Prøv avisen

Clinton og Obama hylder George H.W. Bushs præsidenttid

Bill Clinton siger, at han altid beundrede Bush for hans "ægte anstændighed". Han fremhæver også Bushs lange politiske karriere og hans humanitære indsats for tsunami-ofrene i Asien, hvor de to ekspræsidenter arbejdede sammen. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix

Obama: Bushs liv var et vidnesbyrd om, at det at tjene sit land er et ædelt og glædeligt kald.

USA's tidligere præsident Bill Clinton husker George H.W. Bush for hans "storslåede lange liv, hvor han tjente sit land med kærlighed og venskab".

I en erklæring udsendt tidligt lørdag på Twitter siger Clinton, at "Hillary og jeg sørger over, at præsident George H.W. Bush er faldet bort, og vi takker for hans livslange tjeneste, hans kærlighed og hans venskab".

Clinton siger, at han "for altid vil være taknemmelig" for det venskab, som han fik med den mand, som han slog ved præsidentvalget i 1992, og som dermed kun fik én præsidentperiode i Det Hvide Hus.

I en tilføjelse siger Clinton videre, at han altid beundrede Bush for hans "ægte anstændighed".

Clinton fremhæver også Bushs lange politiske karriere inden årene i Det Hvide Hus. Hans år i militæret, i Kongressen, i FN, i Kina og så som vicepræsident for Ronald Reagan.

Bush fortsatte med at tjene sit land, da han forlod Det Hvide Hus, siger Clinton videre og henviser blandt andet til hans indsats for at hjælpe tsunami-ofrene i Asien og ofrene for orkanen Katrina i USA.

De to tidligere præsidenter arbejdede sammen i disse to nødhjælpsindsatser.

Der kommer også megen ros til George H.W. Bush fra tidligere præsident Barack Obama og hans hustru, Michelle Obama.

- Bushs liv var et vidnesbyrd om, at det at tjene sit land er et ædelt og glædeligt kald. Og han gjorde uendeligt meget godt på sin vej.

Obama fremhæver også, at Bush fik skåret kraftigt ned på verdens atomvåben, at han fik opbygget en bred, international koalition for at drive en diktator ud af Kuwait.

Obama tilføjer, at Bushs rolige diplomati banede vej for en udvikling, som man engang anså for umulig: den kolde krigs afslutning.

Brent Scowcroft, som var national sikkerhedsrådgiver i George H.W. Bushs præsidenttid, siger, at "verden har mistet en stor leder", og at USA har "mistet en af sine bedste".

James A. Baker III, som var udenrigsminister under George H.W. Bush, siger, at Bushs æra for evigt er indmejslet i USA's og verdens historie.

Baker siger, at Bush ledede sit land med "styrke, integritet, medfølelse og ydmyghed - personlige træk, der definerer et virkeligt stort menneske og en effektiv leder".

/ritzau/AP