indbyggere for meget. – Foto: Matteo Corner/EPA/Ritzau Scanpix.
"Vi har genopdaget en stærk følelse af fællesskab,” siger don Matteo Cella, hjælpepræsten, der nu er blevet sjælesørger for hele Nembro. – Foto: Privat.
Kort: Ole Munk
– Foto: Impa/IPA/Ritzau Scanpix.