Columbus’ navn hang ved, da Colombia rev sig fri

Colombia udgjorde i 1500-tallet kernen i de spanske erobringer i Latinamerika. Lørdag får landets præsident Nobels fredspris

Når den colombianske præsident, Juan Manuel Santos, i morgen på Oslos rådhus modtager Nobels fredspris, er det ikke bare, fordi Nobelkomitéen håber, at den vil give ham styrke til at lykkes med en skrøbelig fredsproces med oprørsgruppen Farc.
Når den colombianske præsident, Juan Manuel Santos, i morgen på Oslos rådhus modtager Nobels fredspris, er det ikke bare, fordi Nobelkomitéen håber, at den vil give ham styrke til at lykkes med en skrøbelig fredsproces med oprørsgruppen Farc. . Foto: Martin Mejia/AP/Polfoto.

I 52 år har Colombia været skueplads for en særdeles blodig guerilla-krig, som har kostet flere end 220.000 mennesker livet. Når den colombianske præsident, Juan Manuel Santos, i morgen på Oslos rådhus modtager Nobels fredspris, er det ikke bare, fordi Nobelkomitéen håber, at den vil give ham styrke til at lykkes med en skrøbelig fredsproces med oprørsgruppen Farc. Prisen gives også som en hæder til det colombianske folk, der trods mange tilbageslag ikke har opgivet håbet om fred.

Men hvorfor er Colombia det eneste latinamerikanske land, der er opkaldt efter opdageren af Amerika, italieneren Christoffer Columbus?

Columbus troede ganske vist, at det var Indien, han kom til, deraf betegnelsen indianere for de indfødte. Det var først en anden italiener, Amerigo Vespucci, der blev klar over, at det var et selvstændigt kontinent, spanierne havde fundet.

Columbus’ fejl skyldtes en forkert beregning af Jordens omkreds af den græske geograf og astronom Ptolemæos i 2. århundrede e.Kr. Han vidste, at Jorden var rund, men beregnede dens omkreds forkert.

Spanske conquistadores erobrede i 1500-tallet Mexico og Inkariget med uhørt brutalitet, godt hjulpet af de sygdomme, de medbragte, og påførte det nye kontinent en uhørt demografisk katastrofe.

I 1533 grundlagdes havnebyen Cartagena og i 1538 Santa Fé de Bogotá. Indianernes modstand og deres massedød som følge af europæiske sygdomme medførte behov for slaver fra Afrika til plantagerne og i minerne. I kolonitiden udgjorde det senere Colombia kernen i vicekongedømmet Nueva Granada (Ny Granada), og det var herfra, at guld og enorme mængder af sølv blev ført til Spanien på flåder af galeoner. Hovedstaden, Bogotá, var den største guldproducent på kontinentet og en af de vigtigste i verden indtil opdagelsen af de store guldminer i Californien og Australien i 1800-tallet.

Nueva Granada blev oprettet i 1540’erne med hovedstad i Bogotá som en del af vicekongedømmet Peru, men udskiltes i 1739 som eget vicekongedømmet omfattende Venezuela, Colombia, Panama, Ecuador og indtil 1797 tillige Trinidad. 1808 invaderede Napoleon sin allierede Spanien og afsatte kongen. Det udløste et oprør i kolonierne i Syd- og Mellemamerika i 1810, og Colombia erklærede sig uafhængigt under Simón Bolívar, kendt som Sydamerikas befrier.

I 1816 lykkedes det Spanien at generobre Cartagena og Bogotá, men i 1819 vandt oprørerne over det svækkede Spanien. Bolívar havde drømt om et samlet spansk Latinamerika, men måtte nøjes med republikken Storcolombia, bestående af Colombia, Panama, Venezuela og Ecuador, mens det mislykkedes for ham at erobre Bolivia og Peru. Storcolombia, der var opkaldt efter Columbus, gik i opløsning i 1830 og blev til tre selvstændige stater, hvilket er forklaringen, på, at Bolívars navn i dag kun er bevaret i det mindre Bolivia. Resterne af Nueva Granada skiftede i 1858 navn til Colombia.

Der var mange grunde til opsplitningen af Storcolombia, men geografien var afgørende. Tre bjergkæder deler landet i fire regioner og gør det vanskeligt at håndhæve et centralt styre efter spansk og fransk forbillede.

Det førte til borgerkrigslignende konflikter mellem konservative og liberale, konflikter, som er fortsat helt til i dag. De liberale hentede deres idéer fra franske og britiske tænkere, mens de konservative ønskede sig tilbage til de fredelige tilstande i kolonitiden og drømte om et hellenistisk-katolsk Arkadien, hvor Bogotá skulle være et sydamerikansk Athen.

Det kom der ikke meget ud af. I stedet har landet har siden kolonitiden været præget af ekstremt voldelige konflikter, som ikke er blevet bedre af USA’s kamp mod kokainproduktionen og problemer med nabolandene Equador og Venezuela.

Hvad Simon Bolívar ville have tænkt, er ikke godt at vide, men det var ikke, hvad han drømte om som resultat af kolonifrigørelsen.

Historisk set er en klumme, der peger på den levende historie i skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen., historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.