Prøv avisen

Coronavirus udløser angst for det ukendte

”Frygt er irrationel. Vi bliver ikke bange for det, vi burde blive bange for. For eksempel burde vi være utrolig bange for at køre på landevejene. Det er vi ikke, selvom de er vældig farlige. Men vi frygter det nye og ukendte, som et virus jo er,” siger Keld Molin, psykolog og rådgiver for blandt andet Beredskabsstyrelsen med speciale i krisers og terrorangrebs psykologi. Foto: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix

Udbruddet af coronavirus i Kina har meget lav risiko for at nå Danmark. Alligevel breder nervøsiteten sig. ”Vi bliver bange for det forkerte,” siger psykolog

Nervøsiteten for den nye kinesiske virus corona breder sig hurtigere end virusset selv. Selvom læger og andre sundhedsfaglige eksperter understreger, at udbruddet har lav risiko for at sprede sig uden for Kina, er coronavirusset blevet en af tophistorierne i de danske og internationale medier, og Kinas intense bestræbelser på at inddæmme smitten følges opmærksomt og bekymret over hele verden – uagtet, at antallet af ofre stadig er forsvindende få. Indtil i går var 81 mennesker døde i Kina af corona ud af en befolkning på 1,4 milliarder, og blandt resten af verdens befolkning på 6,4 milliarder mennesker var der 44 bekræftede tilfælde af smitte. Ifølge FN’s sundhedsorganisation, WHO, er der foreløbig ikke tale om en international sundhedskrise.

Ét er dog tal og eksperter, der fortæller, at der er langt større risiko for at dø i trafikken end for at dø af corona-virus. Noget andet er den frygt, virusser har det med at sprede. Som tidligere set med sars, fugleinfluenza og ebola.

”Frygt er irrationel. Vi bliver ikke bange for det, vi burde blive bange for. For eksempel burde vi være utroligt bange for at køre på landevejene. Det er vi ikke, selvom de er vældig farlige. Men vi frygter det nye og ukendte, som et virus jo er,” siger Keld Molin, psykolog og rådgiver for blandt andet Beredskabsstyrelsen med speciale i krisers og terrorangrebs psykologi.

Klinisk psykolog Trine Lind Laursen, der har speciale i angst, stress og depression, peger på, at vi mennesker sjældent ved, om vi bekymrer os om det rigtige.

Vores krop er ikke i stand til at skelne mellem en reel og en oplevet trussel. Vi reagerer med angst i begge tilfælde.

”Det er vældig praktisk, når der er en bjørn, der står og brøler lige foran os, men når det er en coronavirus, vi efter alt at dømme aldrig kommer i berøring med, så er det ikke hensigtsmæssigt. Men vores angstsystem er ikke rationelt,” siger hun.

Ifølge Keld Molin skaber virusser yderligere nervøsitet. fordi man har at gøre med noget usynligt, hvor man kan bliver smittet uden at vide det.

”Man har ikke kontrol over situationen. Og det skaber en stor usikkerhed, når vi ikke kan aflæse risikoen,” siger han.

Når dertil kommer, at en virus principielt har potentiale til at smitte mange millioner af mennesker,hvisdet ikke lykkes at standse den, har frygten let spil. Selvom erfaringen viser, at det i nyere tid er lykkedes at bremse alle virusser, lever usikkerheden altid.

”Hver virus er en ny virus, og som sådan begynder vores frygt forfra hver gang. Det er først, når vi ser, at myndighederne har ret, og den ikke spreder sig, at vi begynder at vænne os til den og slappe af,” siger Keld Molin.

Den amerikanske læge og professor i medicin ved New York Universitet Marc Siegel skrev i 2006 bogen ”False Alarm: The Truth About the Epidemic of Fear” (Falsk alarm: Sandheden om frygtens epidemi).

I en kommentar til coronaudbruddet på den amerikanske nyhedsside The Hill skriver Siegel, at ”vi nu endnu engang føler os sårbare over for et mystisk nyt virus, som det, der har bredt sig mellem arterne fra et ukendt dyr på et fiskemarked i Wuhan”.

Men det sikreste bud er stadig, skriver han også, at ”vores mareridtsagtige frygt er langt værre end virkeligheden, og at dette kongen af virusser (corona hedder sådan, fordi det ligner en krone i et mikroskop, red.) er langt mindre farligt end det årlige udbrud af influenza, som hvert år slår millioner ihjel over hele verden”.

I 2003 var den canadiske by Toronto og provinsen Ontario blandt dem, der blev ramt af sars, og 44 mennesker døde. David McKeown blev embedslæge i Toronto året efter og var det frem til 2016.

Han hæftede sig i sidste uge i et indlæg i den canadiske avis The Globe and Mail ved, at en virussmitte både kan være en biologisk og en sociologisk begivenhed.

Et virusudbrud ledsages ofte af en irrational frygt for de mennesker, der forbindes med det sted, hvor sygdommen er opstået. Hvilket førte til urimelig diskrimination af byens asiatiske mindretal under sars-udbruddet i 2003.8