Corona slår Trump ud af kurs

Præsident Trump forsøger nu at genopfinde sig selv som empatisk leder og statsmand. Men der er ingen tegn på, at coronakrisen har indsnævret USA partipolitiske kløft, og ængstelige amerikanere venter stadig på hjælp

Donald Trump har ikke været i stand til at undertrykke sine anti-videnskabelige, krakilske, fremmedfjendske, ansvarsforflygtigende tendenser under coronakrisen, skriver Kristeligt Dagblads USA-korrespondent.
Donald Trump har ikke været i stand til at undertrykke sine anti-videnskabelige, krakilske, fremmedfjendske, ansvarsforflygtigende tendenser under coronakrisen, skriver Kristeligt Dagblads USA-korrespondent. . Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

Donald Trump betragter nu sig selv som en krigstidspræsident. Kampen mod coronavirussen, der i USA indtil videre har taget livet af 473 mennesker og skabt dyb angst og frygt i befolkningen, er ifølge præsidenten at sammenligne med en krig.

Efter flere ugers negligering og bagatellisering af coronaudbruddet har han ændret tone og lyder nu mere alvorstung. I sidste uge refererede Trump til folkets kollektive indsats og afsavn under Anden Verdenskrig, da han advarede amerikanerne om det, som ligger forude.

”Hver generation af amerikanere er blevet bedt om at give afkald for nationens bedste. Og nu er det vores tid. Vi må opofre os sammen, fordi vi alle er i dette sammen, og vi vil komme igennem det sammen. Det er den usynlige fjende,” sagde han.

I weekenden forsøgte han sig som empatisk leder og sagde blandt andet, at ”ingen amerikaner er alene, så længe vi står sammen”. Men præsident Trump har ikke været i stand til at undertrykke sine anti-videnskabelige, krakilske, fremmedfjendske, ansvarsforflygtigende tendenser.

Altimens han prøver at berolige offentligheden, angriber Trump fortsat nyhedsmedierne, håner sine politiske modstandere, bebrejder sin forgænger Barack Obama for det svage amerikanske pandemiberedskab og beklager sig over det personlige økonomiske offer, han som rigmand har ydet ved at stille op som præsident. Han har også bevidst valgt at stemple coronavirussen som en ”kinesisk virus” og bruger enhver lejlighed til at minde sine vælgere om, hvorfra smitten stammer. Budskabet er underforstået, at ansvaret for dens konsekvenser i sidste ende ikke ligger hos ham.

I går beordrede præsident Trump nationalgarden indsat i de tre hårdest ramte delstater New York, Californien og Washington til at hjælpe med at levere medicinsk udstyr og opsætte midlertidige klinikker. Præsidenten har også sendt to skibe, der skal fungere som flydende hospitaler, til New York og Californien.

Men en enorm stor hjælpepakke på næsten 2000 milliarder dollars, der har til formål at afværge et økonomisk sammenbrud, stødte i weekenden på grund i Senatet på grund af uenigheder mellem Republikanerne og Demokraterne om fordelingen af midlerne. Mens Demokraterne blandt andet vil sende flere penge direkte til delstaterne, til familier og til hospitalsvæsenet, presser Republikanerne på for at stabilisere økonomien ved at prioritere USA’s store industrisektorer og berolige finansmarkederne.

De politiske ledere fra begge partier og repræsentanter for Trump-regeringen genoptog i går forhandlingerne og udtrykker håb om, at hjælpepakken snart vil komme til afstemning.

For coronakrisen sætter USA’s politiske, økonomiske og sociale sammenhængskraft på prøve. Bureaukratiske fejltrin har bidraget til en mangel på diagnostiske tests, og hospitaler og sundhedspersonale trygler om beskyttelsesudstyr og respiratorer. Finansmarkederne har mistet en tredjedel af deres værdi på under en måned, og amerikanske lønmodtagere fyres på stribe.

Krisen sætter med al tydelighed også en præsident på sin hidtil største prøve, hvis varemærke er giftig partipolitisk splid, smålighed, mistillid, foragt for statslige institutioner og en løs omgang med kendsgerninger. Coronaudbruddet vil kræve netop det, som Trump har brugt de seneste godt tre år på at undgå: tværpolitisk samarbejde, sproglig omhu, selvbehersk-else og lid til bureaukratisk ekspertise.

Hvorvidt han træder i karakter eller ej, vil blive afgørende for både hans eget eftermæle og USA’s fremtid som verdens mægtigste nation.