Prøv avisen

Colombiansk familie kan løse alzheimer-gåde

Kaffebonden Alirio Gomez bor sammen med blandt andre sin søn Alexis og hustruen Marta i landsbyen Yarumal. Han har oplevet nære familiemedlemmer forsvinde ind i demensens tåger, og allerede som femårig fortalte hans far ham om ”la bobera”, dårskaben, der hjemsøger familien. Nu deltager han i Francisco Loperas forskningsstudie, som har givet ham nyt håb om at kunne slippe for alzheimer. – Foto: Steve Russell/Toronto Star via Getty Images.

En familieklan i Colombia har igennem århundreder været hjemsøgt af Alzheimers sygdom. Familiens forbandelse kan blive en nøgle til at forstå en af den moderne verdens mest udbredte og gådefulde sygdomme. For det giver håb, at et ældre kvindeligt familiemedlem er sluppet for demensen

I romanen ”100 års ensomhed” skriver den nu afdøde colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez om den mytologiske junglelandsby Macondo, hvis indbyggere lider af en gådefuld pest, der frarøver dem deres hukommelser. For at kompensere for dette begynder Macondos folk at mærke alle vigtige genstande i landsbyen med navn og funktion. Eksempelvis hænger de et skilt rundt om koens hals, der kundgør, at ”dette er koen, der skal malkes hver morgen, så hun giver mælk, og mælken skal derpå koges, så den kan blandes med kaffe”.

Romanen er fiktiv, men i et afsondret hjørne af den grønne og bjergrige Antioquia-provins i det nordvestlige Colombia synes virkeligheden at efterligne kunsten. Her lever en flere tusinde mennesker stor familieklan, hvis medlemmer er særligt disponerede for en sjælden genetisk mutation, der gør dem skæbnesbestemt til at udvikle demenssygdommen alzheimer. Nogle begynder at miste hukommelsen allerede, når de er i 30’erne. Sygdommen hærger typisk deres hjerner for fuld udblæsning, inden de er fyldt 50 år. Døden indtræffer omtrent 10 år derefter.

Igennem århundreder kaldte familien plagen for ”la bobera”, dårskaben. Efter at en colombiansk neurolog i 1980’erne identificerede sygdommen som alzheimer og hjalp med at kortlægge den ansvarlige genetiske mutation, har forskere fra nær og fjern studeret den colombianske familie i håb om at finde en nøgle til at forstå en af verdens mest udbredte og mest gådefulde sygdomme.

Nu er der sket et gennembrud, som ifølge alzheimer-forskere kan ændre den videnskabelige forståelse af sygdommen og føre til nye behandlingsformer og forebyggelsesmetoder.

Gennembruddet, der er offentliggjort i fagtidsskriftet Nature Medicine og derpå beskrevet i avisen The New York Times, omhandler et ældre kvindeligt medlem af den colombianske ”alzheimer-klan”. Den tæt på 80-årige, anonyme kvinde er ligesom mange af sine slægtninge født med den sjældne genetiske mutation, der forårsager demens og svigtende hjernefunktion inden slutningen af 40’erne. Men selvom hendes hjerne har udviklet de neurologiske kendetegn på alzheimer, begyndte hun først at lide af hukommelsestab, da hun var i 70’erne. Et forskerhold har scannet hendes hjerne og kortlagt hendes gener og fundet årsagen: Hun har en anden, ekstremt sjælden mutation, som beskytter hende fra de demenssymptomer, der river hendes midaldrende slægtninges liv itu.

Blandt de forskere, der var med til kortlægningen, er den colombianske neuropsykolog Yakeel Quiroz, der står i spidsen for demenslaboratoriet på Harvard Universitys største forskningshospital, Massachusetts General Hospital i Boston. Hun forudser, at gennembruddet kan blive et dramatisk vendepunkt i forståelsen af Alzheimers sygdom.

”Jeg er meget optimistisk. Jeg mener, at denne opdagelse åbner en ny dør for behandlingen af Alzheimers sygdom. Traditionelt har forskningen i medicinske behandlingsformer været fokuseret på årsagen til sygdommen, men nu kan vi forsøge at udvikle lægemidler på baggrund af den nye viden om resistens,” siger forskeren.

Den knap 80-årige colombianske kvinde er mor til fire børn og har kun cirka et års skolegang bag sig. Hun er så godt som analfabet, og det kan derfor udelukkes, at hendes modstandsdygtighed over for demens er et resultat af hjernestimulerende faktorer såsom uddannelse, forklarer Yakeel Quiroz.

”Hun var skæbnesbestemt til at udvikle demens som følge af Alzheimers sygdom, mens hun var i 40’erne. Men hendes hjerne fungerer virkelig godt, selvom hun har en voldsom ophobning af proteinstoffet beta-amyloid, der er en af sygdommens biokemiske markører. Det er forunderligt,” siger hun.

Gennembruddet kommer på et tidspunkt, hvor der i hele den vestlige verden er et des-perat behov for godt nyt fra alzheimer-fronten. Inden for de seneste to årtier har offentlige institutioner og private aktører brugt milliarder af kroner på at udvikle og teste lægemidler, der i sidste ende har vist sig ineffektive.

Det er ifølge The New York Times over 15 år siden, at nogen form for alzheimer-medicin er blevet godkendt i USA, og de forsvindende få typer behandlingsmetoder, der er tilgængelige, er ineffektive. Sygdommen kan udsættes i cirka et år, men ikke helbredes.

En alzheimer-diagnose er i al væsentlighed en dom til en nedstigning i glemslens tåger og betyder en langsom udviskning af de egenskaber, der definerer os som mennesker.

I mellemtiden er antallet af mennesker ramt af alzheimer, den mest udbredte form for demens, eksploderet på verdensplan.

Cirka 44 millioner mennesker lider i dag af sygdommen, og i lyset af en hastigt aldrende global befolkning forudser eksperter, at tallet kan blive både fordoblet og tredoblet inden for de næste tre årtier.

De psykiske, økonomiske og sociale omkostninger for både samfundet, patienter og pårørende er tårnhøje.

”Efter min mening er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med en global folkesundhedskrise,” siger Yakeel Quiroz.

Den colombianske alzheimer-familie repræsenterer muligvis det bedste håb for at opnå videnskabelige gennembrud, der kan dæmme op for denne krise, siger hun. Forskere har identificeret i omegnen af 6000 medlemmer af familien, og cirka 1200 af disse har den genetiske mutation, der fører til alzheimer inden 50-årsalderen. Familien er en nærmest perfekt testgruppe og kan være med til at løfte sløret for sygdommens hemmeligheder, siger Yakeel Quiroz.

”Det er den største storfamilie i verden, der har en forhøjet risiko for alzheimer forårsaget af en enkeltstående genetisk mutation. Familien giver os en enestående mulighed for at studere sygdommens forløb og for at identificere faktorer, der fritager nogle medlemmer fra at udvikle demens. Det er muligt, at alt dette kan hjælpe os med at finde en kur imod sygdommen eller en effektiv behandling af den,” siger hun.

Blandt Yakeel Quiroz’ forskerkolleger er den colombianske neurolog Francisco Lopera, der igennem en årrække har været tilknyttet det neurovidenskabelige fakultet på Universidad de Antioquia i provinshovedstaden Medellin. Det var ham, der først identificerede ”la bobera” som Alzheimers sygdom.

Da han i begyndelsen af 1980’erne arbejdede som ung reservelæge i Medellin, mødte han en 47-årig patient med demenssymptomer. Manden, Pedro Julio, var en småbonde, der havde mistet sine ord, sine minder og sin kropsbeherskelse. Hans familie var rejst på hesteryg og med bus gennem Antioquias grønne Andesbjerge for at nå frem til sygehuset i Medellin for at søge svar på, om ”la bobera” havde slået sine grumme kløer i Pedro Julio.

Francisco Lopera hørte, hvordan flere af mandens nærmeste familiemedlemmer også var visnet væk på samme vis i samme alder. Snart mødte han en anden patient med lignende symptomer og en lignende familiehistorik. Sammen med sin daværende sygeplejerske, Lucia Madrigal, indledte Lopera ved hjælp af familiestamtavler og sognekirkebøger et årelangt opklaringsarbejde, der førte til en åbenbaring:

De forskellige familier, hvis medlemmer igennem generationer havde været plaget af ”la bobera”, er en enorm storfamilie med fælles forfædre. Og disse forfædre omkom i en ung alder af det, som en præst i sin tid betegnede som ”blødgørelse af hjernen”.

Et årti efter at Francisco Lopera mødte ”patient nummer 1”, Pedro Julio, lykkedes det ham at få forskere uden for Colombia til at interessere sig for sin forskning. Førende geneksperter i USA hjalp Lopera med at indsamle blodprøver fra familier ramt af ”la bobera” og hjerner fra dem, der var døde af sygdommen. Dette krævede rejser til landsbyer dybt ind i Antioquias vilde bjerge. Truslerne fra de guerillaoprørere, paramilitære styrker og narkobander, der hærgede regionen i denne periode, besværliggjorde arbejdet. Men forskerne gav ikke op, og de identificerede en arvelig genetisk mutation – en lillebitte dna-fejl – der var ansvarlig for familiens lidelser. De, der er født med den såkaldte paisa-variation, udvikler typisk alzheimer, når de er i 40’erne.

”Det første, de mister, er deres korttidshukommelse. De begynder at gentage sig selv og at glemme og sammenblande ting. Det sidste, de mister, er evnen til at smile. Efter det, er der kun døden tilbage,” forklarer Francisco Lopera i et interview med den colombianske avis El Tiempo.

Deres børn har 50 procents risiko for at lide samme skæbne. Forskere har sporet mutationen til begyndelsen af det 17. århundrede, hvor den formentlig blev introduceret af en spansk erobrer, der deltog i koloniseringen af Colombia. Siden har fætter-kusine-ægteskaber i den tyndt befolkede region sikret, at mutationen bed sig fast i alle forgreninger af familietræet.

Den genetiske forbandelse sætter sit præg på den rustikke bjergby Yarumal i hjertet af Antioquias ”alzheimer-distrikt”. Her findes mennesker i pensionsalderen, hvis dage går med at made og skifte ble på deres midaldrende børn. Og her findes stoiske unge mænd og kvinder, som sætter deres egne liv på pause for at tage sig af demente forældre med den rædselsvækkende viden om, at sygdommen kan ulme i deres egne kroppe.

Nogen i Yarumal har kendt til risikoen hele deres liv. Blandt dem er kaffebonden Alirio Gomez, der igennem sin barndom oplevede ”la bobera” reducere et dusin familiemedlemmer til skygger af deres tidligere selv, og allerede som femårig fortalte hans far ham om familieforbandelsen. I et interview med avisen Toronto Star i 2015 fortæller han om tanter, der ikke længere kunne genkende ham, og en onkel bundet til en seng dækket i egen afføring. Alirio Gomez’ egen far holdt sygdommen fra døren, indtil han var i slutningen af 60’erne. Men da han døde som 73-årig, var han reduceret til en tom skal af et menneske.

Francisco Lopera og hans årtier lange indsats imod alzheimer har givet Alirio Gomez håb om en kur, hvis han selv og hans børn viser sig at have arvet sygdommen.

”Det er det, der giver styrke. At vide, at man ikke er alene, og at der er folk, der kæmper for dig,” siger han til Toronto Star og beskriver Lopera som Gud på jorden:

”Den kærlighed, han viser os, når vi alle er samlet – alle os fra området, som arver sygdommen – det er meget emotionelt,” siger Alirio Gomez, som sætter sin lid til, at Lopera og hans team ikke giver op.

Alzheimer-forskningen har været brolagt med skuffelser. Men den nye opdagelse, som Yakeel Quiroz og Francisco Lopera sammen med deres kolleger har gjort, kan i bedste fald vise sig at være et vendepunkt. I ”100 års ensomhed” tænder en troldmands trylledrik ”et lys” i landsbyboernes hukommelser og bringer den fiktive Macondos pest til en afslutning. Der er mange, der håber, at Gabriel Garcia Márquez’ fortælling er profetisk.

LYDLOGO

De er bjergområderne omkring provinshovedstaden Medellin, at neurologen Francisco Lopera siden begyndelsen af 1980’erne har studeret en colombiansk storfamilie, som på grund af en gen-mutation er særligt disponereret for at udvikle Alzheimers sygdom. – Foto: Steve Russell/Toronto Star via Getty Images.