Corona har spredt sig til græske flygtningelejre

Flygtningelejrene Ritsona og Malakasa nær Athen er spærret af, efter at de første personer er erklæret smittede med corona. Lejrene kan risikere hårde sygdomsforløb, vurderer forsker

Flygtninge og frivillige med masker i Ritsonalejren i Grækenland, hvor der nu er konstateret 23 tilfælde af coronavirus. Lejren er blevet spærret af i 14 dage. Det har længe været en stor bekymring hos læger og humanitære organisationer, at corona skulle sprede sig til de tætpakkede flygtningelejre, hvor det er svært at overholde de gode råd om afstand og hygiejne. – Foto: Yannis Kolesidis/EPA/Ritzau Scanpix.
Flygtninge og frivillige med masker i Ritsonalejren i Grækenland, hvor der nu er konstateret 23 tilfælde af coronavirus. Lejren er blevet spærret af i 14 dage. Det har længe været en stor bekymring hos læger og humanitære organisationer, at corona skulle sprede sig til de tætpakkede flygtningelejre, hvor det er svært at overholde de gode råd om afstand og hygiejne. – Foto: Yannis Kolesidis/EPA/Ritzau Scanpix.

Siden coronapandemiens begyndelse har læger og hjælpeorganisationer bekymret sig om konsekvenserne, hvis virussen spredte sig i de overbefolkede græske flygtningelejre. Ifølge de internationale medier er frygten nu blevet en realitet, efter at 19-årig kvinde i flygtningelejren Ritsona blev erklæret corona-smittet, da hun skulle føde på et hospital i Athen.

Den Internationale Organisation for Migration, IOM, som arbejder i 31 græske flygtningelejre, bekræfter, at der er 23 coronasmittede i flygtningelejren Ritsona nær Athen, hvor der bor omkring 2700 mennesker. I den nærliggende flygtningelejr Malakasa blev også en 53-årig mand erklæret coronasmittet i søndags, og organisationen oplyser, at smittetallet indtil videre er på fire i Malakasa, som huser omkring 1600 mennesker. I begge lejre er flertallet af beboerne mellem 25 og 35 år.

”Vi er selvfølgelig meget bekymrede over, at der nu er coronasmittede i lejrene. Begge lejre er i karantæne, men læger har stadig adgang, ligesom vi deler mad og forsyninger rundt til beboerne,” siger Christine Niklaidou, repræsentant for IOM i Grækenland.

Speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet og lektor ved Center for Global Sundhed, Christian Wejse, vurderer, at der vil være en stejl smittekurve i flygtningelejrene, hvor folk bliver hurtigt smittet over kortere tid. Han peger på, at det er en fordel, at de fleste i lejrene er unge, men vurderer alligevel, at der kan komme en højere forekomst af hårde sygdomsforløb, da mennesker bor tæt sammen og ikke har ordentlig adgang til hygiejne.

”For mange sygdomme gælder det, at når smitten er mere koncentreret, er det også farligere. Det er ikke bevist for covid-19, men man kan forestille sig, at det også gælder den virus. Dermed kan forløbene være sværere for dem, som eksempelvis ligger i et lille telt sammen med en hostende og dermed indånder massive mængder virus i forhold til, hvis man møder virus i en dråbe på et håndtag,” siger han.

Selvom der endnu ikke er bekræftet coronasmittede i den omdiskuterede flygtningelejr Moria på den græske ø Lesbos, hvor der bor omkring 20.000 mennesker – flere end seks gange så mange, som den er beregnet til – forbereder den internationale organisation Læger uden Grænser sig på situationen.

”Vi oplyser beboerne om, hvordan de kan beskytte sig selv mod virussen, selvom det også føles ironisk. I nogle områder af lejren er der kun én vandforsyning, som 1300 mennesker må deles om. Hvordan kan de beskytte sig selv, når de ikke har nok vand, eller isolere sig selv, når der bor omkring 10 mennesker i et telt? Den eneste mulighed på det her tidspunkt er, at flytte folk fra lejren,” siger Anna Pantelia, pressetalsmand i den græske afdeling af Læger uden Grænser, som oplyser, at der allerede florerer sygdom blandt beboerne.

”Vi vurderer, at omkring 600 mennesker i flygtningelejrene på Lesbos og Samos er i risikozonen for at miste livet, hvis de bliver smittet med corona, og derfor skal de og deres familier rykkes ud af lejrene hurtigst muligt. Den græske regering sagde forleden, at de vil begynde at flytte mennesker, som er særligt udsatte, men indtil videre er der ikke sket noget,” siger hun og tilføjer:

”Det er nødt til at være regeringens førsteprioritet, at alle bliver beskyttet mod virussen. Ellers kan virussen sprede sig langt mere.”

Ifølge nyhedssiden EUobserver har EU bevilget over fem millioner kroner til at forebygge coronasmitte blandt migranter og flygtninge i Grækenland.

”Jeg tror, at de (Grækenland, red.) kan klare den,” siger Ylva Johansson, EU-kommissær for indre anliggender, til EUobserver om situationen i Grækenland.