Der er kaos på Sovesal 5. Larmen fra salens 95 beboere skærer i ørerne, og luften er tyk af sved, udåndinger og et gammelt ineffektivt udluftningssystem. Henne ved computerbordet i den ene ende af lokalet deles Mike Cronin og Kenneth Wilkinson om telefonrøret.
”Vi er alle sammen testet positive herinde, men nu har de lige sendt 10 nye fanger herind, der ikke har corona. Det giver ingen mening det her,” råber Kenneth Wilkinson for at overdøve larmen.
”Det kan godt være, vi har brudt loven, men vi er stadigvæk mennesker. Vi sidder bare her og ved ikke, om vores næste indånding bliver vores sidste,” fortsætter Mike Cronin.
Han er 33 år og afsoner en fire år lang straf for narkotikahandel i Marion-statsfængslet i delstaten Ohio. Hans køjesengsmakker Kenneth Wilkinson er på samme alder og har afsonet 11 af sine i alt 16 år for drabsforsøg. Mændene fortæller Kristeligt Dagblad deres historie over sovesalens telefon.
De er begge syge. Kenneth Wilkinson har hovedpine, ryster i kroppen og må hele tiden løbe ud på stuens eneste badeværelse for at tage sig af sin diarré. Mike Cronin er så småt ved at få det bedre, efter at han i sidste uge faldt om nede i ”hullet”, som de kalder isolationscellerne, udmattet af febervildelser og en følelse af at indånde glassplinter, som han beskriver det.
Dag ud og dag ind sidder de på den tætpakkede stue. I et forsøg på at sænke smittespredningen er alle sportsaktiviteter, undervisning og bibelgrupper aflyst, og hvor fangerne på medium security -fængslet plejede at kunne gå udenfor og bevæge sig rundt på gangene, må de nu kun opholde sig uden for sovesalen i en time om dagen.
De 50 køjesenge står med under en meters afstand. Om natten er hver anden indsat beordret til at sove med fødderne den anden vej for at undgå, at de syge mænd puster hinanden for meget i hovedet. Noget, der normalt ellers ikke er tilladt, da risikoen for at blive overfaldet er større, når man ligger med hovedet ud mod gangarealet.
Det er som et fængsel inde i fængslet, beskriver mændene det.
Siden den første fængselsvagt blev testet positiv med corona i slutningen af marts, har smitten bredt sig som en steppebrand bag fængselsmurene. I dag er 90 procent af Marions 2400 indsatte testet positive, 13 fanger og to vagter har mistet livet til virussen, og halvdelen af personalet er for syge til at komme på arbejde.
Statsfængslet i Ohio er nu det fængsel i USA, der har den højeste smitteprocent, og som dermed er blevet skrækscenariet for den krise, som USA’s mere end 2,3 millioner indsatte og 400.000 fængselsvagter fordelt i cirka 6000 fængsler står overfor.
De amerikanske fængsler er blevet det altoverskyggende hotspot for landets smittespredning og er ifølge eksperter mere udsatte end både alderdomshjem og krydstogtskibe. Den verdensomspændende pandemi har kastet lys på endnu en af USA’s skyggesider, og på Sovesal 5, der er kendt for at huse fængslets mest hårdkogte typer, føler Mike Cronin og Kenneth Wilkinson en grad af angst, som de ikke har oplevet før under afsoningen.
Et par køjesenge fra dem fnyser James Dzelajlija over måden, som fængslet har håndteret virussen på. Han afsoner en dom på 17 år for væbnet røveri, har været i fængsel flere gange før og ved af erfaring, at det er umuligt at holde fysisk afstand og solid hygiejne i et fængsel som Marion. Alligevel kunne fængslet have handlet anderledes, mener han.
”De skulle have testet os alle sammen, da den første vagt blev syg, eller i det mindste da den første vagt døde, og derefter isoleret syge fra raske. Men det tog en måned, før de begyndte at teste. Nu siger de, vi ikke må gå ud, fordi vi alle sammen er testet positive, men hvorfor har de så lige sendt 10 fanger herind, der er testet negative?”, spørger han ligesom sine to medfanger.
”For mig ser det ud som om, at de bare prøver at få alle til at blive syge.”
Telefonforbindelsen hakker, og James Dzelajlijas stemme mudres yderligere af stofmasken foran hans mund, som alle fanger har fået udleveret med ordre om at bære døgnet rundt. Masken er lavet af samme stof som fangernes underbukser. Et ydmygende og unødvendigt valg af materiale til et miljø, hvor homofobi og seksuelle overfald er en del af hverdagen, lyder hans og de andre fangers analyse.
Ifølge officielle meldinger fra Marion-fængslets ledelse skyldes den sene testning primært mangel på testudstyr. Et generelt problem, som hele det amerikanske samfund har stået over for i coronakrisens første måneder, men efterhånden som Ohios fængsler er kommet mere og mere i offentlighedens søgelys, står et stigende antal af Marions omkring 300 fængselsansatte nu frem med kritik af institutionens håndtering af situationen.
”Jeg mener, at vi var for langsomme til at reagere. I stedet for at lukke alting ned, begrænse bevægelse og kontakt for at forhindre et smitteudbrud, så blev det hele gjort gradvist. Nu er vi over bristepunktet. Vi er underbemandede og tager fire eller flere dobbeltvagter i træk. De af os, der er syge, bliver bedt om at komme tilbage på arbejde efter kun tre dage uden symptomer, og uden at indføre mere testning er der ingen mulighed for at vide, om vi udsætter personale og indsatte for yderligere smittefare. At være fængselsvagt er et farligt arbejde på en god dag. Lige nu er det et helvede,” beretter fængselsvagten Brian Miller i et brev distribueret af fængselsvagternes fagforening.
Han har arbejdet i Marion-fængslet i 20 år og er nu selv testet positiv for covid-19.
Andre vagter fortæller om angsten for at bringe virussen med hjem til deres familier. Nogle af dem har taget konsekvensen og boet på hotel i ugevis for ikke at udsætte deres børn og ægtefæller for smittefare.
Advarselslamperne om smittespredning i USA’s tætpakkede fængsler har blinket længe, også før coronaens tid, blandt andet med reference til forskning i 1990’ernes hiv-epidemi, hvor mindst 20 procent af landets smittede havde været gennem det amerikanske fængselssystem. Den amerikanske borgerrettighedsorganisation Aclu skønner, at covid-19 vil koste yderligere 100.000 amerikanere livet ud over det senest estimerede forventede dødstal på 147.000. Tre fjerde-dele af de ekstra ofre vil være amerikanere uden for fængselsmurene, der kommer i kontakt med virus bragt ud af blandt andre smittet fængselspersonale, og estimeringen er ifølge ngo’en meget lavt sat.
”Når det kommer til covid-19-dødsfald, er masseindespærring USA’s akilleshæl,” lyder det i en rapport fra Aclu, som kommer med et løsningsforslag, der kan sætte en skræk i enhver politiker:
For at sænke smitten tilstrækkeligt, skal fængselskapaciteten skæres drastisk ned og i tilfælde som Ohios til mindst det halve. Et løsningsforslag, der også er set i andre lande under coronakrisen, og som bakkes op af førende eksperter på området heriblandt professor i epidemiologi ved Columbia University, Seth Prins:
”Den eneste effektive strategi er at få så mange mennesker ud som muligt. Jeg ville ønske, der var en middelvej, men det er der ikke,” har han sagt til avisen Texas Tribune.
Med den nationale rekord for både smitteprocent og antal dødsfald i fængslerne er Ohios guvernør, Mike DeWine, under stort politisk pres. I løbet af de seneste uger har han sat navne på 205 ikke-voldelige indsatte til mulig løsladelse og anbefalet, at yderligere 100 bliver taget op til revision. Flere er allerede løsladt, men med en samlet fængselsbefolkning på 49.000 indsatte er 300 løsladelser blot dråber i vandet, og demonstrationer arrangeret af lokale menneskerettighedsorganisationer tager nu til i størrelse foran blandt andet Marion-fængslet. På den anden side i debatten står guvernøren som resten af landets politikere over for en befolkning, der finder det voldsomt bekym-rende at slippe kriminelle ud i samfundet – ikke mindst midt i en national undtagelsestilstand.
I april gik historien om en mor fra delstaten Illinois, hvis datter blev dræbt i et skyderi sidste år, landets medier rundt, da den formodede gerningsmand netop er blevet sat fri som led i en række coronarelaterede løsladelser. Historien taler direkte ind i alt det, amerikanerne frygter, og blev yderligere forstærket, da en mand i Florida blev anholdt den 15. april mistænkt for drab få da-ge efter, at han også var blevet løsladt af coronarelaterede årsager.
Tilbage i Marion på den første køjeseng ved sovesalens indgang forstår Travis Williams godt folks bekymring. Han mener principielt ikke, at indsatte dømt for grove, voldelige forbrydelser skal sættes fri, men mener på den anden side, at man er nødt til at se på det enkelte tilfælde.
”Mange af mændene herinde har ét, måske to år tilbage af deres straf. De kom ikke herind med en potentiel dødsstraf. Hvad hvis en af dem dør af corona? Har man så ikke lige givet ham en dødsstraf, fordi man ikke ville lukke ham ud lidt tidligere? Det aspekt er vanvittigt for mig, og folk forstår det ikke, fordi de ikke selv har været i fængsel,” forklarer den 42-årige drabsdømte livstidsfange.
I dagligdagen på Marion holder Travis Williams sig generelt for sig selv. Bølgerne går højt på den tætpakkede stue, og de 95 mænd ender oftere og oftere i totterne på vagterne og hinanden. Mange søger tilflugt i stoffet kaldet K2, en blanding af rottegift, kakerlakspray og syntetisk heroin røget på små stykker papir, som får mændene til at trippe i hallucinerende anfald. Men Travis Williams vil ikke rodes ind i problemer. Han har siddet inde i 19 år og står for første gang til at skulle have genoptaget sin sag for en dommer inden for nærmeste fremtid. Han afsoner en dom på 25 år til livstid for at have rusket sin 10 måneder gamle datter ihjel.
Dengang i 2001 erkendte han sig skyldig, men udelukkende for at beskytte sit kommende barn, forklarer han nu. Det var hans gravide forlovede, der mistede besindelsen, da datteren ikke ville stoppe med at græde, og ruskede spædbarnet, mens Travis Williams var ude at handle. Han tog skylden, for at deres kommende barn ikke skulle fødes bag tremmer, uddyber han.
Små 30 kilometer fra fængslet er gulvet i Travis Williams’ mors garage fuld af kasser med papirer fra 19 års forsøg på at bevise sønnens uskyld. Flere støttegrupper for indsatte er gået ind i sagen og mener, at der er belæg for en løsladelse, men nu frygter moderen, Tracy McIntosh, at sagen bliver udskudt på ubestemt tid på grund af corona.
Hendes hjerte er ved at revne, hver gang sønnen ringer og fortæller, hvordan han har svært ved at få luft inde på den proppede stue, og hvordan hans coronasymptomer yderligere forværres af, at posten med hans astma-inhalatorer er tre uger forsinket. Efter sidste uges nyhed fra et af Ohios andre store statsfængsler i byen Pickaway har hendes dårlige nerver fået ny næring.
Den 69-årige Carlos Ridley sad ligesom Travis Williams inde på livstid for drab, og siden han blev dømt for 40 år siden, har familien kæmpet for at bevise hans uskyld. I år var der endelig kommet fremskridt i sagen, da Ridleys datter Kenosha Hines havde hørt om en ny form for dna-test, der ifølge advokater og uvildige eksperter ville være nøglen til endelig at få hendes far frikendt.
Men i sidste måned begyndte Carlos Ridley at blive syg. Han var overbevist om, han havde fået virussen, men fængslet i Picka-way ville ikke teste og beholdt ham på en af de proppede sovesale.
”Han blev ved med at sige, han var syg, men ingen lyttede. Ingen gjorde noget. Det føltes, som om de var ligeglade. Han var bare endnu et nummer og fortjente at være der, fordi han var dømt for en forbrydelse,” fortæller datteren.
Da Kenosha Hines for nogle uger siden talte med ham over Skype, kunne hun dårligt kende sin far. Udmattet af feber og brystsmerter kunne han ikke holde hovedet oppe i mere end et par minutter, før han måtte opgive, lægge på og gå tilbage til sin køjeseng. I fire dage kunne Kenosha Hines og hendes søstre ikke få fat på ham, og på femtedagen kom opkaldet så. Carlos Ridley var blevet testet positiv dagen efter deres videosamtale, var nu blevet sendt akut på hospitalet og havde kun få timer tilbage at leve i. Kenosha Hines nåede lige at logge ind på samtale-tjenesten Zoom, hvor lægen holdt faderens telefon op foran hospitalssengen, så hun kunne se ham tage sin sidste indånding. Dagen før skulle sagen om Carlos Ridleys dna-test have været for en dommer.
Travis Williams’ mor har sammen med en række andre pårørende nu lagt sag an mod blandt andre guvernør Mike DeWine for ikke at gøre nok for at beskytte de indsatte mod virussen. De pårørende forlanger, at tusinder af fanger omgående løslades fra Marion-fængslet.