Hvem går man til, hvis man ønsker at få taget pulsen på kriminaliteten i Sverige? Indtil for nylig ville det kriminalpræventive råd, Brå, være et godt bud.
Rådet, der sorterer under justitsministeriet, har nemlig til opgave at ”fremlægge fakta og udbrede viden om kriminalitet og kriminalitetsbekæmpelse”, som det hedder på deres hjemmeside. Det er med andre ord den myndighed, svenske magthavere kan gå til, når de skal have input til ny lovgivning på kriminalitetsområdet. Og det er ligeledes Brås undersøgelser, der ofte er udgangspunkt for den offentlige debat om Sveriges kriminalitet. Nu peger en ny rapport fra Linköping Universitet dog på, at man måske skal være påpasselig med at stole for meget på den viden, der kommer fra Brå.
Forskerne bag rapporten, der bærer titlen ”Kan du have tillid til Brå?”, har interviewet 37 tidligere og nuværende ansatte hos Sveriges kriminalpræventive råd. Tilsammen tegner de et billede af partisk forskning, tavshedskultur og konklusioner, der ændres efter krav fra overordnede. Det skriver avisen Svenska Dagbladet.
”Flere af de interviewede fortalte, hvordan de var nået frem til resultater, som ikke er blevet betragtet som politisk bekvemme eller som værende i overensstemmelse med den dagsorden, som dem, der havde bestilt rapporten, havde haft,” fortæller universitetslektor og politiforsker Malin Wieslander, der har været med til at udarbejde undersøgelsen.
”Det betyder ikke, at alle rapporter fra Brå er misvisende, men det betyder, at beslutningstagere i nogle tilfælde har fået fejlagtig viden at træffe beslutninger ud fra, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for samfundet,” siger hun.
I Svenska Dagbladet nævner Malin Wieslander blandt andet Brås angiveligt tætte bånd til politimyndighederne. Interviewpersonerne beretter, hvordan rapporter med konklusioner, der ikke passede ind i politiets agenda, bliver holdt tilbage:
”Hvis politiet siger, at noget hænger sammen på en bestemt måde, og Brå ved, at det er forkert, er det afgørende, at Brå råber vagt i gevær. Et eksempel, som vi har viden om, er, at politiet har hævdet, at man havde stor succes med at bekæmpe den grove, organiserede kriminalitet, hvilket i virkeligheden slet ikke var tilfældet,” siger Malin Wieslander.
I rapporten fortæller en tidligere ansat også om, hvordan der i flere tilfælde er foretaget ændringer i forskningsrapporter efter krav fra chefer i Brå eller Justitsministeriet.
”Hvis de ikke kunne lide resultaterne, blev det, der var problematisk, censureret, nedtonet eller flyttet rundt, mens andre dele, der var mere positive, blev rykket frem,” udtaler den tidligere medarbejder i undersøgelsen.
Hos Sveriges kriminalpræventive råd kan man ikke genkende rapportens konklusioner, og på sin hjemmeside understreger rådet, at man fortsat kan stole på Brå, der angiveligt har ”en omfattende kvalitetssikring i forskningsvirksomheden”. Desuden sår myndigheden tvivl om metodevalget i den kritiske rapport fra Linköping Universitet. Man pointerer også, at rapporten ikke præciserer hvor og hvordan, der konkret er problemer i Brås rapporter – et valg, forskerne bag rapporten begrunder med behovet for at kunne sikre de anonyme interviewpersoner mod at kunne blive identificeret.
Brås forsvar til trods har de politiske reaktioner ikke ladet vente på sig, og mens den socialdemokratiske justits-minister, Morgan Johansson, ikke umiddelbart kan genkende rapportens kritik, er oppositionen ikke sen til at hvæsse knivene.
Sverigedemokraterne har stillet krav om en tilbunds-gående undersøgelse af sagen fra den svenske pendant til Folketingets udvalg for forretningsordenen, mens Moderaternes retsordfører, Johan Forsell, påpegede det principielt problematiske i sagen:
”Det er vældigt alvorlige anklager, som lægges frem i den her rapport, for Brå er jo en ekspertmyndighed, der skal levere fakta som objektivt afspejler samfundet. Vi må komme fuldstændig til bunds i den her sag, og ansvaret er nu engang Morgan Johanssons.”