Dominobrikker står linet op på grønne filtduge, og øllene er solidt plantet i hænderne på kineserne, der fejrer fyraften fra fabrikken. Akkurat som de gjorde det dagen før. Scooter-køretøjerne drøner af sted på gaderne, der er prydet med blinkende skilte, købmandsforretninger og saltede dyrekadavere hængt til tørre på spyd. Alt er almindelig hverdag her 20 kilometer fra centrum i den kinesiske storby Shanghai.
Den fornemmelse fordufter dog hurtigt, når man som vesterlænding begiver sig hen til der, hvor Datong Road krydser Tonggang Road. Her ligger Enhed 61398 stedet, der i disse dage er forsidestof i de store amerikanske dagblade, da det ifølge en rapport er Kinas militære hacker-central, og som huser hackergruppen APT 1. En stor, grå, 12-etagers militærbase midt i et villakvarter, som kun afslører sin identitet ved nogle plakater på muren, der stolt reklamerer for militæret. Det er militærbasen, der potentielt kan skabe kløft mellem stormagterne Kina og USA.
Foran porten til bygningen hviler øjnene konstant på én. Mørkklædte skumle kinesere fotograferer fremmede, der forsøger at dokumentere militærbasen med et kamera. Militærfolk med kasket, uniform, medaljer og velpolerede laksko passerer ubehageligt tæt forbi og kigger én dybt i øjnene. Enhed 61398 er et sted, hvor man som udefrakommende føler sig særdeles utryg.
Blot et par gader fra Enhed 61398 ligger det amerikansk-ejede hotel Howard Johnson. Spørger man i receptionen, er der dog slet intet at være bekymret for i området. Heller ikke, når man er vesterlænding.
LÆS OGSÅ: Derfor har Kina undgået vestligt demokrati
Vi har ikke hørt noget som helst om hacking, eller at nogen i området har noget imod amerikanere og vesterlændinge. Jeg er slet ikke klar over, hvad det går ud på. Shanghai er et meget roligt og trygt sted, siger receptionisten.
Heller ikke hos en nærliggende computerbutik, som sælger de yderst populære it- og mobilprodukter fra den amerikanske producent Apple, har nogen hørt om et cyberangreb eller hacking af amerikanske organisationer.
Hvad er det for noget? Det kender vi ikke noget til, siger ekspedienten.
Begiver man sig lidt væk fra den militære base, bliver det sværere og sværere at tro, at de lokale har nogen som helst idé om, hvad der foregår bag basens massive grå betonmure. Tager man en slentretur gennem byens små gader, bliver man mødt af legende børn, logrende hunde og køkkener med gryder, der syder af olie.
En ældre mand kommer gående med en rusten metalstok. Hans kæmpemæssige smil afslører, at der kun er en enkelt tand tilbage i gummerne. Han er åbenlyst forundret over at se en vesterlænding på disse kanter. Han hilser og mumler noget på kinesisk. Responsen bliver et det forstår jeg ikke, som returneres med et velkommen til Shanghai. Manden står som en lysende kontrast til de sortklædte vagter, de uniformerede militærfolk og de sorte firhjulstrækkere med tonede ruder, der patruljerer ved Enhed 61398.
Sikkert er det dog også, at den ældre mand ikke aner, hvad der står på forsiden af The New York Times. Avisen sælges nemlig ikke i Kina den er forbudt, akkurat ligesom alle andre amerikanske dagblade. Og selvom den ældre herre skulle have adgang til internettet, er det ikke muligt for ham at finde nyheden på dagbladenes hjemmesider. Kina har censur på internettet, så det ikke er muligt at få adgang til andre medier end dem, der er godkendt af regeringsmagten.
Mørket har stille lagt sig over Shanghai og Enhed 61398. Neonskiltene er tændt, taxierne kører ufortrødent videre med hornet i bund kun overdøvet af grønthandlere, der forsøger at sælge de sidste mandariner, mangoer og kiwifrugter. Alt er tilsyneladende, som det plejer.Men også kun tilsyneladende.