CNN: Advokat finder klassificerede dokumenter hjemme hos Mike Pence

Det vides endnu ikke, hvad dokumenterne handler om, eller hvilken klassifikation, de har, skriver CNN.

Mike Pence var vicepræsident i USA fra 2017 til 2021, mens Donald Trump var præsident. (Arkivfoto)
Mike Pence var vicepræsident i USA fra 2017 til 2021, mens Donald Trump var præsident. (Arkivfoto). Foto: Meg Kinnard/Ritzau Scanpix.

Mike Pences advokat har fundet klassificerede dokumenter i den tidligere vicepræsidents hjem i Indiana, USA.

Det skriver CNN med henvisning til unavngivne kilder.

Ifølge mediet har forbundspolitiet FBI og det amerikanske justitsministerium igangsat en gennemgang af dokumenterne samt en undersøgelse af, hvordan de er endt i Mike Pences hus.

Det er endnu uvist, hvad dokumenterne handler om, samt hvilken klassifikation de er underlagt.

Ifølge CNN var det Mike Pence selv, der bad sin advokat gennemgå fire kasser med dokumenter for at sikre sig, at intet af det var klassificeret.

Det var i den sammenhæng, at advokaten fandt et lille antal hemmelige dokumenter, fortæller unavngivne kilder til CNN.

Fundet sker, efter der flere gange er blevet fundet klassificerede dokumenter hjemme hos den amerikanske præsident, Joe Biden.

Først dukkede der klassificerede dokumenter op i en tænketank, der er knyttet til Joe Biden. Efterfølgende dukkede flere dokumenter op i præsidentens hjem i Delaware, USA.

Dokumenterne stammer fra hans tid som vicepræsident - en post han bestred i perioden 2009 til 2017 under den tidligere præsident Barack Obama.

Også hjemme hos den tidligere præsident Donald Trump er der blevet fundet hemmeligstemplede dokumenter.

Han opbevarede dokumenterne på sit feriested og hjem, Mar-a-Lago, efter at han havde forladt Det Hvide Hus i januar 2021.

Det amerikanske justitsministerium er i en særskilt sag i færd med at undersøge den tidligere præsidents håndtering af klassificerede dokumenter.

Mike Pence var vicepræsident i USA fra 2017 til 2021, mens Donald Trump var præsident.

Han har ifølge CNN tidligere afvist, at han skulle være i besiddelse af klassificerede dokumenter.

/ritzau/