Der er 317 kilometer mellem Siem Reap og Phnom Penh – og der er vel i gennemsnit 300 meter mellem de skilte, som reklamerer for Cambodjas Folkeparti (CPP). Nogle af de over 1000 skilte langs hovedvej 6 ser så nye ud, at de nok er kommet op i anledning af søndagens parlamentsvalg i den sydøstasiatiske nation, men langt de fleste er et permanent indslag på vejen mellem landets turistcentrum og hovedstad.
”Et permanent indslag” er også en træffende karakteristik af det enerådende folkeparti, der har været ved magten siden 1979, hvor en vietnamesisk invasion afsatte den ultra-maoistiske bevægelse De Røde Khmerer, der gennem fire års rædselsregime havde dræbt op mod to millioner cambodjanere, svarende til en fjerdedel af landets daværende befolkning.
Ind kom i stedet Cambodjas Folkeparti – dengang med ordet ”Kommunistiske” som en del af navnet og ledet af to afhoppede Røde Khmer-officerer, Heng Samrin og Hun Sen. De er her begge endnu. Både i portrætform på skiltene og i den politiske virkelighed; den 84-årige Heng Samrin som parlamentsformand, den 65-årige Hun Sen som premierminister.
Hun Sen har godt nok ifølge den lokale engelsksprogede avis The Phnom Penh Post ved et valgmøde for fabriksarbejdere i Kandal-provinsen tilbudt at træde tilbage, hvis folkepartiet ikke vinder valget. Ikke at han forestillede sig, at det kunne ske:
”Jeg tror ikke, at der er et parti, der kan vinde over CPP eller mig, for folk har fortsat brug for fred og udvikling. Hun Sens arbejde vil fortsætte,” sagde premierministeren, der ynder at omtale sig selv i tredje person ental.
Selv Hun Sens politiske modstandere er overbeviste om, at CPP vinder, men hilser dog premierministerens løfte velkommen. Den politiske analytiker Lao Mong Hay, som The Phnom Penh Post også citerer, er mere skarp i mælet og mener, at der er tale om et tomt løfte fra Hun Sen og kalder det ”utænkeligt”, at CPP ikke vinder:
”Partiet har fuld kontrol over vælgerne, over alle partier, der deltager i valget og måske endda over den nationale valgkommission.”
For CPP har lært af det seneste valg i 2013, hvor oppositionspartierne sluttede sig sammen i Cambodjas Nationale Redningsparti og med over 44 procent af stemmerne i det officielle resultat kom forbavsende tæt på at vinde. Det parti er siden blevet tvangsopløst, dets ledere fængslede eller som den mest kendte oppositionspolitiker, Sam Rainsy, gået i eksil.
Som om det ikke var nok har Cambodjas indenrigs-, informations-, og telekommunikationsministerier i en fælles meddelelse gjort det klart, at de op til valget med 20 opstillingsberettigede partier holder ekstra godt øje med internettet og vil ”reagere mod brugere, som spreder falske nyheder, der truer sikkerheden og forårsager kaos, forvirring og sår tvivl om legitimiteten af det kommende nationale valg”.
Den meddelelse kunne godt have direkte adresse til Sam Rainsy, der tidligere til nyhedsbureauet Reuters fra sit eksil i Frankrig har opfordret cambodjanerne til at boykotte det, han kalder et ”fupvalg”. I samme ombæring opfordrede han de vestlige lande, der hvert år bidrager med milliarder af dollars i støtte til landet, der er markant fattigere end de officielt kommunistiske nabolande Laos og Vietnam, til at indføre målrettede sanktioner mod regeringstoppen. Om sanktioner eller stop for støtte er på vej er usikkert, men New Zealand udtrykte i marts i FN’s Menneskerettighedsråd på vegne af 45 lande, herunder USA og Tyskland, ”dyb bekymring over den forværrede tilstand for civile og politiske rettigheder i Cambodja”.
Hun Sen, der har været premierminister siden 1985, er nok ligeglad. For han har i Kina fundet en ny stordonor, der gerne lægger frisk asfalt på hovedvej 6 mellem Siem Reap og Phnom Penh uden at stille irriterende spørgsmål til menneskerettigheder og demokrati.
Og skal der siges noget godt om Hun Sen og Cambodjas Folkeparti, så har Cambodja de senere år oplevet stor økonomisk fremgang, ligesom det ikke kan nægtes, at Hun Sen har sikret stabilitet – en vigtig ting i et land, der har oplevet De Røde Khmerers folkedrab og en efterfølgende langvarig borgerkrig.