Claude Lanzmann hadede døden.
”Der er intet stort over døden. Det er enden på enhver mulighed for storhed,” sagde han til den franske avis Le Monde i et af sine sidste interviews.
Torsdag blev den 92-årige franske journalist og filmmager indhentet af den død, han fulgte i hælene på i storværket, der gjorde ham verdenskendt. Dokumentarfilmen ”Shoah” fra 1985 er et monument i bearbejdelsen af holocaust.
Over syv år optog Claude Lanzmann 350 timers interview med ofre, bødler og vidner til jødeudryddelsen i de nazistiske dødslejre. Det tog yderligere fire år at klippe dem ned til den ni timer lange film, ”Shoah”, om den nazistiske dødsmaskine og det moralske kollaps i den europæiske civilisation.
”I de 11 år, jeg arbejdede på filmen, gav jeg den ikke noget navn. Hvordan kunne jeg sætte navn på det, der var uden fortilfælde i historien? Ordet Shoah, der betyder katastrofe eller tilintetgørelse, endte med at skille sig ud. Jeg forstår ikke hebræisk, og på en måde fortsatte jeg således med ikke at sætte ord på det uudsigelige,” skrev Claude Lanzmann i Le Monde i 2005.
”Claude Lanzmanns død er et enormt tab for menneskeheden og det jødiske folk,” sagde den israelske regerings talsmand, Emmanuel Nahshon, efter meddelelsen om den franske filmmands død.
Den franske kulturminister, Françoise Nyssen, har understreget, at ”Claude Lanzmann har bidraget til at skabe vores kollektive hukommelse om holocaust. Han satte billederne og kunsten igennem over for glemselen og holocaustfornægterne”.
Claude Lanzmann blev født af jødiske forældre i Paris i 1925. Efter at have deltaget i den kommunistiske modstandsbevægelse og smuglet våben under Anden Verdenskrig læste han filosofi ved Sorbonne Universitetet og blev siden freelance-journalist for en række parisiske aviser.
Filosoffen Jean-Paul Sartres essay ”Tanker om jødespørgsmålet” blev afgørende for Lanzmanns interesse for antisemitismen, og han blev tæt knyttet til Sartre og forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir, som han levede sammen med i en periode. I 1952 blev han tilknyttet redaktionen på Sartre og Beauvoirs tidsskrift Les Temps Modernes, og han blev bladets redaktør efter Simone de Beauvoirs død i 1986.
Fra 1970 helligede Claude Lanzmann sig især dokumentarfilm, og han blev en utrættelig fortaler for Israel, for eksempel i filmene ”Hvorfor Israel” og ”Tsahal” om den israelske hær. Men han blev også kritiseret for en enøjet kommunisme og sin modvilje mod at anerkende de sovjetiske troppers ansvar for Katyn-massakren i 1940.
Hans sidste film, ”Napalm”, om en kærlighedshistorie, han havde i Nordkorea i 1958, blev præsenteret ved Cannes Festivalen i 2017.
Claude Lanzmann var gift tre gange og efterlader sig datteren Angélique Lanzmann, født i 1950, og sønnen Félix Lanzmann, født i 1993.8