Corona løber med mediebilledet: Her er nogle af de øvrige vigtige historier i verden

Succesfuld bekæmpelse af ebola i DRCongo, lykkelige finner, henrettelsen af indiske voldtægtsmænd, EU-forhandlinger om ny flygtningeaftale med Tyrkiet og et syrisk kvindefodboldhold, som har fået heltestatus. Corona-pandemien er over os, men der sker også andre ting i verden

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, kræver nye løfter om pengestøtte, hvis Tyrkiet skal forhindre titusinder af flygtninge i at forlade landet og forsøge at nå til Europa.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, kræver nye løfter om pengestøtte, hvis Tyrkiet skal forhindre titusinder af flygtninge i at forlade landet og forsøge at nå til Europa. Foto: Presidential Press Office/Reuters/Ritzau Scanpix.

Er man optaget af demokrati og oplysning, kan man umiddelbart glæde sig over, at folk for tiden læser langt flere nyhedsartikler end normalt. Sammenlignet med samme uge for et år siden steg antallet af sidevisninger på online-nyhedsmedier i sidste uge 30 procent, viser tal fra det amerikanske analyseinstitut Parse.ly.

Den enorme medieinteresse bunder dog ikke så meget i en generel tørst efter oplysning som i behovet for at følge den seneste udvikling i corona-pandemien, konkluderer flere medieanalyser. Det behov afspejler sig også i det brede mediebillede, hvor det for tiden kan være vanskeligt at finde nyheder om andet end den dødbringende virus. Kristeligt Dagblad sætter derfor fokus på en række historier, som har fået beskeden eller slet ingen opmærksomhed.

I den positive ende fortæller Verdenssundhedsorganisationen WHO, at den sidste ebola-patient er blevet udskrevet i DRCongo. Det er mere end tre uger siden, at man har registreret et tilfælde af ebola-smitte i det centralafrikanske land, hvor mindst 2200 personer de seneste år er døde af den farlige sygdom. Der er stadig risiko for, at sygdommen igen viser sig, men WHO taler om en ”vigtig milepæl”.

En mere trist nyhed fra DRCongo er, at volden i det uroplagede land igen er blusset op. Siden begyndelsen af måneden er cirka 50 mennesker i den østlige Ituri-provins blevet myrdet af en milits-gruppe, skriver den ugandiske avis Daily Monitor. En lokal præst blev for en uge siden angrebet efter at have holdt messe, han forsvarede sig mod voldsmændene og mistede tre fingre, men slap med livet i behold. Volden i den uroplagede provins har krævet cirka 700 menneskeliv på to år.

I Europa forsøger den franske præsident, Emmanuel Macron, den britiske premierminister, Boris Johnson, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, at forhandle sig frem til en ny flygtningeaftale med Tyrkiet. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, kræver nye løfter om pengestøtte, hvis Tyrkiet skal forhindre titusinder af flygtninge i at forlade landet og forsøge at nå til Europa i kølvandet på den russisksyriske offensiv i det nordvestlige Syrien. Erdogan opfordrede for nylig tusinder af flygtninge i landet til at fortsætte rejsen mod de græske øer, og europæiske ledere frygter en gentagelse af flygtningestrømmen i 2015.

Svære forhandlinger præger i det hele taget Europa. Brexit-forhandlingerne blev forleden sat på stand-by, og politikere i London og Bruxelles har sået tvivl om, hvorvidt Storbritannien vil være klar til at forlade EU ved udgangen af året. Den britiske premierminister, Boris Johnson, er forpligtet til at afvikle Brexit-overgangsperioden ved årets udgang, men forhandlere på begge sider mener, at processen vil blive forsinket, blandt andet som følge af, at EU’s Brexit-forhandler, Michel Barnier, er blevet testet positiv for coronavirus.

Finnerne lader sig tilsyneladende ikke gå på af de store udfordringer i Europa. I hvert fald er Finland for tredje år i træk kåret som verdens lykkeligste land. Det fremgår af FN’s World Happiness Report, som er baseret på en række undersøgelser foretaget mellem 2017 og 2019. Danskerne får en andenplads foran Schweiz, mens Island ligger på fjerdepladsen, og Sverige er nummer syv. Ifølge rapporten er Afghanistan det mindst lykkelige land i verden.

Tyskland bekæmper ikke blot corona i denne tid. Tysk politi har gennemført en række razziaer mod personer mistænkt for at være del af den højrenationale Reichsbürger-bevægelse. Det skete i forbindelse med, at den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, har forbudt dele af bevægelsen i kølvandet på en række højreekstremistiske attentater i Tyskland det seneste år. Reichsbürger-bevægelsen betragter den tyske forbundsrepublik som en jødisk sammensværgelse og lever i en parallelverden med egne id-kort. Bevægelsen tæller cirka 19.000 personer, mange er voldsparate, og medlemmerne ”udtrykker klart deres intolerance over for demokratiet gennem racisme, antisemitisme og historisk revisionisme”, meddeler indenrigsministeriet.

I Indien blev fire mænd fredag henrettet ved hængning for en gruppevoldtægt og drabet på en studerende i 2012. Sagen vakte dengang international opsigt og udløste store folkelige protester på grund af dens brutalitet. Offeret for voldtægten, den 23-årige kvindelige studerende Jyoti Singh, døde, to uger efter at mændene havde angrebet og voldtaget hende på skift i en bus i New Delhi. Mændene torturerede den unge kvinde med en jernstang, mens bussen kørte rundt i gaderne i den indiske hovedstad. Singh blev kastet ud fra bussen efter 45 minutter med omfattende indre kvæstelser, og hun døde af sine kvæstelser 13 dage senere på et hospital i Singapore.

De amerikanske primærvalg plejer at stjæle overskrifter, men man skal et stykke ned på de store mediers hjemmesider for at opdage, at Joe Biden efter alt at dømme bliver Demokraternes præsidentkandidat ved præsidentvalget senere i år. Joe Biden vandt i tirsdags tre store valgsejre over konkurrenten Bernie Sanders i Florida, Illinois og Arizona, og mange ønsker nu, at den selverklærede socialist Sanders opgiver sin valgkamp, så Demokraterne kan koncentrere sig om kampen mod præsident Donald Trump. Joe Biden beskrives som en moderat politiker, der modsat Sanders og Trump taler for sammenhold og samling, og han har lovet at udpege en kvindelig vicepræsident, hvis han vinder.

I USA oplever flertallet af kristne i øvrigt, at deres religion mister indflydelse, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Pew. Mange går så langt som til at sige, at der hersker spændinger mellem deres tro og det amerikanske samfund. To tredjedele af de hvide evangelikale kristne mener, at der er konflikt mellem deres religiøse overbevisning og den almindelige amerikanske kultur.

I Syrien er krigen gået ind i sit tiende år, og hver anden syrer er siden krigens begyndelse blevet drevet på flugt. Men der er også små lysglimt i landet. I den lille by Amuda ved grænsen til Tyrkiet har et kvindeligt fodboldhold netop vundet det første nationale mesterskab og bliver hyldet som heltinder, skriver verdensbedstenyheder.dk.

For syv år siden var det utænkeligt, at kvinder spillede fodbold i regionen, men den lokale radiostation Arta FM grundlagde et kvindehold som led i kampen for kvinders rettigheder. Boldsporten har siden givet kvinder et fællesskab og et frirum fra krigen og har pillet ved den mandsdominerede opfattelse, at kvinder ikke må dyrke sport i offentligheden.