De, der ikke døde, har svært ved at tale om deres liv ”bagefter”. Nogle har valgt tavsheden, andre taler kun nødtvungent i offentligheden. Og atter andre har skrevet sig gennem stilheden efter skudsalverne, som for fem år siden knaldede gennem det lille, trange lokale, hvor Charlie Hebdos redaktion holdt sine ugentlige redaktionsmøder.
Adressen i Rue Nicolas-Appert i det østlige Paris var hemmelig, for det satiriske magasin var allerede på det tidspunkt genstand for dødstrusler fra islamiske organisationer. I 2011 var de daværende redaktionslokaler blevet brændt af som straf for Charlie Hebdos gentagne karikaturer af profeten Muhammed.
Den 7. januar 2015 var det ikke lokalerne, men tegnerne og journalisternes liv, de to terrorister var ude efter. De identificerede først bladets redaktør, tegneren Charb, Stéphane Charbonnier, og skød ham ned i det, der lignede en politisk henrettelse, inden de mejede resten af redaktionen ned.
”Attentatet mod Charlie Hebdo var et politisk mord, der havde til formål at eliminere bestemte personer og forhindre dem i at udtrykke deres ideer,” skriver tegneren Riss, alias Laurent Sourisseau i bogen Une Minute quarante-neuf secondes (Et minut og niogfyrre sekunder), som netop er udkommet.
Otte tegnere og journalister samt sikkerhedsvagten og to andre medarbejdere ved det satiriske ugeblad, som i 2006 offentliggjorde Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, lå livløse tilbage, da de to terrorister forlod bygningen og flygtede ud på gaden, hvor de dræbte yderligere en politibetjent, mens de råbte, at ”profeten er blevet hævnet”. Indenfor var fem mennesker såret, flere alvorligt.
Nu, fem år senere er de fysiske sår lægte. Livet er gået videre. Tilsyneladende.
Journalist Sigolène Vinson, som blev skånet, fordi hun er kvinde, men fik besked på at læse Koranen, skriver stadig for Charlie Hebdo. Men hun er flyttet til Sydfrankrig, hvorfra hun nu sender sine artikler til redaktionen.
Corinne Rey, Coco, som tilhører Charlie Hebdos nye ledelse, taler ikke mere offentligt om attentatet. Hun var den, som med en kalashnikov mod tindingen udleverede adgangskoden til redaktionslokalet, men tegneren Tignous’ enke, Chloé Verlhac, har sagt, at hun sikkert havde gjort det samme i den situation.
Men livet går ikke bare videre. Journalist ved Charlie Hebdo Philippe Lançon, som fik det nederste af ansigtet skudt væk, kredser stadig om de sidste øjeblikke, inden hans liv og hans ansigt blev forvandlet til et bombekrater. Den sidste morgen, de sidste armbøjninger på det orientalske tæppe, han havde købt i Bagdad, få timer før den amerikanske intervention mod Saddam Hussein i 2003. ”Der hvor det hele begyndte,” skriver han i bogen Le Lambeau, der udkom i 2018.
Lambeau betyder en trevl, en las. Det, der er tilbage, når noget er revet i stykker.
Philippe Lançon husker de sidste øjeblikke, før hans liv blev revet i laser klokken 11.33 den 7. januar 2015. Han mindes den sædvanlige karske tone i diskussionen om dagens udgave, der havde en karikaturtegning af forfatteren Michel Houellebecq på forsiden i anledning af udgivelsen samme dag af dennes nye bog, Soumission (Underkastelse), om indførelsen af et islamisk diktatur i Frankrig. Forfatteren havde været i radioen allerede fra morgenstunden.
”Terroristerne var ved at gøre deres våben klar, mens Houellebecq talte med sin bevidst søvnige stemme om islam og republikken. To timer efter ville hans fiktion være overhalet af en udløber af det fænomen, han havde opfundet,” skriver Philippe Lançon.
På redaktionsmødet gik diskussionen netop højt om Houellebecq og hans bog.
”Bernard Maris talte, jeg talte, Cabu brokkede sig, Wolinski tegnede. På en eller anden måde gled samtalen fra bogen til indvandrerforstæderne. En eller anden spurgte, hvordan det var endt så galt, og Tignous kritiserede venstrefløjen og den forfejlede politik igennem 30 år. Bernard Maris sagde, at ’der var blevet postet milliarder (af euro, red.) i forstæderne uden det mindste resultat’, men Tignous hævede stemmen og kastede sig ud i en lang tirade om den forstad, hvor han selv var vokset op: ’Jeg har klaret mig, men hvad har man gjort for de andre, alle dem, der ikke har noget arbejde, som er dømt til at blive det, man gør dem til, nemlig islamistiske galninge’, ” fortæller Philippe Lançon.
Midt i diskussionen om, hvordan Houellebecq og hans bog skulle dækkes i det næste nummer af Charlie. hørte gruppen pludselig en lyd fra indgangen, som et kanonslag, efterfulgt af skrig. Philippe Lançon husker, at han så bodygarden Franck Brinsolaro rejse sig op, vende sig mod døren og trække sin pistol.
Tegneren Riss så også Brinsolaro rejse sig.
”Vi havde hørt nogle brag fra indgangen. Jeg troede først, at noget var gået i stykker. Men politibetjenten sagde advarende: ’Der er noget galt’. Alle i redaktionslokalet rejste sig. Så gik døren op og en sortklædt mand kom til syne. I dette øjeblik forstod vi. Dette var enden. Vores ende,” skriver han i den nye bog, Une minute quarante-neuf secondes.
Han husker, hvordan han kastede sig ned mellem de andre i det trange lokale.
”Jeg lå på maven med ansigtet skjult i armene og lukkede øjne. Det beskyttede mig overhovedet ikke. Jeg var klar til at blive henrettet. Så begyndte skudsalverne. Da jeg blev ramt af et projektil, holdt jeg vejret, så gerningsmanden ikke skulle se min brystkasse bevæge sig. Jeg hørte en stemme aflire en slags deklaration. Noget med Yemen. Der lød flere skud. Så blev alt stille,” skriver Riss.
Der var gået ét minut og 49 sekunder.
Philippe Lançon fortæller i sin bog, hvordan de døde næsten holdt hinanden i hænderne.
”Jeg lå på gulvet, sikkert i så meget blod, at terroristerne ikke mente, det var nødvendigt at give mig nådeskuddet, da de gik rundt og sikrede sig, at alle var døde. Men jeg så ikke blodet. Jeg så Bernards hoved. Noget klæbede til hans åbne kranie. Det var hans hjerne. Jeg ved ikke, hvor længe stilheden varede. Sigolène var det første intakte menneske, jeg så. Så kom Coco. Hun græd, ligesom Sigolène.
”Jeg fik fat i min mobiltelefon i lommen. (...) Det var, da jeg rejste mig for at give den til Coco, at jeg så mit spejlbillede i en computerskærm. Håret, panden, blikket, næsen, overlæben var alt sammen på plads og intakt. Men i stedet for hagen og højre side af underlæben var der ikke bare et hul, men et krater af ødelagt, hængende hud. Det, der var tilbage af kæben og gummen var blotlagt. Jeg så et uhyre,” skriver han.
For de sårede begyndte nu måneders behandling og genoptræning blandt andet på militærhospitalet Les Invalides sammen med sårede soldater fra krigszoner. Det var begyndelsen på et langvarigt, smertefuldt forsøg på at flikke kroppen og sjælen sammen. Men uden håb om at blive dem, de var før eller genfinde den verden, der kuldsejlede, da døren sprang op, og brødrene Saïd og Chérif Kouachi henrettede i alt 12 mennesker i al-Qaeda i Yemens navn.
Det var kulminationen på de chokbølger, som bredte sig fra Danmark til Frankrig, hvor chefredaktøren på det nu nedlagte France Soir i 2006 blev afskediget efter at have offentliggjort Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Hvorefter Charlie Hebdo også publicerede dem.
”Ingen andre franske aviser bragte tegningerne. Denne mangel på solidaritet gjorde Charlie til en isoleret skydeskive. Den 7. januar 2015 klokken 11.30 var der ikke mange i Frankrig, der ’var Charlie’,” skriver Philippe Lançon med henvisning til ’Je suis Charlie’ (Jeg er Charlie), som i dagene efter terrorangrebet blev et globalt slagord for solidaritet med ofrene og støtte til ytringsfriheden.
”Vi havde mærket det snævre had, der forvandlede social kamp til intolerance over for andres synspunkter. Ganske umærkeligt var atmosfæren blevet en anden. På et tidspunkt, sikkert efter branden på redaktionen, holdt jeg op med at åbne Charlie i metroen,” konstaterer han i sin bog.
Kollegaen, tegneren Riss husker også beslutningen om at offentliggøre de danske muhammedtegninger: ”En morgen i 2006 kom Cabu ind på redaktionen og spurgte: ’Har I set, hvad der sker på France Soir’?”, skriver han.
”Intet kunne være mere naturligt for en avis, der altid har rejst sig mod religionernes magt. At tegne og skrive i Charlie har altid været en politisk handling. Vi får folk til at grine, men vi er ikke komikere. Men der var mange, også uden for islamisternes rækker, der mente, at det var forkert at offentliggøre tegningerne. Det er der et ord for: blasfemi.
I 2006 blev vi slæbt i retten, fordi man ville have os dømt for antimuslimsk racisme. I 1990 havde en katolsk, fundamentalistisk og højreekstremistisk organisation brugt samme argument for at få Charlie dømt for ’antikristen racisme’. Det er kun, når det handler om religion, og især islam, at karikaturerne skaber polemik. Netop derfor er de nødvendige,” skriver Riss.
Den 11. januar demonsterede fire millioner mennesker over hele Frankrig i den største demonstration siden 1945. Den franske befolkning ville vise, at landet stod samlet og enigt mod terrorismen på tværs af alle etniske og religiøse skel.
Præsident François Hollande deltog i protesten, omgivet af Angela Merkel og et halvt hundrede andre stats- og regeringschefer fra hele verden. Fra Danmark deltog statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitisminister Mette Frederiksen. Ofrene talte på det tidspunkt yderligere en kvindelig politibetjent og fire gidsler i et jødisk supermarked, som var blevet dræbt af en anden terrorist, Amedy Coulibaly.
Riss var indlagt på Les Invalides og så, at militærhospitalet flagede på halvt.
”Jeg tænkte, at nogle nok var død. Jeg spurgte sygeplejersken, som fortalte, at der var tre dages landesorg. Jeg havde ikke indset, hvordan attentatet havde rystet Frankrig. Millioner af mennesker demonstrerede i gaderne den 11. januar. Men fra mit hospitalsværelse forudså jeg, at Charlies kritikere ville vende tilbage.”
”De overlevendes nummer” af Charlie Hebdo en uge efter attentatet blev revet væk i et oplag på op mod syv millioner eksemplarer mod normalt 30.000. Forsiden med en tårevædet Muhammed med et ”Je suis Charlie-skilt” i hånden og teksten ”Alt er tilgivet” skaffede det lukningstruede blad en millionindtægt, men også en intern magtkamp om, hvad pengene skulle bruges til, og hvem der skulle styre bladet.
Charlie overlevede. Og de overlevende vendte lidt efter lidt tilbage til de levendes verden for at opdage, at intet var som før. Philippe Lançon gennemrenoverede sin lejlighed.
”Jeg magtede ikke at leve videre i den. Men jeg magtede heller ikke at flytte. (...) Jeg tænkte nat og dag, eller rettere, jeg nærmest levede i spørgsmålet om, hvad nutidens ondskab er. (...) Ondskabens nye udtryk unddrager sig sociologien, teknologien, biologien og selv filosofien. Måske er der ikke nogen forklaring på denne smag for at dø og dræbe,” skriver Philippe Lançon.
Tankerne fortsætter også med at brydes hos Riss.
”Jeg troede, at sårene var fysiske. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor sjælelige de var,” skriver han.
”Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som et offer. Jeg var såret, jeg var heldig, jeg var i bedring, jeg var trist, jeg skammede mig, jeg var beslutsom, jeg var vred, jeg var nedslået, jeg var tegner, jeg var på morfin. Jeg var ensom. Jeg var levende. Jeg var uskyldig. Det var det, jeg var. Vi var alle uskyldige.
”Gerningsmænd kan også være ofre for noget. Men skyldige og uskyldige sidder i hver sin lejr. Derfor var vi ikke ofre. Vi var uskyldige.”