Chokoladen bliver snart en dyr fornøjelse

Det er en politisk konflikt i Elfenbenskysten, der får prisen på kakao til at stige til rekordniveau

Chokoladen bliver snart en dyr fornøjelse
Chokoladen bliver snart en dyr fornøjelse Foto: Axel SchüTt

Hvis du er en slikmund og elsker chokolade, så forbered sig på, at det meget snart kan blive en dyr fornøjelse.

Seks af verdens store kakao-handlere fortæller tirsdag, at de følger en opfordring til at boykotte køb af kakao fra Elfenbenskysten. Det vestafrikanske land producerer 40 procent af verdens kakao.

Det er en politisk konflikt i Elfenbenskysten, der er ved at sende prisen på himmelflugt.

Den tidligere præsident i Elfenbenskysten, Laurent Ghagbo, tabte i november præsidentvalget til Alassane Ouattara, men han har nægtet at træde tilbage.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det har det internationale samfund krævet, men foreløbig uden at det har fået Ghagbo til at gå. Tværtimod har han truet med krig.

Ouattara opfordrede søndag kakao-handlere og -eksportører til at stoppe handlen.

Det er en opfordring, de største af dem har fulgt for at være på linje med kravet fra det internationale samfund.

Det fik tirsdag verdensmarkedsprisen på kakao til at stige til det højeste niveau i 30 år.

Fem af de største eksportører siger til nyhedsbureauet Reuters, at de har stoppet handlen med kakao. De ønsker ikke at stå frem ved navn.

Også en af verdens største kakaohandlere, det amerikanske Cargill, har meddelt, at det har suspenderet opkøb af kakaobønner fra Elfenbenskysten.

Derfor er der udsigt til stigende chokoladepriser, så længe konflikten i Elfenbenskysten trækker ud.