Chef for ukrainsk atomkraftværk er løsladt igen

Zelenskyj talte om "terror", og IAEA var bekymret for atomsikkerheden, efter at Zaporizjzja-chef blev anholdt.

En soldat med et russisk flag på uniformen holder vagt udenfor atomkraftværket Zaporizjzja. Værkets generaldirektør blev fredag anholdt af russiske styrker, men er nu ifølge IAEA-chef løsladt igen. (Arkivfoto)
En soldat med et russisk flag på uniformen holder vagt udenfor atomkraftværket Zaporizjzja. Værkets generaldirektør blev fredag anholdt af russiske styrker, men er nu ifølge IAEA-chef løsladt igen. (Arkivfoto). Foto: Alexander Ermochenko/Reuters.

Generaldirektøren for det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja, Ihor Murasjov, er blevet løsladt efter at have været tilbageholdt af russiske styrker.

Chefen for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Rafael Grossi, skriver på Twitter, at Murasjov er løsladt:

- Jeg har fået bekræftet, at hr. Murasjov er vendt tilbage til sin familie på sikker vis.

En russisk patrulje anholdt Ihor Murasjov fredag.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kaldte det søndag "terror". Han hævder, at der er tale om en egentlig bortførelse.

IAEA sagde, at tilbageholdelsen af Murasjov har "en meget markant" betydning for den nukleare sikkerhed.

Zaporizjzja er en af de fire ukrainske regioner, som Rusland annekterede fredag.

Atomkraftværket af samme navn, som ligger i regionen, blev i marts overtaget af russiske styrker og er stadig under russisk kontrol. Men ukrainske ansatte står for den daglige drift.

Der har i flere måneder været kampe i området omkring atomkraftværket. Det har seks reaktorer og er det største i Europa.

IAEA-direktør Rafael Grossi ventes denne uge at deltage i forhandlinger i både Kyiv og Moskva.

Håbet er, at man kan få oprettet en beskyttet zone omkring værket. Det oplyste IAEA søndag.

Præsident Zelenskyj er en af flere, der har opfordret til, at området omkring atomkraftværket skal demilitariseres.

14 inspektører fra IAEA var tidligt i september på besøg på værket for at vurdere de fysiske skader på Zaporizjzja og for at undersøge sikkerhedssystemer.

IAEA har siden etableret en permanent tilstedeværelse på atomkraftværket.

/ritzau/