Prøv avisen

Chemnitz er blevet symbolet på et spaltet Tyskland

Forrige weekend forvandledes de dybe spændinger i Tyskland til vold og kaos i den østtyske by, efter at to asylansøgere, en 22-årig iraker og en 23-årig syrer, blev anholdt, mistænkt for lørdag at have stukket en 35-årig lokal mand, Daniel H., ned i Chemnitz. Han døde dagen efter af sine kvæstelser. Foto: ritzau

Få steder i Tyskland er flygtningedebatten så forbitret som i delstaten Sachsen, og byen Chemnitz, hvor en tysk mand forrige weekend blev knivdræbt – formentlig af to flygtninge – har siden knivdrabet dannet rammen om voldelige sammenstød mellem en splittet lokalbefolkning

Symbolikken kunne næsten ikke være tydeligere. Hovedgaden i den østtyske by Chemnitz, som bærer navnet Brogade, er stort set mennesketom, og det 13 meter høje monument af Karl Marx’ hoved midt i gaden skuer ensomt mod det kommunistiske paradis. ”Proletarer i alle lande, foren jer!”, opfordrer et relief på muren bag ham.

Men Chemnitz er ikke forenet.

I hver ende af den lange Brogade, bag vandkanoner, betjente til hest, og politifolk i kampuniformer skulder ved skulder, står tusindvis af demonstranter. De kan ikke tale sammen. Den gamle kommunistiske mønsterby i den tidligere DDR-delstat Sachsen er den seneste uge blevet selve symbolet på den kløft, som skærer sig stadig dybere igennem det tyske samfund, efter at landet siden 2015 har taget imod godt en million asylansøgere.

I forrige weekend forvandledes de dybe spændinger til vold og kaos i den østtyske by, efter at to asylansøgere, en 22-årig iraker og en 23-årig syrer, blev anholdt, mistænkt for lørdag at have stukket en 35-årig lokal mand, Daniel H., ned i Chemnitz. Han døde dagen efter af sine kvæstelser.

Billeder fra byen, som i den forgangne uge er gået verden rundt, bærer mindelser til en fortid, som de fleste tyskere troede, de endegyldigt havde lagt bag sig: Demonstranter løftede armene i Hitler-hilsner og jagtede tilfældige mennesker i gaderne, som så fremmede ud, mens politiet febrilsk forsøgte at få situationen under kontrol. Også i går og i lørdags var der uro i Chemnitz’ gader. Her kulminerede en hel uges uro med to varslede demonstrationer: en mod flygtningepolitikken og en mod fremmedhad.

”Det gør ondt,” siger Wilhelm, en pensionist fra Chemnitz. ”Det gør ondt,” gentager han med tryk på hvert et ord.

Han og hans hustru, Brigitte, som ikke ønsker at oplyse deres efternavn, kalder sig krigsbørn. De har gjort det til deres kald at bekæmpe højreekstremisme med fredelige midler, siger de. I lørdags var de blandt de cirka 4000 mennesker, som under sloganet ”Herz statt Hetze” (Hjerte i stedet for hetz) demonstrerede mod fremmedhad.

”Aldrig mere krig. Aldrig mere nazisme. Det er det, vi kæmper for,” siger han.

Brigitte kan stadig huske barndommen i et Chemnitz, som lå i aske og ruiner efter det nazistiske regimes sammenbrud.

”Alt sammen fordi man ikke ville leve sammen med folk, der var anderledes. Når vi har formået at bygge det hele op igen, bliver vi også nødt til at kunne leve sammen,” siger hun.

De er kede af, at den internationale presse for tiden portrætterer byen som et højreradikalt centrum. Chemnitz er så meget andet – en rig kultur, en god økonomi, et universitet, som tiltrækker studerende fra udlandet. Få steder er flygtningedebatten dog så forbitret som her i Sachsen, hvor Alternativ for Tyskland står til en jordskredssejr ved delstatsvalget næste år.

”Men når der er så mange højreekstremister, skyldes det, at de kommer fra de andre delstater,” siger Brigitte.

Bag ægteparret har en gruppe mennesker stillet et halvt hundrede små pamfletter med den tyske grundlov på højkant hen over den del af gaden, som de cirka 4500 mennesker, der i dag demonstrerer mod tysk flygtningepolitik, skal passere. En passende påmindelse om, at Tyskland er en retsstat, mener den 41-årige Luai Mohamad.

”Vi kan ikke leve med, at denne tragedie i byen besvares med vold,” siger han med henvisning til knivdrabet.

Han og hans hustru er fra Irak, men har boet i Chemnitz i 20 år, og han arbejder som selvstændig i byggebranchen.

Hans hustru tør ikke længere gå på gaden, efter at hun for en uge siden blev kaldt ”skide udlænding”, da hun fulgte parrets børn i børnehave. Hun turde heller ikke hente børnene igen, og Luai Mohamad arbejder 150 kilometer fra byen, så det endte med, at en tysk veninde måtte hente dem, fortæller han.

”Jeg er blevet overfuset før, men det har aldrig været så slemt som nu,” siger Luai Mohamad.

Man forlader dog ikke uden videre Chemnitz, siger han og understreger, at han har naboer og venner, som ikke deler holdning med ”dem fra højre”.

”Og politiet gør deres arbejde super, super, super,” siger han med højre tommelfinger i vejret.

I den modsatte ende af Brogade står omkring 4500 mennesker omkranset af betjente og mandskabsvogne, nogle med vajende tyske faner, andre med skilte, der viser fotografier af den myrdede Daniel H. og andre tyskere, som de senere år er blevet dræbt af folk med udlændingebaggrund. De deltager i en ”sørgemarch” arrangeret af det højrenationale Alternativ for Tysklands Thüringen-politiker Björn Höcke, som før har gjort sig bemærket ved at kalde holocaust-mindesmærket i Berlin for en skændsel og efterlyst en ”180 graders vending” i Tysklands ”latterlige” erindringspolitik.

For hr. og fru Kölzig fra Dresden, et pensioneret ægtepar, som mener, det må være nok med efternavnet, er det ikke højreekstremismen, men den ”grænseløse indvandring”, der udgør en fare for Tyskland.

”Mord og terror,” siger fru Kölzig, som bærer på en buket gule krysantemummer, hun vil lægge på åstedet for det fatale knivstikkeri.

”Det er det, vi oplever, fordi så mange udlændinge er kommet hertil. I har jo også problemer i Danmark. Men det er værre her. Der er kommet for mange. Det har skabt mishag og ufred. Tidligere levede vi fredeligt. Men volden hører ikke op,” siger hun.

Parret demonstrerede også i 1989 op til Murens fald. Nu demonstrerer de ugentligt mod kansler Merkels flygtningepolitik.

”Vi bliver stemplet som ’højre’, men jeg ved ikke engang, hvad det skal betyde,” siger hun.

”Vi er patrioter for Tyskland, og vi er trætte af vold,” tilføjer Hr. Kölzig.

”Se dig omkring. Her er det fredeligt. Vi råber ikke,” siger han og tysser alligevel på en ung mand bagved, som brøler ”løgnepresse”, da folk fra tv-stationen ARD kommer for at filme.

”Hør, hvordan de andre råber,” siger han og peger mod politiafspærringerne, som 300-400 unge mennesker klædt i sort fra top til tå, mange med solbriller på og tørklæde for mund og næse, forsøger at trænge igennem. Betjente og demonstranter skubber og sparker ud efter hinanden. Voldsparatheden findes på begge politiske yderfløje.

Fru Steinsdörfer, en 65-årig sekretær ved Det Tekniske Universitet i Chemnitz, ser med bekymret mine til på afstand af demonstrationerne. Hun og hendes mand har i en årrække boet i den sydvestlige delstat Baden-Württemberg, hvor det går langt bedre med integrationen, mener hun.

”Så hvorfor ikke her i Sachsen?”, siger hun og forsøger sig med et svar.

”Mange mennesker her i det tidligere DDR har meget lidt at leve for, det gælder især for pensionister, og de forstår ikke, hvorfor flygtninge og migranter, som ikke har bidraget til den tyske økonomi, bliver betalt af staten,” siger fru Steinsdörfer.

”Løser man de sociale problemer, vil problemerne med ekstremisme også løse sig. Det er politikerne ved at erkende, men det har varet for længe,” mener hun og peger også på, at højreekstremisme i Sachsen er et fænomen, som rækker tilbage til det officielt antifascistiske DDR.

Forskning i DDR’s arkiver har da også vist, at mindst 8600 tilfælde af nynazistisk, racistisk og antisemitisk propaganda og vold fandt sted i det gamle Østtyskland med mindst 10 dødsofre til følge. Efter Murens fald fandt adskillige racistiske overgreb sted i de tidligere DDR-delstater – mest berygtet er scenerne fra Rostock i 1992, hvor en flok unge mennesker satte ild til socialt boligbyggeri beboet af vietnamesere, mens naboer kvitterede med klapsalver. Men politikerne bagatelliserede i mange år de foruroligende tendenser, skriver tyske medier. Sachsens første ministerpræsident efter genforeningen, den kristeligt demokratiske Kurt Biedenkopf, forklarede for eksempel i et interview, at østtyskere ikke var vant til at leve med folk fra andre kulturer.

Forskellen på Rostock i 1992 og nu er, at de aktuelle tendenser har dele af borgerskabet og det politiske liv i ryggen, og Alternativ for Tysklands medformand, Alexander Gauland, bagatelliserede eksempelvis forleden optøjerne i Chemnitz som “selvforsvar”.

“Det gør situationen i dag langt farligere end dengang,” skriver Der Spiegel.

”Politikerne i Sachsen har i årevis forsømt at tage problemer med højreekstremisme alvorligt,” siger Anselm Schmidt, en 30-årig studerende fra Dresden, der har læst europæisk politik og kultur i Chemnitz. Nynazisterne udgør et lille, men stærkt aktivt miljø i byen, og deres netværk betyder, at de hurtigt kan mobilisere tilhængere til demonstrationer, mener han.

”Den negative opmærksomhed nu er måske slet ikke så dum, for den kan måske være det eneste, der fører til ændringer,” siger han.

"Løser man de sociale problemer her i Sachsen, vil problemerne med højreekstremisme også løse sig. Det er politikerne ved at erkende,” siger den 65-årige fru Steinsdörfer, der ligesom sin mand kommer fra Chemnitz. – Foto: Tobias Stern Johansen
”Vi kan ikke leve med, at denne tragedie i byen besvares med vold," siger 41-årige Luai Mohamad. Foto: Tobias Stern Johansen