Prøv avisen

Congolesisk kamp mod ebola sker med livet som indsats

Siden august har sundhedsarbejdere i DRCongo kæmpet med at inddæmme det 10. ebola-udbrud i landet, som nu med over 200 dræbte anses for at være det værste i historien. Ny medicin og vaccine giver dem håb, men det kræver kræfter og kreativitet at bekæmpe sygdommen midt i en farlig konfliktzone

Skuddene gjalder, og mortérgranaternes nedslag runger ud i den congolesiske nat. Gaderne ligger øde og mørklagte hen, kun glimtvis lyst op af skæret fra lygterne af armerede hvide FN-militærvogne, der rumler langsomt gennem Beni i Nord-Kivu-provinsen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. En by, som med sine 800.000 indbyggere er epicentret for det seneste udbrud af ebola, men i en provins, der også er plaget af flere end 100 bevæbnede grupper, som i årevis har opereret i området.

Bag angrebet, der fortsætter det meste af natten, står ADF-Nalu, en oprørsgruppe, som kæmper mod den congolesiske hær, der har støtte fra FN-styrkerne i landet. Ved morgengry er 21 mennesker blevet dræbt, hovedparten civile.

Det er blot ét af utallige angreb, der hærger området omkring Beni, og som gør myndighedernes, Verdenssundhedsorganisationen WHO’s og internationale ngo’ers arbejde med at inddæmme spredningen af ebola og behandlingen af smittede ekstremt vanskelig.

På grund af sikkerhedsrisikoen efter nattens angreb må indsatsen mod ebola sættes på lavblus, og sundhedspersonalet bliver inden døre. Op ad formiddagen er Beni stadig spøgelsestyst, gaderne tomme. Situationen er endnu ikke sikker nok til, at epidemologer, sygeplejersker og læger kan forsætte arbejdet med at vaccinere, overvåge og behandle patienter i og omkring Beni.

”Folk er udmattede, fordi der blev skudt hele natten,” fortæller Dr. Bathé Ndjoloko Tambwe, som står i spidsen for det congolesiske sundhedsministriums ebola-beredskab.

Han er høj og rank, klædt i en khakifarvet vest med et emblem i DRCongos farver: lyseblå, gul og rød. Han taler langsomt. Trætheden nærmest lyser ud af de venlige øjne.

Ebola-udbruddet, det 10. i DRCongo siden 1976, startede med den første ebola-smittede den 1. august i år, og efter i månedsvis at have arbejdet syv dage om ugen er udmattelsen sat ind. Ikke bare hos Dr. Bathé, men også hos hans team af læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

”Mit arbejde er hovedsageligt at trøste og tage vare på det her hold. Det er mit arbejde. Uden det ville vi ikke have nogen resultater,” konstaterer han.

Det er første gang, at DRCongos sundhedsministerium står alene i spidsen for indsatsen mod ebola og har overtaget styringen fra Verdenssundhedsorganisationen. Dr. Bathé er en nøglefigur. Han styrer de daglige morgenmøder med hård hånd, mens godt 50 repræsentanter fra internationale ngo’er og WHO, bænket på hvide plasticstole i en container med summende aircondition, rapporterer om nye smittede, omkomne, helbredte og en vaccinations-kampagne, hvis nåle og serum har nået flere end 30.000 indbyggere i området. Når Dr. Bathé er nået hele raden rundt, er det tid til en opsummering via videolink til sundhedsministeriet i hovedstaden, Kinshasa, i den anden ende af landet.

Nattens angreb og den efterfølgende stilstand i indsatsen mod ebola-virussen sætter spotlys på de enorme forhindringer, som sundhedsberedskabet står over for i kampen med det seneste udbrud af ebola.

Modsat ebola-epidemien i Vestafrika i 2014 eller tidligere udbrud i DRCongo som i Equateur-provinsen tidligere i år foregår det nuværende udbrud i en aktiv konfliktzone. Derfor har WHO tidligere advaret mod ”den perfekte storm” – et scenarie, hvor ebola-virussen kan sprede sig til andre regioner i DRCongo og over grænserne til nabolande som Uganda, Sydsudan og Rwanda.

Senest har den congolesiske sundhedsminister, Oly Ilunga, kaldt udbruddet for ”det værste i DRCongos historie” og fortalt BBC om trusler og fysiske overgreb mod sundhedsarbejdere samt kidnapninger og hærværk mod udstyr.

”To af vores kolleger i Rapid Response-enheden har endda mistet livet i et angreb,” sagde Oly Ilunga.

Ifølge sundhedsministeriet bliver læger og sygeplejersker angrebet tre-fire gange ugentligt. Trods de nærmest umulige odds fortsætter kampen ufortrødent med at begrænse ebola-smitten fra sundhedsmyndigheders side.

Samtidig går en slags hverdag sin gang. Hilsener foregår med albuen for ikke at sprede smitten. Der er svømmehals-lugt overalt fra de mange små plasticcontainere med en hane, hvor der konstant vaskes hænder i en klorinopløsning. Hver gang folk ankommer til en bygning, bliver deres temperatur målt i tindingen med et elektronisk termometer.

Efter de 10 ebola-udbrud siden 1976 er et system, der tidligere har vist sig effektivt til at inddæmme smitten, gennemprøvet og kørt i stilling. Blandt andet et sms-advarselssystem, hvor lokalbefolkningen opfordres til at rapportere potentielt smittede til myndighederne. Rapid Response-hold af læger og sygeplejersker kører rundt i området og tester potentielt smittede samt overvåger folk, der har været i kontakt med dem.

Det første, der sker, når en person får konstateret ebola, er, at sundhedsmyndighederne forsøger at lægge en ring om smittespredningen ved at vaccinere familie, venner og folk, der har været i kontakt med den smittede. Enten kommer sundhedsmyndighederne til dem eller bringer dem til et centralt hospital i Beni, hvor de bliver vaccineret.

Denne gang anvender man både en ny vaccine, rvsv-zebov, og ny medicin mod ebola, men det er stadig for tidligt at sige, om de er effektive mod den virus, der indtil videre har krævet 215 menneskeliv.

Strategien med at overvåge og teste folk bliver åbenlyst undermineret, når Rapid Response-holdene ikke kan bevæge sig frit på grund af sikkerhedsrisikoen. Efter angreb fra bevæbnede grupper på civilbefolkningen eller sundhedspersonalet i Beni går vaccinationskampagnerne i stå i dagevis. Når en sms med oplysninger om en potentielt smittet tikker ind, kan de ikke undersøge sagen. Og rejser den smittede ind i områder, som er for farlige for sundhedsmyndighederne at operere i, så opstår faren for, at ebolaen spreder sig.

”Mens vi er lukket ned, fortsætter ebolaen, og så får ebolaen overtaget,” sagde Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektør i WHO, til FN’s Sikkerhedsråd i oktober i år.

Det scenarie har fået opfindsomheden blandt sundhedsmyndighederne til at blomstre. Da beredskabet var lukket ned i dagevis i Beni efter det natlige angreb, sendte det congolesiske sundhedsministerium sygeplejersker og læger ind på lejede motorcykler uden officielle mærkater på for at undersøge potentielt ebola-smittede.

Internationalt Røde Kors træner nu lokale frivillige i at begrave ebola-ofre på en forsvarlig måde, så de kan rejse ind i områder, der er utilgængelige for myndigheder og ngo’er. Nødhjælpsorganisationen The International Res-cue Committee (IRC) er gået så langt som til at overveje at hyre og oplære patienter, der er kureret for ebola og dermed immune over for smitte, til at arbejde i farlige områder.

”Vi er på jagt efter løsninger, vi kan ikke bare efterlade folk til at dø,” siger Hassan Coulibaly, chef for IRC i Beni.

På det centrale hospital i Beni ligger ofrene for gårsdagens massakre til skue i lighuset. I et andet hjørne af hospitalsgrunden er læger og sygeplejersker fra den franske ngo Alima i fuld gang med at behandle ebola-patienter.

Ebola spredes gennem kontakt med kropsvæsker, og et nyt værktøj i kampen mod ebola – et transparent plastictelt kaldet Kuben – gør det muligt for Alimas sundhedspersonale at behandle patienter udefra uden at skulle iføre sig beskyttelsesudstyr og blive sprayet over med klorinopløsning før og efter nærkontakt med en patient. En sygeplejerske kan for eksempel indstille et drop eller måle temperaturen på en patient udefra blot ved at stikke hænderne i lange gummi-lommer og række ind i plastic-kuben.

”Før ville det tage et kvarter at gøre sig klar til at komme ind i teltet. Nu kan vi hjælpe en patient udefra på blot få minutter,” siger Dr. Oummani Rouafi, medicinsk koordinator i Alima.

En af patienterne i et af de otte plastictelte er den 33-årige Janine Mbuka. Hun har været isoleret i en af kuberne sammen med sine to søstre i tre uger. Syv af deres familiemedlemmer er døde af ebola.

”Da mor døde, vidste vi ikke, hvad det var,” siger Janine Mbuka.

”Vi troede, hun var blevet forgiftet. Så døde min onkel. Min kusine. Min tante. Min bror og min søster. De døde alle sammen.”

Kort efter er resultaterne af hendes blodtest klar. Den viser, at ebola-virussen er slået ned. Efter 22 dage i isolation og i favntag med døden er hun kureret.

”Jeg vil fortælle andre om, hvor forfærdelig denne sygdom er og opfordre dem til at komme og få behandling og blive raske,” siger Janine Mbuka.

Hendes to søstre er stadig syge og skal fortsætte behandlingen, isolerede fra omverdenen i plastic-kuben.

”Jeg kommer tilbage hver dag, indtil de også er blevet raske,” siger hun.

Benedict Moran har bidraget til artiklen.

Janine Mbuka og hendes to søstre har i tre uger været isoleret på hospitalet i Beni efter at have mistet syv familiemedlemmer til ebola, heriblandt deres mor og to søskende. ”Vi vidste ikke, hvad det var,” fortæller hun. Foto: Jørgen Samsø
Alle, der vil ud og ind af Beni, skal vaske deres hænder og får taget deres temperatur ved kontrolposterne rundt om den congolesiske by, hvor sundhedspersonalet prøver at sørge for, at ingen, der er inficeret med ebola, slipper igennem. Foto: Jørgen Samsø
Lægen Patricia Kabuni fra hjælpeorganisationen Alima (i midten) behandler en 13-årig pige, der er testet positiv for ebola-virussen, selvom hun står uden for kuben, et nyt plastictelt, som gør det muligt for sundhedspersonale at hjælpe patienter uden at være iklædt sikkerhedsdragter. ”Jeg kan hjælpe udefra, mens min kollega er i gang med at regulere patientens drop, så vi arbejder sammen om det,” forklarer hun. Foto: Jørgen Samsø
Siden august har disse sygeplejersker på den lokale klinik i lanfsbyen Bingo uden for Beni kæmpet for at inddæmme ebola-udbruddet. "Jeg er ikke bange," siger Kavira Kasenzera med det røde tørklæde. Foto: Jørgen Samsø
Et familiemedlem til en person, som for nylig blev testet positiv for ebola-virussen, får et vaccineskud i landsbyen Ngongolio i udkanten af Beni. Mobile hold af læger og sygeplejersker fra det congolesiske sundhedsministerium tager rundt til landsbyerne for at finde og undersøge potentielt smittede og inddæmme virussens spredning ved at vaccinere deres nærmeste. Foto: Jørgen Samsø