Coca-Cola anklaget for blasfemi

440 Russisk-ortodokse kristne har fået Coca-Cola til at trække "blasfemisk" reklame tilbage

Her ses reklamerne, hvor Coca-Cola bruger billeder af religiøse symboler. De har vakt harme i Rusland. Klik på billedet for at se den anden plakat.
Her ses reklamerne, hvor Coca-Cola bruger billeder af religiøse symboler. De har vakt harme i Rusland. Klik på billedet for at se den anden plakat. .

Sodavandsfirmaet Coca-Cola kalder deres reklamekampagne i Ruslands tredje største by Niznij Novgorod for et forsøg på at "promovere Ruslands kulturelle arv". Byens ortodokse troende kalder den for "blasfemisk".

Sagen, der nu har fået Coca-Cola til modstræbende at pille en række køleskabs-plakater ned i byen, begyndte før jul, da en gruppe på 440 kristne sendte et klagebrev til byens lokale anklagemyndighed, den regionale guvernør samt ærkebiskoppen. Gruppen føler sig krænket, fordi sodavandsfirmaet i et forsøg på at ramme tidens patriotiske strømninger i landet bruger billeder af byens kirker og andre religiøse symboler i kampagnen. Reklamerne viser omridset af en colaflaske, hvorigennem man kan se billederne af byens kirker samt firmaets logo. Op langs siden af køleskabet står der "Værdien af tradition".

"Coca-Cola bruger alle disse ortodokse symboler på en blasfemisk måde ved at placere billeder af Coca-Colaflasker inde i fotografierne," skriver gruppen i klagebrevet.

Nogle kirkers billeder er bevidst vendt på hovedet inklusive korsene, fortsætter brevet og pointerer, at et kors vendt på hovedet er et satanistisk symbol.

Coca-Cola insisterer på, at firmaets hensigt var understrege det vigtige i at bevare landets kulturelle arv. Sagen har imidlertid understreget, hvor svært det kan være for virksomheder at operere i Rusland uden at træde i spinaten kulturelt set.

Store virksomheder bliver nødt til at tage hensyn til den lokale sammenhæng, især den kristne sammenhæng, siger Mikhail Prokopenko, talsmand fra Moskvas Patriarkat, til Moscow Times.

"Coca-Cola har ikke kendt grænserne", mener han.

Donald Tursman, kreativ direktør for reklamefirmaet TWBA i Moskva, siger til samme avis:

"De fleste russiske kunder er meget konservative. De undgår at drage al for megen opmærksomhed hen på deres mærke. Hvis der er en risiko for, at en reklame vil skabe postyr, trækker de den," siger han.

Omvendt vælger nogle vestlige reklamefirmaer "bevidst at frigive kontroversielle kampagner, fordi de ved, at medierne vil tage det op. Det er fri reklame", siger han.

I Coca-Cola-sagen har den ortodokse gruppe dog nu fået det ene af to mål med klagebrevet opfyldt: At få Coca-Cola til at pille reklamerne ned. I slutningen af januar vil anklageren i byen vende tilbage med en afklaring på, om deres andet mål kan opfyldes: At bringe sodavandsfirmaet for retten for at have "opfordret til religiøs betinget had og for underminering af den nationale stolthed".

Her ses reklamerne, hvor Coca-Cola bruger billeder af Moskvas kirker og andre religiøse symboler, der har vakt harme i Rusland. –
Her ses reklamerne, hvor Coca-Cola bruger billeder af Moskvas kirker og andre religiøse symboler, der har vakt harme i Rusland. – Foto: .