Det var en solrig forårsdag i forstaden Littleton nær Denver i Colorado, og da klokken ringede ud til spisefrikvarter på Columbine High School, satte den 17-årige Rachel Scott og hendes jævnaldrende ven, Richard Castaldo, sig ud på græsset for at nyde vejret.
Cirka samtidig ankom to af deres skolekammerater, den 17-årige Dylan Klebold og den 18-årige Eric Harris, til gymnasiet. De parkerede deres biler og gik ind i kantinen, hvor de uden at påkalde sig opmærksomhed placerede sportstasker med hjemmelavede propanbomber blandt bordene.
Derpå vendte de tilbage til deres biler og bevæbnede sig. Hver dreng greb en halvautomatisk riffel, et jagtgevær, knive og en rygsæk fyldt med rørbomber. Deres plan var at lægge sig på lur for at skyde, dolke og smide bomber mod de elever og lærere, som ville strømme ud af bygningen i panik efter bombeeksplosionen i kantinen.
Men de ventede forgæves på braget. Bomberne var defekte, og de to teenagedrenge, der til at begynde med skjulte deres våben under lange sorte frakker, sadlede om og skyndte sig mod gymnasiets hovedindgang for at realisere anden del af deres plan og dræbe så mange elever og lærere som muligt.
Det første dødsoffer var Rachel Scott, som blev skudt på tæt hold. Richard Castanaldo blev ramt i bryst, arm og mave og mistede bevidstheden, mens gerningsmændene skubbede døren til bygningen åben og fortsatte deres menneskejagt. I løbet af 49 minutter terroriserede de deres rædselsslagne skolekammerater, der gemte sig under borde og stole og i kosteskabe. Klebold og Harris nedslagtede 12 elever og en lærer og sårede 21 andre, inden at de tog deres egne liv.
Det meningsløse blodbad den 20. april 1999 chokerede amerikanerne og blev en skelsættende begivenhed, der indledte den moderne skoleskyderi-æra i USA og satte dybe spor i amerikanernes kollektive bevidsthed. Det førte til en bitter debat om de mørke kræfter i det amerikanske samfunds hjerte, og Columbine blev en referenceramme for alle de skoleskyderier, som er fulgt efter.
Det blev også et kulturelt fænomen, der dannede grundlag for instruktøren Gus Van Sants spillefilm ”Elephant”, der vandt guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes i 2003, og for Michael Moores Oscar-vindende dokumentarfilm fra 2002, ”Bowling for Columbine”.
Massakren var på daværende tidspunkt det værste skoleskyderi, som amerikanerne nogensinde havde oplevet. Og det ramte direkte ned i millioner af amerikanske forældres hjertekule, forklarer Jaclyn Schildkraut, der er lektor i strafferet på State University of New York og forfatter til flere bøger om masseskyderier, heriblandt senest ”Columbine, 20 Years Later and Beyond: Lessons from Tragedy” (Columbine, 20 år senere og fremover: Læren fra tragedien).
”Littleton var en meget velstående, meget hvid, idyllisk, ærkeamerikansk øvre middelklasseforstad. Gerningsmændene lignede på overfladen typiske, hvide amerikanske teenagere, der var vokset op i kernefamilier og havde alle muligheder i livet foran sig. Det betød, at skyderiet gav genlyd i den brede amerikanske offentlighed, der hidtil havde lidt under forestillingen om, at kriminalitet og våbenvold var noget, der hørte til i marginaliserede, fattige, ikke-hvide storbyghettoer. Det åbnede for en hvepserede af debatter om skyld og ansvar og om hvem, vi er som samfund. Columbine ændrede alt i dette land,” siger hun.
Skyderiet var også en af de første amerikanske kollektive tragedier, der blev sendt på live-tv. I 1999 var forholdsvist nye nyhedskanaler som CNN, der sender ”breaking news” 24 timer i døgnet, blevet en del af det amerikanske mediebillede, og der var i forvejen en massiv tilstedeværelse af nyhedsmedier i området på grund af en opsigtsvækkende mordsag i den nærliggende by Boulder.
Tv-kamerafolk og nyhedshelikoptere var på pletten blot 28 minutter efter, at skyderiet begyndte, og journalister interviewede chokerede teenagere og fortvivlede forældre for åben skærm, mens ambulancer og politibiler susede forbi i baggrunden. Allerede inden, at alle elever og lærere var blevet evakueret fra gymnasiet, talte daværende præsident Bill Clinton til nationen og opfordrede alle amerikanere om at bede for Columbine.
”Det var en slags perfekt mediestorm. Der var ikke nogen formel for, hvordan en sådan begivenhed skulle dækkes. Det var kaos, og rygter og myter blev bragt til torvs, uden at der var dækning for dem. Der gik mange år, før offentligheden kunne begynde at danne sig et overblik over, hvad der var sket, og hvad der gik forud for skyderiet,” siger Jaclyn Schildkraut.
Blandt disse myter var, at gerningsmændene var venneløse mobbeofre og utilpassede sociale udskud, hvis ugerning var motiveret af et ønske om at tage hævn på skolens populære atleter og andre af deres fjender. Der er siden blevet rejst tvivl om sandhedsværdien af dette. Ifølge flere kilder, heriblandt den undersøgende journalist Dave Sanders’ toneangivende bog ”Columbine”, havde begge gerningsmænd en bred vennekreds, og en af dem var endda kendt som en veltalende kvindebedårer.
Ifølge deres efterladte dagbøger, deres hjemmeside, deres hjemmevideooptagelser og andre dokumenter var de ikke motiveret af at hævne sig på særligt udvalgte personer, men snarere af at blive berømte for at have begået det største massemord i amerikansk historie. De havde brugt et år på at planlægge aktionen, og de skød i flæng, imens de tilsyneladende morede sig kosteligt. Forbundspolitiet FBI har siden beskrevet den ene gerningsmand som en psykopat og den anden som en klinisk deprimeret efterløber, og den enes mor, Sue Klebold, brød i 2016 tavsheden og skrev sig ud af skammen med en bog om sønnen Dylan, som hun pludselig havde måttet sande, at hun ikke kendte.
”Det er meget svært at leve med det faktum, at nogen, du har elsket og opdraget, brutalt har dræbt mennesker på sådan en grufuld måde,” sagde hun dengang i et interview med tv-stationen ABC.
Skyderiet på Columbine udløste dybe bekymringer i den amerikanske offentlighed om våbenkontrol, kliker, subkulturer, voldelige film og videospil, satanisk musik og teenageres brug af internettet. Talrige amerikanske interessegrupper brugte massakren som et eksempel på, hvad der kan ske, hvis netop deres budskab ignoreres. Littleton er del af Colorados bibelbælte, og nogle af de mange evangelikale i området hævdede, at skyderiet var netop den slags tragedie, som finder sted, når Gud forvises fra det offentlige rum. To af ofrene, Cassie Bernall og Rachel Scott, der begge var kristne, blev i evangelikale kredse betragtet som martyrer.
Andre mente, at skyderiet var et eksempel på USA manglende evne til at gøre op med racisme. Massakren fandt sted på Adolf Hitlers fødselsdag, og ifølge vidner strøede gerningsmændene om sig med racistiske ukvemsord, da de myrdede en afroamerikansk elev, Isaiah Shoels. Og rygterne om, at gerningsmændene var blevet chikaneret af jævnaldrende fik nogle til at kræve et opgør med mobbekulturen på amerikanske skoler.
Skyderiet på Columbine High School skrev sig også ind i den stærkt ophedede amerikanske debat om balancen mellem offentlighedens sikkerhed og amerikanernes grundlovssikrede ret til at bære våben. Gerningsmændene købte deres våben på en våbenmesse, hvor der ingen krav er om baggrundstjek af kunderne. Året efter lukkede Colorado dette hul i lovgivningen, men generelt er den amerikanske våbenlovgivning i dag stort set uforandret siden 1999.
”På kort sigt samlede skyderiet amerikanerne i fælles sorg og chok, men på længere sigt har Columbine også været med til at så splid. Den var en katalysator for striden om skydevåben, som var og er et af de mest polariserende opgør, som vi har i dette land,” siger Jaclyn Schildkraut.
Massakren på Columbine blev begyndelsen på en skræmmende ny virkelighed for amerikanerne. Talrige masseskyderier, hvoraf adskillige er direkte inspireret af Columbine, er fundet sted siden 1999, og selvom massakren ikke længere rangerer som det dødeligste skoleskyderi i USA’s historie, er den stadig den mest epokegørende.
”Skyderiet på Columbine kastede lys på forstadsskolens sårbarhed og udløste en kollektiv eksistentiel angst. Amerikanske skolebørn i dag vokser op i skyggen af Columbine. Skoleskyderiøvelser er en del af deres virkelighed på samme måde, som atombombeøvelser var en del af koldkrigsgenerationens virkelighed,” siger Jaclyn Schildkraut.
På det seneste er også de langvarige og voldsomme eftervirkninger af skoleskyderier begyndt at komme i fokus. I løbet af blot 10 dage i marts tog to unge mennesker, der var til stede under et masseskyderi på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland i Florida i 2018, samt faderen til en seksårig pige dræbt under skyderiet på Sandy Hook Elementary School i Newtown i Connecticut i 2012, livet af sig selv. Alle tre selvmord blev knyttet til de psykiske ar og traumer, som skoleskyderierne udløste. Undersøgelser har vist, at de, der overlever masseskyderier, har en forhøjet risiko for at udvikle psykiske lidelser, heriblandt post-traumatisk stress syndrom, depression, angst og misbrug af rusmidler.
”Det sociale og psykologiske fodaftryk, som skoleskyderier sætter, er massivt,” siger Jaclyn Schildkraut.
Hun understreger dog samtidig, at skoleskyderier trods den store opmærksomhed, som de får, i virkeligheden er særdeles sjældne.
”Der er en kollektiv forståelse for, at hver amerikansk skole er nødt til at være beredt. Men statistisk set er der ikke tale om en epidemi. I dag er skolen stadig et af de tryggeste steder, et amerikansk barn kan befinde sig,” siger Jaclyn Schildkraut.