Prøv avisen

Bygningen af prestigemoské i Köln udvikler sig til et mareridt

Bygningen af en moské i den tyske by Köln er blevet taget under behandling af den tyske tv-kanal ARD. Moskéen er den største i Tyskland. Foto: .

En dokumentarfilm på den tyske tv-kanal ARD lægger al politisk korrekthed til side, når den tager byggeriet af moskéen i Köln under behandling

I DISSE DAGE blusser diskussionen i Tyskland atter op om byggeriet af en stormoské i Köln.

ARD, der svarer til DR 1, sendte tirsdag aften den 90 minutter lange dokumentarfilm Allah in Ehrenfeld, som tog forbavsende ublidt på den muslimske bygherre. Instruktør og filmhold har gennem syv år har fulgt projektet og skildrer en proces præget af kiv og strid, både ideologisk og angående selve byggeriet.

Det er Tysklands største moské, man opfører, så projektet har betydelig symbolværdi. En undersøgelse i Köln viste for nogle år tilbage, at 36 procent af byens borgere fandt byggeriet acceptabelt, og at 27 procent ønskede, at moskéen blev mindre imposant, mens 32 procent var imod uanset byggeriets størrelse.

LÆS OGSÅ: Tysk presse ser mere positivt på kristendom end på islam

De stærkeste modstandere har organiseret sig i organisationen ProKöln, som af medierne kaldes højreradikal. Projektet har derudover en meget prominent kritiker i den fremtrædende, 89-årige forfatter Ralph Giordano, der bor i Köln.

I Allah in Ehrenfeld kalder han moskéen for et vartegn for snigende islamisering og en krigserklæring . Til en gruppe muslimer siger han: I må gøre jer tanker om, hvilket problem I udgør for flertalssamfundet. En udtalelse, der ryster Spiegels tv-anmelder.

Giordano har ellers ikke tidligere lagt fingrene imellem. For fem år siden kaldte han i Kölner Stadt-Anzeiger byggeriet for et monument over fejlslagen integration og skrev blandt andet:

Jeg vil også fremover insistere på min kulturelle selvbestemmelse, på en livsform, som er min og som på mange måder ikke stemmer overens med den muslimske. Og det vil jeg have lov at sige uden indskrænkning. Jeg vil have lov at sige, at jeg i de tyske gader ikke vil møde hverken burka-bærende eller chador-indhyllede kvinder, lige så lidt som jeg vil høre muezzin-råb fra hushøje minareter.

Han har høstet massiv kritik, man talte om Giordanos intellektuelle selvmord, men han har dog også modtaget støtte, blandt andre fra den tyrkiskfødte sociolog Necla Kelek, der i Frankfurter Allgemeine har argumenteret for, at en stormoské faktisk modvirker integration.

I Vesten kommer sådanne nemlig til at fungere som medinaer, anfører hun, et multifunktionshus, hvor shariaen kan råde. En medina bliver en by i byen, bemærker Kelek, med koranskole, korrekte fødevarebutikker, rejsebureauer, begravelsesinstitut, restauranter, tesaloner, frisør alt hvad en muslim behøver uden for hjemmet. Ikke just en model for integration, bemærker hun.

RENT PRAKTISK HAR moskébyggeriet i bydelen Ehrenfeld i Köln udviklet sig til et mareridt med store forsinkelser og eksploderende omkostninger, og i oktober sidste år blev arkitekten Paul Böhm fyret, angiveligt på grund af fejl og mangler i byggeriet.

Det antydes i filmen, at den tyrkisk-tyske bygherre i virkeligheden skilte sig af med ham af andre grunde, nemlig at det blev stadigt sværere at formidle til baglandet i Tyrkiet, at en kristen arkitekt var ansvarlig. Paul Böhm har tidligere tegnet kirker. I tyrkisk presse verserede historier om, at Böhm havde smuglet kristne symboler ind i bygningen, blandt andet et kors og et P, der skulle stå for pax eller Paulus. En omvendt Da Vinci-kode-historie.

Filmholdet var til stede ved pressemødet i 2011, hvor en tydeligt berørt Böhm afskediges. Der er udstedt forbud mod bestemte spørgsmål, og da journalisterne irriterer arrangøren, afbrydes seancen. Bygherren hedder Ditib, en tyrkisk-muslimsk sammenslutning af 880 tyske koranmenigheder, der tilsammen tæller en million muslimer.

Dokumentarfilmens instruktør Birgit Schulz antyder, at tyrkiske hardlinere har mere indflydelse bag kulisserne i Ditib, end man tror. Ditib går for at være liberal, men står i et ret direkte afhængighedsforhold til Tyrkiet, siger hun undervejs.

Schulz er gennemgående neutral i sin fortællestemme i den lange dokumentar, men bemærker på et tidspunkt:

Jeg må spørge mig selv, om jeg ville bo i nærheden af denne moské.

Indfødte tyskere fraflytter nemlig bydelen Ehrenfeld. Og hvad værre er, siger Birgit Schulz:

Man fortæller mig, at kölnernes forargelse er forstummet. Denne tavshed gør mig urolig.

TILLIDEN LIGGER I RUINER, forholdet til Kölns befolkning lider skade, og fordomme om en tyrkisk bygherre bliver bekræftet. To borgmestre, der har forsvaret byggeriet, river sig i håret.

Set udefra må man konstatere, at ARDs dokumentarfilm har et uvant kritisk anslag. Ingen stryges med hårene, og Ralph Giordano holdes ikke ud i to fingre til spot og spe.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans selvbevidste optræden som præsident for også Tysklands 1,7 millioner tyrkere begynder måske at vise utilsigtede virkninger.