Corona forhindrer israelerne i at mindes deres faldne

Under normale forhold ville op mod to millioner israelere i dag besøge de militære begravelsespladser på mindedagen for de faldne

Israelske soldater bærer mundbind, mens de besøger deres faldne landsmænd på kirkegårde i Tel Aviv. Officielle ceremonier er aflyst i år.
Israelske soldater bærer mundbind, mens de besøger deres faldne landsmænd på kirkegårde i Tel Aviv. Officielle ceremonier er aflyst i år. Foto: Corinna Kern/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ruth og Yigal Spira blev gift den 23. oktober 1972. De var begge 23 år. Et år og to dage senere blev Yigal dræbt i et af Yom Kippur-krigens sidste kaotiske slag. Tre en halv uge senere gav militæret besked. Ruth var blevet enke.

Bevidstheden om, at staten Israel skylder sin eksistens til dem, der er faldet i kamp, er en af den jødiske stats grundpiller. Derfor holdes der hvert år en officiel mindedag for de faldne dagen inden uafhængighedsdagen. I år markeres mindedagen i dag og Israels 72. uafhængighedsdag i morgen.

På grund af smittefaren fra corona er dog både de officielle mindeceremonier og fester helt ekstraordinært aflyst. Normalt ville op mod to millioner israelere deltage i ceremonier på de militære begravelsespladser. I stedet må befolkningen i dag ikke bevæge sig uden for deres kommune og i morgen kun forlade hjemmet for at gå på apoteket eller til lægen.

Eli Ben-Shem, formand for den største organisation for faldne soldater og deres familier, ”Yad Lebanim” (hebraisk for: mindet om sønnerne), er rystet over regeringens beslutning om at aflyse mindedagen. Ifølge den israelske avis Jerusalem Post har han skrevet til forsvarsministeriet, at efterladte forældre har truet med at begå selvmord på deres døtres eller sønners grave. Miriam, en 93-årig mor til en falden soldat, har grædt i Israels Radio over, at det årlige familiemøde med børn, børnebørn, nevøer og niecer på sønnens grav er taget fra hende.

Men forsvarsministeriets statistik fortæller, at 80 procent af de faldnes forældre i dag er over 67 år og i risikogruppen for coronavirus. Derfor er familierne blevet opfordret til i stedet at besøge gravene i dagene op til mindedagen. Den centrale mindehøjtidelighed med generaler og politikere iført ansigtsmasker vil finde sted uden publikum.

For Ruth Spira gør det ingen forskel, at man ikke må besøge de militære begravelsespladser. Hun har siden 1974 holdt sig fra de officielle ceremonier.

”Der er tusinder af mennesker. Politikere og generaler, der taler om heltedåd over højttalere. Det er det mest upersonlige, man kan forestille sig. Jeg tror ikke, at mange holder af de ceremonier, men de kommer, fordi de ikke kan holde tanken ud om, at graven for deres kære er ladt alene, når der står familier rundt om alle de andre grave,” siger hun.

Ruth Spira udgav sidste år en interviewbog om sorgen og stilheden med 28 israelske kvinder – enker, søstre og kærester til de faldne. Stemmer, som det israelske samfund ikke holder af at høre, siger hun.

Suzy Efrat var 24 år og mor til en lille pige, da hendes mand, Eitan, faldt.

”Hver dag under krigen sendte han mig et postkort. Den. 20 oktober (1973) kom det sidste kort. Så bekymringen og efter tre uger beskeden om, at han var faldet,” siger hun.

Trods sorgen bed hun tænderne sammen, overlod babyen til sin mor og gjorde sin gymnasielæreruddannelse færdig. Hun ville ”uddanne kritisk tænkende generationer, der vil livet og ikke krig”.

Hendes stemme bliver grødet, når hun taler om den ”høje, smukke, elskelige og kloge” unge mand, hun mistede for 47 år siden.

”Sorgen er stadig uendelig stor”, siger hun.

Eitan blev begravet i den landsby, hvor hans forældre boede, og hver måned siden har Suzy Efrat besøgt graven. For at sikre sig, at mindeceremonien i landsbyen blev ”værdig og ordentlig, fordi mindet om de faldne er vigtigt”, har hun i årevis stået for at arrangere den. I år markerer hun mindedagen uden de mange venner, der plejer at favne hende, men sammen med sin partner, der mistede sin søn i Libanon i 1993.

Michal Pundak Sagie var 14 år, da hendes bor, Uri, faldt i 1973. I mange år gik hun med familien til den officielle mindeceremoni på Tel Avivs største militærbegravelsesplads, men hadede mere og mere talernes ”nationale patos”. Et år stod hun og en anden fredsaktivist ved indgangen med sorte flag. En demonstration imod vold og krig.

”I år har corona befriet mig for det dilemma,” siger hun.

Siden 2005 har Michal Pun-dak Sagie deltaget i den alternative mindehøjtidelighed, der blandt andet organiseres af Forældrecirklen, en organisation af israelske og palæstinensiske familier, der har mistet kære i konflikten og som arbejder for forsoning. I år bliver den alternative ceremoni holdt over internettet.

Forsvarsministeriet opfordrer befolkningen til at se den officielle på tv og tænde virtuelle lys for deres faldne.