Hugo Chavez døde den 5. marts i år. Kræften tog den 58-årige præsident, der i over et årti har præget Latinamerika med sin svulstige retorik og sit oliediplomati, der skaffede allierede til hans projekt om det 21. århundredes socialisme. Men chávismen lever endnu.
Den flamboyante præsident nåede at udpege sin efterfølger, vicepræsident Nicolás Maduro, som har siddet i en måned som konstitueret præsident.
Og Maduros strategi har helt logisk været at gøre alt for at ligne den karismatiske Chávez, som vandt fire præsidentvalg i træk. Maduro soler sig i auraen af en landsfader; han klæder sig som Chávez gerne i farverige dragter med landets flag. Han råber som Chávez. Højt. Og han beskylder USA for at underminere landet ifølge Maduro er Chávez død orkestreret af amerikanske agenter.
Og strategien virker.
Ifølge meningsmålinger fører Maduro med omkring 10 procentpoint over centrum-venstrekandidaten Henrique Capriles, som agiterer for en mere moderat og markedsvenlig politik. Målingerne er imidlertid usikre, fordi chávisterne sidder på statsapparatet, og private analyseinstitutter har trange kår. Det regerende parti, Partido Socialista Unido de Venezuela (Venezuelas forenede socialistparti), giver sig ikke en tomme.
LÆS OGSÅ: Ekspert: Hugo Chavez' politik vil leve videre
José Antonio Casares har gjort karriere i Venezuelas magtfulde hær, hvor han endte som major. Han har fulgt udviklingen indefra, og han understreger, at Chávez ikke opfandt den bevægelse, der gav ham fire valgsejre i træk. Nej, han samlede den og gav strømningerne farve og liv. Og et navn.
Bevægelsen blev født i slutningen af 1970erne og havde intet med Chávez at gøre. I både hæren og befolkningen var der et stort ønske om at rense ud, at gå en mere demokratisk vej, at komme korruption til livs og skabe mere uddannelse, forklarer den 62-årige mand, som siden uddannede sig til meteorolog og i dag arbejder for et firma, der renser havne i Venezuela.
José Antonio Casares vil ikke have sin virksomheds navn i avisen, heller ikke i en fjern dansk avis, men han vil gerne citeres for, at det er muligt at lave forretninger i landet.
Det er dog vigtigt, at virksomheder ikke agerer politisk. Det kan blive dyrt, og jeg har set mange lukke af den grund, siger han og påpeger, at Hugo Chávez med årene blev mere autoritær og for eksempel satte sine folk ind som højesteretsdommere.
En stor del af erhvervslivet har alligevel klaret skærene ved at holde lav profil, men det er ikke altid nok i Venezuela. Siden 1999 er en række virksomheder eksproprieret, og det har også mange veluddannede støttet. En af dem er José Antonio Casares.
Chávez var et nødvendigt onde, og jeg har stemt på ham flere gange. Det var vigtigt at tage de værdier tilbage, som før blev kontrolleret af udenlandske virksomheder. Især olien. Men nu håber jeg, chávisterne stopper op og begynder at reflektere, siger han.
Maduro kan blive en stor leder, hvem ved, tilføjer han og peger på, at Maduro har et problem i forhold til hæren.
Hugo Chávez var selv soldat, og det gav ham tyngde, selvom en stor del af hæren er kritisk over for det tætte samarbejde med Cuba, si-ger José Antonio Casares.
Castro sendte nemlig guerillasoldater til Venezuela for at sprede revolutionen i 1960erne. Det er ikke glemt.
Maduro støtter sig i den sammenhæng til Diosdado Cabello, der er tidligere soldat og nuværende formand for parlamentet. Hans stærkeste kort er imidlertid Chávez sidste vilje.
Samtidig fører oppositionens kandidat, Henrique Capriles, en aggressiv kampagne. Han påpeger, at Venezuelas økonomi er stagneret, og at kriminaliteten er taget markant til under Chávez. Han vil have forandringer som i Brasilien, hvor markedet bliver benyttet som løftestang. Mange lytter. Spørgsmålet er, om de er nok.