DRCongos ebola-udbrud nærmer sig afslutningen

Verdenssundhedsorganisationen WHO er forsigtigt optimistisk i forhold til at inddæmme ebola-udbrud

For første gang i historien er en ny eksperimentel ebola-vaccine taget i brug i bekæmpelsen af sygdommen. 1826 personer er blevet vaccineret, og ”det er ekstremt sandsynligt, at vaccinen har haft en positiv effekt” på inddæmningen af sygdommen, siger WHO’s vicedirektør, Peter Salama, til CNN.
For første gang i historien er en ny eksperimentel ebola-vaccine taget i brug i bekæmpelsen af sygdommen. 1826 personer er blevet vaccineret, og ”det er ekstremt sandsynligt, at vaccinen har haft en positiv effekt” på inddæmningen af sygdommen, siger WHO’s vicedirektør, Peter Salama, til CNN. Foto: Sam Mednick/AP/Ritzau Scanpix.

Risikoen for et nyt vidtomspændende, dødbringende ebola-udbrud i Afrika aftager dag for dag. Fortsætter den positive udvikling, kan det snart betyde slutningen på ebola-udbruddet i DRCongo i denne omgang, lyder den seneste opmuntrende melding fra Verdenssundhedsorganisationen WHO’s generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

”Jeg er forsigtigt optimistisk, når det gælder udsigten til snart at få stoppet udbruddet,” siger han til nyhedsbureauet AFP.

I løbet af de to måneder, udbruddet har stået på, er der blevet konstateret 59 mulige tilfælde af ebola-smitte i DRCongo. Endnu er kun 38 af de mulige smittetilfælde dog bekræftet med sikkerhed på et laboratorium. I alt 27 mennesker ud af de 59 er døde af sygdommen.

Sygdommen blev første gang opdaget i landet i 1976, og otte gange siden da har det centralafrikanske land effektivt og hurtigt nedkæmpet udbrud af ebola.

Men det seneste, og niende, udbrud af ebola er kommet, mens verden stadig har det hidtil værste ebola-udbrud i historien i frisk erindring. Det fandt sted i Vestafrika i 2014-2016, hvor over 28.000 mennesker i seks forskellige lande endte med at blive smittet med sygdommen, og mindst 11.300 døde. Det er flere ofre end under alle tidligere ebola-udbrud i Afrika tilsammen.

Hertil kommer, at det nuværende ebola-udbrud er det første, som har spredt sig til en storby i landet.

I millionbyen Mbandaka er flere personer døde og blevet smittet af sygdommen. På grund af befolkningstætheden er risikoen for smitte betydeligt højere i en storby end ude på landet, men den nuværende optimisme bunder ikke mindst i, at der ikke blevet konstateret nogen nye tilfælde af ebola i Mbandaka siden den 20. maj.

For første gang i historien er en ny eksperimentel ebola-vaccine taget i brug i bekæmpelsen af sygdommen. 1826 personer er blevet vaccineret, og ”det er ekstremt sandsynligt, at vaccinen har haft en positiv effekt” på inddæmningen af sygdommen, siger WHO’s vicedirektør, Peter Salama, til CNN.

De seneste tilfælde af ebola er blevet konstateret i det område, hvor sygdommen havde sit udspring i denne omgang, Iboko-området.

De lokale sundhedsmyndigheder og internationale hjælpeorganisationer har iværksat omfattende informationskampagner om ebola i lokalområdet, men ikke alle retter sig efter anvisningerne, fortæller vand- og sanitetsekspert hos den internationale hjælpeorganisation Læger uden Grænser, Paul Jawor.

”Ikke alle med ebola-lignende symptomer ønsker at blive testet. Nogle af dem lever langt væk fra ebola-behandlingscentret og foretrækker at blive derhjemme,” siger han.

Derfor kører hold af epidemiologer i øjeblikket også hundredevis af kilometer rundt på motorcykler i fjerntliggende regnskovsområder i landet. Det gælder om at finde eventuelle smittetilfælde så hurtigt som muligt, opspore deres kontakter og involvere lokalsamfundene i bestræbelserne, understreger Peter Salama:

”Vi bliver nødt til at forfølge virusset overalt, hvor det bevæger sig hen, og forblive adrætte, reagerende og superfokuserede,” siger han til det afrikanske nyhedsmedie AllAfrica.