Corona var en katastrofe i Indien. Vil det gentage sig?

Indien kom ud på den anden side af et corona-mareridt. Men før eller siden vil corona ramme landet igen, og det er ikke sikkert, at sundhedssystemet er klar til det, mener professor

Efter en stor vaccineindsats i Indien er smitten lige nu på lavt blus i storbyerne – blandt andet her i New Delhi, hvor rejsende bliver testet på en jernbane- station.
Efter en stor vaccineindsats i Indien er smitten lige nu på lavt blus i storbyerne – blandt andet her i New Delhi, hvor rejsende bliver testet på en jernbane- station. Foto: Sajjad Hussain/AFP/Ritzau Scanpix.

Nitish Kumar og hans to søstre, Soni og Chandani, begravede deres mor i maj.

Familien fra den lille by Madhulata i det nordøstlige Indien blev hårdt ramt af corona i foråret, da delta-varianten blev opdaget og spredte sig. Begge forældre måtte indlægges på et privathospital, som de næsten ikke havde råd til.

Børnenes far, en 40-årig læge, døde den 3. maj som følge af corona, og blot fire dage senere døde også moderen.

Ligesom mindst 1700 andre indiske børn blev de tre søskende forældreløse under den anden bølge af corona i foråret ifølge dagbladet The Guardian.

Det indiske sundhedsvæsen var alvorligt overbelastet, og corona-dødstallene bare steg fra dag til dag. Syge kunne ikke få sengepladser på hospitalerne, og de udendørs krematorier blev overfyldte i det befolkningsrige land med knap 1,4 milliarder indbyggere.

I dag lyder det samlede officielle dødstal som følge af corona i Indien på over 470.000. Et tal, som ifølge flere eksperter er stærkt underdrevet.

”Ud fra alle de beregninger, vi har foretaget, mener vi, at det korrekte dødstal er to til fem gange større end det, der bliver registreret,” sagde epidemiolog Bhramar Mukherjee fra universitetet i Michigan, USA, til avisen The New York Times i april.

Coronabølgen lagde sig dog over sommeren og efteråret, og den 5. november fejrede hinduer i hele Indien lysets fest, Diwali. En festtid, hvor millioner af mennesker tænder lys for at fejre det godes sejr over det onde. Og netop i år var den symbolik særligt belejlig.

Indien nåede nemlig en milesten for godt en måned siden. Befolkningen kunne fejre, at det var lykkedes at give en milliard vaccinestik mod corona.

”Indien skriver historie,” lød det fra landets premierminister, Narendra Modi, på Twitter den 21. oktober.

De daglige coronatal er ikke længere i nærheden af de hundredtusinder indere, der hver eneste dag blev konstateret smittede for et halvt år siden, og situationen synes for tiden at være under kontrol. Men nu er tilfælde af den nye coronavariant, omikron, også fundet i Indien. Så spørgsmålet er, om skrækscenariet fra foråret vil gentage sig.

Et midlertidigt pusterum

Der er god grund til, at premierminister Modi kan fejre, at der er blevet givet en milliard vaccinedoser, forklarer Jens Seeberg, som er professor i medicinsk antropologi med speciale i indiske forhold på Aarhus Universitet.

”I foråret var corona-situationen i Indien forfærdelig, men nu er man kommet ud af krisen. Det er man, dels fordi mange har været syge og har opnået immunitet, og dels fordi mange af dem, som var i særlig risiko, er døde. Men det skyldes også, at vaccineprogrammet er blevet udrullet,” siger han.

I foråret spredte delta-varianten sig i Indien. Efter en stor vaccineindsats er smitten lige nu på lavt blus – blandt andet her i storbyen Mumbai, men i sidste uge blev den nye variant af corona, omikron, fundet i det folkerige land.
I foråret spredte delta-varianten sig i Indien. Efter en stor vaccineindsats er smitten lige nu på lavt blus – blandt andet her i storbyen Mumbai, men i sidste uge blev den nye variant af corona, omikron, fundet i det folkerige land. Foto: Hemanshi Kamani/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvor længe inderne kan føle sig lettede, er dog usikkert. Når vaccinerne mister effekt, og hvis den nye omikron-variant spreder sig, risikerer Indien at komme til at stå i en lignende situation som i foråret. Selvom der er blevet givet over en milliard vaccinestik, er blot 33 procent af den indiske befolkning færdigvaccineret.

”Det indiske sundhedssystem er udsultet, og det er det gradvist blevet gennem mange år. Skiftende regeringer har valgt at privatisere det, og det betyder i sagens natur, at hospitalerne tjener penge på at behandle syge i stedet for at forebygge, at folk bliver indlagt. Det offentlige sundhedssystem har slet ikke kapacitet til at rumme de mange syge, som skal indlægges, når coronasmitten blusser op, som den gjorde i foråret,” siger han.

De tre børns forældre i Madhulata var langtfra de eneste, der havde svært ved at betale for hospitalsregningerne. Og nogle af de indere, som ikke kunne få en sengeplads og behandling på hospitalerne, søgte i desperation mod det sorte marked for at købe bekostelige iltforsyninger til deres syge familiemedlemmer.

Den britiske nyhedsstation BBC har talt med Vijaya Yeruva, som fortæller, at hans hustru måtte indlægges med corona i Hyderabad i det sydlige Indien, hvilket betyder, at de nu står tilbage med en regning på over 500.000 kroner.

Skepsis i landområder

På længere sigt står Indien overfor to udfordringer, når det drejer sig om coronapandemien, mener Jens Seeberg. For det første skal myndighederne finde en måde at få vaccinerne ud til langt flere i det folkerige land, og så skal den indiske regering desuden overbevise befolkningen om, at den skal vaccineres igen.

”Indere er vant til børnevaccinationer, som beskytter resten af livet. Men en hvilken som helst regering i Indien vil få vanskeligt ved at forklare befolkningen, at den skal vaccineres med regelmæssigt interval. Jeg har også svært ved at se, at man kan få vaccinerne ud til det antal mennesker, som det er nødvendigt at vaccinere, for at sundhedsvæsenet ikke knækker,” siger professoren.

Leena Menghaney er leder af Læger uden Grænser i Indien og arbejder med fordeling af medicin og vacciner. Ligesom Jens Seeberg mener hun, at den største udfordring er at øge tilslutningen til vaccinerne, nu hvor smittetallene er lave.

”I byer som Mumbai og New Delhi er der stor tilslutning til vaccinerne, men det er der ikke i landområderne. Folk har tøvet meget mere med at blive vaccineret, fordi det er første gang, at de oplever det, og fordi nogle er nødt til at rejse langt for at få et stik. Der er også mistillid blandt flere indere. Nogle unge mænd tror sågar, at det skader deres fertilitet, hvis de får vaccinen,” siger hun.

Selvom Leena Menghaney mener, at de indiske hospitaler i dag er bedre rustet til en ny bølge af corona, er hun skeptisk over for Narendra Modis selverklærede mål om at vaccinere alle voksne borgere inden årets udløb.

”Jeg tror heller ikke, det er realistisk, at 70 procent når at blive vaccineret inden årets udløb, hvis det fortsætter i dette tempo,” siger Leena Menghaney og tilføjer:

”Derfor er det første, man skal gøre, at informere befolkningen, og så skal det gøres nemmere for folk at få vaccinen, hvis en ny coronabølge ikke endnu en gang skal presse sundhedsvæsenet i bund.”