Coronahjælp handler ikke kun om erhvervslivet: Også eksistentiel ruin lurer om hjørnet

Midt i økonomiske hjælpepakker må vi ikke glemme, at også den eksistentielle ruin lurer i coronakrisens skygge. Det er ikke givet, at samfundets svageste klarer sig gennem isolationen, advarer Hanne Amanda Trangerud, religionsforsker og frivillig i norsk forening for forebyggelse af selvskade og selvmord

Psykisk sårbare personer over hele verden er særligt udsatte under coronapandemien, mener norske Hanne Amanda Trangerud. Her ses en fransk hjemløs alene foran de lukkede luksusbutikker på Paris’ berømte boulevard Champs-Élysées, mens der er indført udgangsforbud i den franske hovedstad. – Foto: Philippe Lopez/AFP/Ritzau Scanpix.
Psykisk sårbare personer over hele verden er særligt udsatte under coronapandemien, mener norske Hanne Amanda Trangerud. Her ses en fransk hjemløs alene foran de lukkede luksusbutikker på Paris’ berømte boulevard Champs-Élysées, mens der er indført udgangsforbud i den franske hovedstad. – Foto: Philippe Lopez/AFP/Ritzau Scanpix.

Kampen mod coronavirussen fylder alt lige nu. I medier, i ministerier og i mange menneskers sind. Og selvom den ene milliardstore hjælpepakke efter den anden retfærdigvis er løbet med sin del af opmærksomheden den seneste tid, er det fuldstændig afgørende, at vi midt i krisen ikke glemmer samfundets allermest sårbare – mennesker, for hvem isolationens skadevirkninger ikke kan gøres op i aflyste ferier og økonomiske tab.

”Karantæne kan være mentalt ødelæggende, og derfor er det bydende nødvendigt, at vi forstår, at truslen fra coronavirussen i lige så høj grad handler om risikoen for menneskers eksistentielle ruin som virksomheders økonomiske ditto. Vi bliver nødt til at tale om, hvad et lukket land betyder for mennesker på kanten: Alle dem, hvor det, som gør det næste døgn udholdeligt, er faste rammer og menneskekontakt. Rammer og kontakt, som i et lukket samfund risikerer at forsvinde på ubestemt tid,” lyder opråbet fra norske Hanne Amanda Trangerud, efter at både Kristeligt Dagblad og andre medier har fortalt om psykiatriske patienter, som er sendt i hjemmekarantæne på grund af covid-19.

Den 39-årige nordmand har en baggrund som sygeplejerske, men er i dag ph.d.-stipendiat i religionsvidenskab på Oslo Universitet. Og når det kommer til dem, der kæmper de hårdeste mentale kampe i en krisetid, ved hun, hvad hun taler om. Ikke mindst som følge af sit engagement i den norske Landsforeningen for forebyggelse af selvskade og selvmord.

”Hvis ikke vi giver de mennesker håb og rutiner at holde fast i i den her tid, så risikerer de at miste sig selv,” lyder det fra Hanne Amanda Trangerud, frivillig i forening til forebyggelse af selvskade og selvmord. – Foto: Oslo Universitet.
”Hvis ikke vi giver de mennesker håb og rutiner at holde fast i i den her tid, så risikerer de at miste sig selv,” lyder det fra Hanne Amanda Trangerud, frivillig i forening til forebyggelse af selvskade og selvmord. – Foto: Oslo Universitet.

”Lige nu risikerer vi, at mange mennesker, som i forvejen har det mentalt dårligt, og som ikke har en tryghed og en familie, de kan isolere sig hos, får det værre. Behovet for hjælp vokser i krisetid, men hjælpen bliver samtidig vanskeligere at få, i takt med at samfundet lukker ned. Vi bruger enormt meget energi og opmærksomhed på, at folk ikke dør af coronavirussen. Men hvis vi midt i de bestræbelser ender op med, at flere tager livet af sig selv eller får tilværelsen ødelagt på lang sigt, har vi bare flyttet problemet fra et sted til et andet,” siger Hanne Amanda Trangerud.

Hun er især bekymret for mennesker med ”eksistentielle udfordringer” såsom angst, ensomhed. For folk, der øver selvskade eller overvejer at tage deres eget liv. Sårbare skæbner, som måske er eller har været psykiatriske patienter, og som nu er sendt i hjemmeisolation. Eller dem, som gør brug af forskellige hjælpetilbud, der er lukket. Helt konkret risikerer krisen at kunne aflæses i selvmordsstatistikkerne, frygter hun.

”Isolation – både socialt og fysisk – vil være meget belastende for de fleste mennesker. Men de, som i forvejen er mentalt presset, har mindre at stå imod med, når en situation som den her pludselig rammer. Hvis ikke vi giver de mennesker håb og rutiner at holde fast i i den her tid, så risikerer de at miste sig selv,” siger Hanne Amanda Trangerud.

Men hvad er det mere konkret, du ønsker, der skal gøres for de mennesker, som kæmper i øjeblikket?

”Vi skal bringe det her problem frem på dagsordenen og tale om det, så alle bliver bevidste om, hvor vanskelig en situation den her krise er for mange mennesker. Hvis vi som samfund skal kunne tage hånd om sårbare grupper, må vi ikke glemme dem, som oplever den nuværende situation endnu mere belastende, end vi selv gør. Folk, som lider i stilhed. Det er essentielt, at myndighederne gør alt, hvad de kan, for at holde gang i de funktioner, der leverer den afgørende støtte til vores samfunds sårbare,” lyder nordmandens opfordring.

”Samtidig håber jeg, at flest mulige viser samfundssind ved at tage vare på dem, de selv kender – inklusive perifere venner, kolleger, naboer og andre, som man ikke umiddelbart tænker som sårbare. Send en sms, mail, ring. Hellere en gang for meget end for lidt. Brug karantænen på at tage kontakt til nogen, du ikke har snakket med længe. Spørg, hvordan de har det, og aftal at tales ved snart igen. Hvis vi alle gør en indsats, vil det forhåbentlig betyde, at dem, der ikke har noget netværk, og som måske ikke kan overskue morgendagen, har mulighed for at lægge beslag på de rådgivnings- og hjælpetilbud, som endnu ikke er lukket ned,” siger hun.

Står det til Hanne Amanda Trangerud, vil den kommende tids krisetiltag fokusere endnu mere på samfundets svageste. På den mentale krise, coronavirussen også har udløst, og som ikke automatisk går i sig selv, bare fordi pandemien på et tidspunkt taber pusten.

”Når vi engang er igennem dette her, vil vi stå med rigtig mange mennesker, som har behov for ekstra hjælp til at få en hverdag til at fungere på ny. Det skal vi huske. Men foreløbigt skal vi igennem det her sammen. Og selvom vi skal sørge for at holde fysisk afstand i disse uger, er der ikke nogen, der forbyder os at træde lidt tættere sammen mentalt. Tværtimod.”