To børn risikerer retssag for blasfemi

Ny blasfemisag i Egypten vækker vrede hos kristne og muslimer

De religiøse spændinger i Egypten stiger i kølvandet af den amerikansk producerede film om profeten Muhammed.
De religiøse spændinger i Egypten stiger i kølvandet af den amerikansk producerede film om profeten Muhammed. Foto: Amru Salahuddien Denmark.

De religiøse spændinger i Egypten stiger i kølvandet af den amerikansk producerede film om profeten Muhammed.

I begyndelsen af denne uge blev en kristen skolelærer afhørt af politiet for angiveligt at have bagtalt profeten Muhammed i forbindelse med religionsundervisning. Onsdag blev to drenge på ni og ti år fra Bani Suef arresteret for at have urineret på Koranen. Alle tre trues nu med retssag, og det samme er tilfældet i 14 andre blasfemisager, der er blevet meldt til myndighederne siden offentliggørelsen af Muhammed-filmen.
LÆS OGSÅ: Kristne flygter fra Rafah efter trusler

Vi fordømmer de egyptiske myndigheders arrestation af to mindreårige i blasfemisagen og forlanger deres øjeblikkelige løsladelse, skrev den verdensomspændende frihedsorganisation, Freedom House i en pressemeddelelse i denne uge.

Sent torsdag blev de to egyptiske drenge frigivet og er nu i forældrenes varetægt. Men sagen fortsætter, og de risikerer stadig at blive stillet for en domstol.

Generelt skaber brugen af den egyptiske blasfemiparagraf utryghed og frygt hos det kristne mindretal i Egypten. Mange er af den opfattelse, at radikale muslimske kredse bruger falske blasfemi-beskyldninger for at skabe splid mellem kristne og muslimer. For eksempel som i sagen med de to drenge, der opstod, da den radikale muslimske sheik Gamal Shamardal fra nogle af sin menigheds medlemmer havde hørt rygter om, at de to drenge havde urineret på Koranen. Gamal Shamardal, der er tilknyttet den yderligtgående islamistiske gruppe Gamaa al-Islamiya, klagede til politiet, og efter arrestationen af drengene samlede et stort antal muslimer sig uden for stationen.

Sagen om skolelæreren er også umiddelbart baseret på tyndt retsmæssigt grundlag. Den elev, der anmeldte læreren, var ikke engang til stede den dag, profeten angiveligt blev bagtalt i klassen.

På de sociale medier kritiseres de egyptiske myndigheder for blasfemisagerne, og især for at fængsle de to børn uden at have undersøgt sagen.

Lav larm!!! Der er to mindreårige egyptere i fængsel for blasfemi. Hvad med rettigheder? Hvad med beskyttelse af børn?, skriver Nelly Ali, en egyptisk født akademiker på Twitter.

Andre går et skridt længere og sammenligner den seneste udvikling i Egypten med forholdene i Pakistan, hvor en række kristne er blevet fængslet i meget tvivlsomme blasfemisager.