Canadas brandvæsen står over for udmattende slukningsarbejde

Canadas premierminister Justin Trudeau har kaldt skovbrande "hjerteskærende" og lovet ubegrænset støtte.

14 skovbrande var onsdag i gang i provinsen Nova Scotia i Canada. Tre af dem er under kontrol. Indtil videre har ilden ødelagt mere end 200 boliger og andet infrastruktur, herunder en bro.
14 skovbrande var onsdag i gang i provinsen Nova Scotia i Canada. Tre af dem er under kontrol. Indtil videre har ilden ødelagt mere end 200 boliger og andet infrastruktur, herunder en bro. Foto: Handout/Ritzau Scanpix.

Brandvæsenet i Canada har onsdag stået overfor en udmattende kamp mod skovbrande i provinsen Nova Scotia, hvor også en forstad til byen Halifax er truet.

Hjælp fra den føderale regering er på vej, lyder det fra myndighederne. Også brandvæsnet fra nabolandet USA ventes at tage del i bekæmpelsen af ilden.

- Vi er i en krise i provinsen, og vi ønsker, og vi er nødt til, og vi vil tage i mod al den støtte, vi kan, siger Tim Houston, der er premierminister i Nova Scotia på en pressekonference.

- De her brande uden fortilfælde, siger han videre.

Houston oplyser yderligere, at der også er kaldt på assistance hos forsvaret.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, kalder skovbrandene "hjerteskærende" og lover ubegrænset støtte.

14 skovbrande var onsdag i gang i Nova Scotia. Tre af dem er under kontrol. Indtil videre har ilden ødelagt mere end 200 boliger og andet infrastruktur, herunder en bro.

Der er ingen meldinger om skadede personer.

Et ægtepar har fortalt til det canadiske medie CBC, at de har mistet deres hjem og den daginstitution, de drev.

- Det er mit liv, lød det fra Terri Kottwitz.

Andre fortæller om at være flygtet med kun få øjeblikkes varsel, mens de kunne se træer i baghaven gå op i flammer.

Mere end 2000 personer i området er blevet beordret til at lade sig evakuere.

- Det er en frygtelig situation for alle, siger evakuerede Janis Churchill-Moher til CBC.

Røg fra brandene har spredt sig ned langs Atlanterhavets kyst. Det har påvirket luftkvaliteten i flere amerikanske delstater, herunder New Jersey og dele af Pennsylvania.

/ritzau/AFP