"Jeg kan ikke tilgive." Så kort og kontant faldt svaret, da Kristeligt Dagblad for nogle år siden mødte en af de kun syv overlevende fra Khmer Rouge-regimets berygtede S-21-fængsel i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. 64-årige Van Nath med det stålgrå hår og det bestandigt bedrøvede blik havde set for mange medmennesker lide og været vidne til for mange umenneskelige gerninger, til at han kunne få sig selv til at se bødlen i øjnene og tilgive.
Tilbage var kun et håb om, at fængselsinspektøren fra S-21, der som den første stod anklaget ved det internationale tribunal for Cambodja, nu ville få en straf, der afspejlede, at han havde sendt mindst 14.000 mennesker i døden.
Det internationale FN-tribunal ECCC har arbejdet i snart fire år. Sidste år idømte tribunalet fængselsinspektøren Kaing Guek Eav, bedre kendt som Duch, 35 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden og grove overtrædelser af Genèvekonventionen. Dommen blev straks sænket til 19 år på grund af Duchs samarbejde med domstolen og allerede afsonet tid i et cambodjansk militærfængsel.
LÆS OGSÅ: En form for retfærdighed
I oktober sidste år sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, under et besøg i tribunalet, at de 31.000 cambodjanere, der havde besøgt retten under sagen mod Duch, vidner om befolkningens "ønske om at se en afslutning på og en anerkendelse af et forfærdeligt kapitel i landets historie".
Det offentlige udbrud af harme efter domsafsigelsen i Duchs sag tyder dog på, at den cambodjanske befolkning ikke har hverken glemt eller tilgivet.
"Vi er blevet ofre to gange. En gang under Khmer Rouge-regimet og nu igen," sagde en anden af de få overlevende fra S-21, Chum Mey, ifølge den amerikanske avis New York Times.
Anklageren har da også appelleret dommen med det argument, at den giver "utilstrækkelig vægt til alvorligheden af Duchs forbrydelser, hans rolle og hans velvillige deltagelse i forbrydelserne", og tribunalet begynder behandlingen af appelsagen i dag.
Samtidig arbejder anklagemyndigheden på anklageskrifterne for de blot fire øvrige anklagede for folkemordet: Khmer Rouge-chefideologen, den tidligere næstkommanderende i den såkaldte demokratiske republik Kampuchea eller Bror Nummer To, som han blev kaldt, Noun Chea. Desuden regimets tidligere præsident, Khieu Sampan, den tidligere udenrigsminister, Ieng Sary, og dennes hustru, tidligere socialminister Ieng Thirith.
Foruden forbrydelser mod menneskeheden vil disse fire efter al sandsynlighed også blive anklaget for folkemord med baggrund i den religiøse forfølgelse af buddhistiske munke og af Cambodjas Cham-muslimer.
I modsætning til de fire øvrige anklagede topfolk fra Khmer Rouge-regimet, har Duch angret og givet en offentlig undskyldning for sin rolle i folkemordet, der fra 1975 til 1979 kostede mindst 1,7 millioner cambodjanere livet. Den 67-årige tidligere fængselsinspektør har konverteret til kristendommen og bedt om tilgivelse. Et træk, mange cambodjanere kun har et hånligt skuldertræk til overs for.
"Jeg skal ikke kunne bedømme, om Duch tror på Gud eller ej. Men det forekommer mig belejligt at skifte til en religion, der tilbyder tilgivelse, når man har så meget blod på hænderne, som han har," siger Manara Sombo.
Han er historieprofessor ved Royal University i Phnom Penh og rådgiver for Dokumentationscenteret for Cambodja, der indsamler dokumentation for folkemordet.
Selv med tusindvis af vidneforklaringer, der peger på skyld og placerer ansvar, trækker juridiske spidsfindigheder de kommende sager ved ECCC i langdrag. Og mange frygter, at de fire anklagede, der er mellem 78 og 85 år – præcis som det gik med Bror Nummer Et, Pol Pot – skal nå at dø, før de bliver udbedt en forklaring og en offentlig undskyldning – og før de får deres straf. Således også på gaden i Cambodjas hovedstad, hvor den forbipasserende Sar Saven siger:
"Det virker bare forkert, hvis de ikke skal bøde for deres ugerninger."
Sar Saven medgiver, at det er meget at placere hele skylden for Cambodjas folkemord på skuldrene af kun fem anklagede topfolk, men hun siger:
"De stod i spidsen for indoktrineringen af almindelige mennesker."
Når Sar Saven tilføjer, at "alle de andre får deres straf senere", er det med henvisning til den buddhistiske tros opfattelse af, at tilværelsen er skæbnebestemt, og ugerninger ophobes på karmakontoen til "afregning" i et senere liv.
"Retfærdigheden kommer ikke i en guldrammet udgave fra tribunalet," siger også Manara Sombo.
Som så mange andre cambodjanere er han begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om tribunalet formår at bibringe befolkningen en følelse af afslutning; om ansvaret for folkemordet nogensinde bliver placeret slet og ret.
"Vi har fået nogle få skyldige for retten. Men hvad med alle de andre? Hvad med alle dem, der lod sig true eller friste til at slutte op omkring Khmer Rouge, og som lever iblandt os som naboer og kolleger, mens vi venter på retfærdigheden?", spørger han.
Flere spørgsmål hober sig op hos historieprofessoren.
"Ligger ondskaben stadig på lur et sted i den cambodjanske folkesjæl – og hvis ja, vil den så igen dukke op og vise sit hæslige ansigt?", spørger han og bliver selv svar skyldig.
Dermed er vi fremme ved noget af det centrale for debatten i Cambodja. For hvad gør man, når en femtedel af et lands befolkning blev tvangsforflyttet, udsultet og myrdet med koldt blod, og det juridiske efterspil lader vente på sig?
Kan en nation rejse sig igen efter et folkemord, som ikke har fået en afslutning i form af en offentlig bodsgang og forsoning, og hvordan kommer et samfund videre, når ingen vil tage et ansvar for ondskaben?
Dét er blot nogle af de problemer, der ligger under overfladen på et tilsyneladende relativt velfungerende cambodjansk samfund anno 2011, hvor selv den urokkelige premierminister, Hun Sen, har en fortid som ung kadre i Khmer Rouge. Et samfund, hvor lige dele velvilje, korruption og magtmisbrug har ledsaget de enorme summer af udenlandsk bistand til genopbygningen af landet og etableringen af dets institutioner og civilsamfund. Og hvor religionen lægger sig som en varm dyne over eventuelt hævngerrige sind, så folk i stigende grad trøster sig ved troen på, at de skyldige for landets folkemord i det mindste bliver forfulgt af dårlig karma og, som én siger, "måske endda bliver genfødt som en loppeplaget hund i næste liv".
Det virker måske som en lempelig straf for et samfunds forbrydere, men hvor kristendommen rummer begreber som skyld, anger og tilgivelse, er buddhismen ikke på samme måde en ledetråd i det moralske retsopgør og den menneskelige selvransagelse.
"Buddhismen rummer ikke tilgivelsen. For mange kan det se ud, som om det er nemt sluppet for kristne, at man kan angre sine synder og få tilgivelse," siger den buddhistiske munk og pro-rektor Preah Tepsattha Khy Sovanratana fra Phnom Penhs Preah Sihanouk Raja Buddhistiske Universitet.
Han tilføjer:
"Buddhismen bygger på tolerance og fred i sindet. Vi tolererer alle mennesker, som accepterer, at de har forbrudt sig mod andre, og som er villige til at ændre adfærd. Buddhismen er vigtig i livet for os, fordi den lader os undgå ondskab og dårligdomme."
Ordene klinger umiddelbart hult i et land, der stadig vånder sig under historiens tunge byrde af forfølgelse og folkemord. Men Preah Tepsattha Khy Sovanratana forklarer:
"Ét er, hvad der læres, noget andet er praksis. Tusindvis af buddhistiske munke var blandt de første ofre for Khmer Rouge-regimets tvangsforflyttelser, udsultninger og myrderier.
Khmer Rouge gik netop efter buddhistiske lærde for at nedbryde religionens indflydelse på befolkningen."
Den buddhistiske munk hæfter sig dog også ved, at de buddhistiske lærde svigtede i begyndelsen af 1970'erne, fordi de ikke så forråelsen komme og advarede mod den. Selv ikke, da det buddhistiske universitet nødtvungent blev lukket i 1972 efter generalløjtnant Lon Nols militærkup i 1970 og den efterfølgende borgerkrig i landet, fik den buddhistiske ledelse øjnene op for, hvor spændt den politiske situation var.
"Buddhistiske munke såvel som cambodjanske buddhister i al almindelighed forudså ikke begivenhedernes gang. Man havde skyklapper på og ignorerede de tegn på ulmende oprør og afvikling af etik og moral, der vitterligt var," siger han og afviser samtidig, at det har givet anledning til selvransagelse blandt lærde buddhister af den simple grund, at religionen var så svag efter folkemordet, at alle kræfter blev sat ind på at genopbygge buddhismen.
At Khmer Rouges utopi om det klasseløse landbrugssamfund inkluderede brutal forfølgelse og nådesløs udryddelse af op mod 80.000 lærde, inklusive buddhistiske munke, var svært at forudse, indrømmer han:
"Buddhistisk praksis såvel som udøvelsen af andre religioner var forbudt under regimet, og mange munke, som nægtede at lægge roberne, blev skudt eller taget med til arbejdslejre, så buddhismen var næsten totalt udraderet fra det cambodjanske samfund, siger hant.
På spørgsmålet om, hvorvidt buddhister blev særligt forfulgt under Pol Pots dødsregime, svarer Preah Tepsattha Khy Sovanratana:
"Langt hen ad vejen, ja. I øjnene på magthaverne var religion opium for folket, og munkene var i deres øjne snyltere, der hellere ville tigge sig til det daglige ris end arbejde for føden. Så hvis de tillod buddhismen, kunne de ikke samtidig skubbe det cambodjanske folk i den ideologiske retning, der sagde, at alle skulle yde, før de kunne nyde."
"Desuden var de buddhistiske munke samfundets intellektuelle og moralske rygrad, vores garant for anstændighed og medmenneskelighed. Hvis munkene fik lov at tale til folk med onde hensigter, ville det skabe mytteri blandt Angkars (det utopiske samfunds organisation, red.) tro efterfølgere. Derfor blev buddhistiske munke udraderet."
På Phnom Penhs Buddhistiske Institut under Ministeriet for Religion siger også vice-institutleder Suon Osuth, at Pol Pots regime ødelagde det kulturelle og moralske koncept bag buddhisme.
"Formålet var at destruere den buddhistiske doktrin og i stedet indføre regimets doktrin over samfundet. Drabet på munkene var ikke et formål i sig selv, det var en udledning af deres politik om at tage det gode ud af folks sjæl og erstatte det med mørke," siger han.
Men er det nok til at forklare, at man som god, fredselskende buddhist kunne se passivt til, mens folk omkring en blev tortureret og myrdet med koldt blod? På spørgsmålet om, hvordan ondskaben overhovedet kunne florere i et buddhistisk land, svarer han:
"Pol Pots mørke doktrin trampede på al tanke om frihed. Folk blev udsultet intellektuelt såvel som fysisk. Dagligdagen var en kamp for overlevelse i et stumt samfund, hvor folk ikke talte sammen, fordi ingen vidste, hvem der var stikker. Folk var udmagrede – også når det gjaldt begreber som moral, ræsonnement og konsekvens.
Tanken om hævn trænger sig på. Og spørgsmålet om, hvorvidt gode buddhister selv har blod på hænderne og minuspoint i det store karmaregnskab, hvis de tyede til selvtægt og tog hævn.
Suon Osuth mener, at når cambodjanerne ikke har hævnet sig på Khmer Rouge-regimets forbrydere, hænger det sammen med den buddhistiske mindfullness, der advokerer for fred og forsoning frem for aggression og hævn:
"Hvordan kan vi nogensinde få fred, hvis vi bliver ved med at hævne?", spørger han og nævner buddhismens indbyggede regnskab, der betyder, at retfærdigheden ultimativt sker fyldest i form af dårlig karma til dem, der har forbrudt sig mod religionens fredelige og tolerante doktrin.
Rundt omkring i Cambodja skyder nye pagoder op, og rygtet på gaden lyder, at det er nogle af dem, der har noget at bøde for, der bygger sig til aflad. Men hvor meget dårlig karmagæld kan man indsamle på sin livskonto, før man går menneskeligt konkurs, og hvor mange pagoder koster et menneskeliv? Stærkt forenklet er det nogle af de spørgsmål, man som ikke-buddhist står tilbage med i Cambodja.
Det er muligvis udtryk for en forsimplet logik, men tilmed er det svært ikke at betragte Phnom Penhs mange omstrejfende hunde med en ny tvivl. For er de i virkeligheden nogle loppebefængte køtere, der nu har overtrukket karmakontoen og er blevet genfødt tungt belæsset med deres forbrydelsers straf? Og i givet fald, vil det så i sidste ende gøre samme forskel for cambodjanernes retsfølelse som det internationale FN-tribunal ser ud til at gøre?
Rejsen til Cambodja blev støttet finansielt af Danidas oplysningsbevilling.
