Da efterforsker Carol Daly i oktober 1976 bliver sendt ud for at afhøre en ung mor, der lige er blevet voldtaget, har hun ingen anelse om, hvad der venter hende. Den unge mor fortæller, at en maskeret mand har lyst hende i ansigtet med en lommelygte, bundet hendes hænder og fødder sammen og truet med at slå hende ihjel, hvis hun ikke gør, som han siger. Han har voldtaget hende, mens hendes søn lå ved siden af, og bagefter gennemrodet huset uden at stjæle noget af værdi.
Sagen minder Carol Daly om en anden sag, hun lige har siddet med. Et par måneder tidligere har hun talt med en ung pige, der også er blevet truet, bundet og brutalt voldtaget af en maskeret mand. De to sager ligner hinanden så meget, at det næppe kan være tilfældigt. Hun nævner det for en kollega, der også har hørt om lignende sager. Carol Daly er nu ikke længere i tvivl. Hun sidder over for en serieforbryder, der lige har voldtaget sit femte offer.
Som tidligere efterforsker i drabsafdelingen har hun vænnet sig til høje opklaringsprocenter. Hun håber, at det samme vil gøre sig gældende her, og at det derfor kun vil være et spørgsmål om kort tid, før forbryderen er fanget.
Men sådan går det ikke. Ham her er anderledes. Det er, som om han kender politiets måde at arbejde på. Han ved, hvordan man undgår at efterlade spor, og da han forlader Sacramento i løbet af foråret 1978, har han voldtaget omkring 30 kvinder og myrdet et ungt par, uden at Carol Daly og hendes kolleger er kommet et skridt nærmere en opklaring.
”Der er ikke gået en dag, uden at jeg har tænkt på ofrene og det, de har været igennem. Det plager mig, at det ikke lykkedes os at fange ham dengang,” siger 79-årige pensionist Carol Daly i dag.
East Area Rapist, som han bliver døbt, fortsætter sine forbrydelser andre steder i Californien. Han ender som drabsmand og får tilnavnet Golden State Killer. I april 2018 anholder politiet den 72-årige familiefar Joseph DeAngelo i Sacramento-forstaden Citrus Heights og sigter ham for 13 drab, over 50 voldtægter og flere end 100 indbrud. Hans dna matcher East Area Rapist og Golden State Killers.
Carol Daly afhørte de fleste af hans kvindelige ofre i Sacramento County. Dem, hun ikke talte med, tog hun selv kontakt med, eller de tog kontakt med hende. Hendes primære opgave var at tage med dem på hospitalet og afhøre dem om det, der var sket, mens de ventede på at blive undersøgt af en læge. Hun blev deres nærmeste fortrolige og ven. Et venskab, der stadig lever, selvom mange af dem er flyttet fra byen. De har gjort det til en fast tradition at mødes og spise frokost sammen, hver gang Joseph DeAngelo bliver fremstillet i retten. Indtil videre er der kun tale om indledende retsmøder. Selve retssagen kan have lange udsigter.
”Kaffe eller te?”, spørger Carol Daly og vender sig om.
Hun står i køkkenet i huset i Citrus Heights kun et stenkast fra det sted, De- Angelo begik sin sidste voldtægt i Sacramento. På den anden side af det høje bord med hvide fliser sidder to af hans ofre, Phyllis Henneman og Kris Pedretti.
Phyllis var 23 år og alene hjemme, da hun som den første blev voldtaget den 18. juni 1976. Kris var 15 år og jomfru, da hun præcis et halvt år senere, den 18. december, blev overfaldet og voldtaget, mens forældrene var til julefest. Hun blev hans 10. offer.
Talen omkring køkkenbordet falder let. Alvor blander sig med latter og almindelig tale. Kvinderne hygger sig i hinandens selskab som veninder, der har kendt hinanden altid, selvom Kris i virkeligheden først lige er kommet til. Da hun blev voldtaget som 15-årig, lagde hendes familie låg på sagen og forbød hende nogensinde at nævne den for nogen. Kris Pedretti blev god til at fortrænge. Hun begyndte først at tale om det for et år siden, og efter at begge forældre var døde.
”Jeg blev kontaktet af Kris – jeg tror, det var kort før, DeAngelo blev anholdt,” fortæller Carol Daly.
”Hun ville gerne mødes med mig, så jeg tog ind på politigården for at hente politirapporten fra dengang. Det var ikke mig, der afhørte hende, så jeg må have haft fri den dag. Da jeg læste rapporten, tænkte jeg. ’Åh nej; jeg ved ikke engang, hvad jeg skal tale med hende om, for der er ingen detaljer i rapporten’. Vi mødtes, og det eneste, jeg kunne sige, var: ’Jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det’.”
For Kris Pedretti har det været en befrielse at møde den tidligere efterforsker og andre kvinder, der har været udsat for præcis det samme som hende.
”For mig har den bedste terapi været endelig at få lov til at fortælle min egen historie og at opdage, at jeg ikke er alene,” siger hun
Som efterforsker var Carol Daly meget omhyggelig, når hun afhørte kvinderne. Hun gav sig god tid til at forklare dem, hvad der skulle ske, når de kom på hospitalet, og hvad hun ville spørge dem om. Afhøringer om voldtægt kan være svære, så det var vigtigt for hende, at kvinderne følte sig trygge i hendes selskab.
I 1970’erne blev voldtægt ikke betragtet som en alvorlig forbrydelse i USA. Tværtimod var holdningen, at det var kvindernes egen skyld, hvis de blev udsat for et sexovergreb. Hvis en sag endelig kom for retten, brugte forsvareren som regel tiden på at lægge skylden på kvinden: Hun havde selv lagt op til det. Ofte gik voldtægtsmanden fri, mens kvinden måtte forlade retten med hovedet bøjet i skam.
”Jeg kan huske, at jeg både håbede og ikke håbede, at de ville fange ham dengang. Hvis de fangede ham, ville jeg skulle møde i retten, og det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Jeg ville bare være i fred og leve et helt normalt liv,” husker Phyllis Henneman.
East Area Rapist overfaldt ikke kun kvinder. Han angreb også par, hvor han bagbandt manden og stillede tallerkner på ryggen af ham, mens han voldtog kvinden i et rum ved siden af. Carol Daly dannede støttegrupper for alle ofrene, men kun kvinderne kom til møderne.
”For mændene var det et kæmpe nederlag, at de ikke havde været i stand til at hjælpe og forsvare deres hustruer eller kærester. Det var ikke noget, de havde lyst til at tale om,” siger Carol Daly.
Mange ægteskaber gik i stykker, og i dag er der kun et eller to par, der stadig er sammen.
Men forbrydelserne gik ikke kun ud over ægteskaberne. De påvirkede hele lokalsamfundet. Antallet af våben steg voldsomt, folk købte ekstra låse og installerede alarmer, da det i slutningen af 1976 rygtedes, at der var en serieforbryder på spil i det østlige Sacramento.
Carol Daly er et troende menneske, og det er i troen, hun finder styrken til at hjælpe andre. Ikke at det er noget, hun går og tænker over. Tværtimod. Hun handler bare. Under efterforskningen af East Area Rapist/Golden State Killer vidste hun præcis, hvordan kvinderne havde det. Derfor var det også vigtigt for hende at få ændret procedurerne for behandlingen af voldtægtsofre, så de ikke sad alene med skammen, men blev taget alvorligt.
Hun voksede op i den lille by Kearney i delstaten Nebraska i USA med sine forældre, en ældre bror og en lillesøster. En jernbane delte byen i syd og nord. Mod syd boede de fattige, mens de rige boede nord for jernbanen. Carol var ”pigen fra syd” og en af dem, de andre ikke måtte lege med:
”Jeg kan huske, at jeg engang havde været i biografen med en drengeven. Vi var ikke kærester, bare venner. Han tilbød at køre mig hjem på sin cykel. Jeg sad bagpå, mens vi cyklede gennem byen. Han stoppede ved jernbanen og undskyldte, at han ikke kunne køre mig længere. Forældrene ville ikke lade ham krydse over på den anden side. Jeg gik resten af vejen hjem.”
Som pigen fra syd var Carol Daly udsat for diskrimination og snobberi, men hun nægtede at lade sig definere som et offer, bare fordi hun boede på den forkerte side af jernbanen. Og hun lovede sig selv, at hun aldrig ville gøre forskel på folk.
Pengene var små, men forældrene arbejde hårdt for at kunne give familien et ordentligt liv. Faderen var ansat i et firma, der installerede vandingsanlæg. Han tog ofte overarbejde for at kunne lægge lidt penge til side til et nyt hus nord for jernbanen. Moderen gik hjemme, men tjente indimellem penge ved at vaske for folk, stive gardiner og klippe folks hår.
Da Carol Daly begyndte i gymnasiet, havde familien fået skrabet penge nok sammen til at købe et nyt hus. Det var et smukt hus, som lå lige over for gymnasiet, men følelsen af at være en fremmed forsvandt ikke, selvom familien nu boede i den rigtige ende af byen:
”Jeg var stadig pigen fra syd. Mens jeg gik i folkeskolen, tænkte jeg aldrig over det, fordi jeg gik sammen med børn, der kom fra samme kvarter som mig, men da vi rykkede højere op i klasserne og blev blandet med børn fra nord, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg var anderledes.”
Hun var tæt på sin mor, men aldrig tæt nok til, at de kunne dele private ting. Derfor havde hun heller ingen at betro sig til, når faderen blev for nærgående, eller når hun lå i sin seng og kunne høre ham tæve hendes storebror med et bælte.
”Jeg husker hans skrig og gråd, og hvordan han tryglede min far om tilgivelse for at få ham til at stoppe,” fortæller hun.
Det gik aldrig op for hende, hvorfor broderen fik tæv, men hun husker, at hendes mor på et tidspunkt greb ind og truede med at forlade sin mand, hvis han ikke holdt op med at slå.
Da Carol var omkring fem år, begyndte broderen at misbruge hende seksuelt. Hun følte skyld og skam. Hun bebrejdede sig selv, selvom hun kun var fem år. Misbruget forsatte i flere år, indtil hun blev gammel nok til at sige fra og kæmpe sig fri:
”Han var min storebror, og jeg skulle hele tiden være på vagt og sikre mig, at han ikke kom for tæt på. Senere, da jeg blev teenager, forsøgte han at voldtage mig. Jeg husker, at jeg måtte bruge alle mine kræfter på at få ham væk. Jeg var lykkelig den dag, han blev gift og flyttede hjemmefra. Men frygten for ham, og hvad han kunne finde på at gøre ved mig, hvis vi var alene, blev ved med at fylde – også længe efter, at vi begge var flyttet hjemmefra.”
Carol Daly blev gravid som 16-årige med en dreng fra skolen. Det gik galt første gang, de havde sex. Hun ser stadig for sig, hvordan hendes mor og den lokale præst sidder sammen med hende på verandaen foran huset og fortæller, at hun ikke behøver at gifte sig, men at der findes et hjem for ugifte kvinder et sted i Californien, hvor hun kan bo, indtil barnet er født og bagefter bortadoptere det.
”Jeg var godt klar over, at jeg var havnet i uføre, men den eneste rigtige udvej for mig var at blive gift med barnets far og beholde barnet. Jeg husker præstens ansigtsudtryk, da jeg sagde det. Han anede ikke, hvad han skulle stille op.”
Det blev aldrig noget lykkeligt ægteskab, og efter otte år og to sønner blev de skilt.
Siden fik Carol Daly et job som sekretær i laboratoriet hos retsmedicineren i Sacramento County. Hendes kontor lå lige over for kapellet. Det var der, hun mødte sin nuværende mand, Ted Daly. Han var tidligere elitesoldat og nu ansat ved politiet.
”Når folk spørger, hvordan vi mødtes, plejer jeg at sige: Han var den eneste, der kom levende ud af lighuset, så jeg skyndte mig at fange ham,” fortæller hun om sin mand gennem mere end 50 år.
Det var også Ted, der fik hende til at søge ind til politiet. Han havde set en annonce, hvor Sacramento County søgte kvindelige betjente. Carol Daly havde egentlig altid forestillet sig, at hun skulle være missionær og bo i Afrika, men hun tog testen og kom ind. Efter seks måneder på politiskolen blev hun ansat som efterforsker. De kvindelige betjente fik ingen uniform. Indtil midten af 1970’erne gik de i nederdel og høje sko og bar pistolen i håndtasken.
”Mens mændene trak pistolen fra hoften, skulle vi først have den op ad håndtasken. Jeg blev lige hurtig til begge dele.”
En dag fik Carol Daly et opkald hjemmefra. Hendes brors hustru var død, og familien ville gerne have, at hun kom.
”Jeg kunne mærke frygten, vreden og usikkerheden, mens jeg sad i flyet på vej mod Lincoln, Nebraska. Jeg havde lejet en bil og et hotelværelse i Kearney, så jeg ikke behøvede at bo hos min bror,” fortæller hun.
Da Carol Daly kom til kirken, kunne hun se broderen sidde på første række. Hun besluttede at sætte sig bag ham, men da hun nærmede sig, vendte han sig om og vinkede hende tættere på. Hun satte sig ved siden af ham.
”Da jeg forlod Nebraska, tænkte ikke længere på ham som den bror, der havde misbrugt mig, men som den bror, jeg altid ønskede, jeg havde haft.”
Broderen døde i 2018. Hans sidste ord til hende var ”tilgiv mig”, men da havde hun for længst tilgivet ham.
Carol Daly vil til gengæld aldrig kunne tilgive East Area Rapist/Golden State Killer for det, han gjorde mod Phyllis, Kris og alle de andre ofre. I hendes øjne er gerningsmanden et gennemført ondt menneske, som fortjener den højeste straf for sine brutale forbrydelser.
Voldtægtssagerne er for længst forældede, så Joseph DeAngelo vil kun kunne dømmes for drab, hvis han bliver fundet skyldig. Det plager Carol Daly, fordi hun gerne havde set kvinderne få den oprejsning, de fortjener efter så megen smerte.
I Californien har man dødsstraf, og selvom den ikke er blevet eksekveret siden 2006, har anklagemyndigheden meddelt, at det er den, man vil gå efter i sagen mod Golden State Killer. Der er endnu ikke sat en dato for retssagen.