Prøv avisen
Interview

Forsker: Coronakrisen bør få EU til endelig at stå på egne ben

Konsekvenserne af coronakrisen er ambivalente og selvmodsigende for EU, vurderer den østrigske forsker Stefan Lehne. Her ses EU-præsidet Charles Michel og formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis vi vil forsvare ”vores måde at leve på”, skal Europa blive den tredje store blok i verden over for USA og Kina. Efter coronakrisen kan EU ikke længere nøjes med at være et handelssamarbejde, mener Stefan Lehne, østrigsk forsker ved tænketanken Carnegie Europe

Hvis coronakrisen har vist os noget, så er det, at klokken er ved at falde i slag til Europas skæbnetime, mener Stefan Lehne, en af Europas mest anerkendte geopolitiske iagttagere. I små 10 år har den 58-årige østriger analyseret og kommenteret Europas strategiske og sikkerhedspolitiske situation som forsker ved den amerikanske tænketank Carnegie Europe. Han har også selv haft hænderne på udenrigspolitikkens håndtag som diplomat i det østrigske udenrigsministerium og i EU’s udenrigstjeneste.

”Det spørgsmål, vi står over for i dag, er om Europa selv vil bestemme sin skæbne fremover. Eller om vi afstår fra en fælles, sammenhængende politik og dermed overlader vores fremtid til andre. Hvis vi vil forsvare ’vores måde at leve på’, som mange europæiske politikere taler om, så kan Europa ikke være fuldstændig afhængig af resten af verden,” siger Stefan Lehne.

Pandemien har i hans øjne nok engang tydeliggjort, at Europa må tage konsekvensen af en ny verdensorden, hvor kontinentets gamle drøm om at kunne manøvrere sig gennem verden med soft power, handelsaftaler og demokratisk idealisme er bristet. Det forudsætter et tættere europæisk samarbejde, men coronakrisen har åbnet stærkt ambivalente perspektiver for EU, pointerer han.

”Den umiddelbare konsekvens har været en styrkelse af nationalstaterne. Kriserne håndteres nationalt takket være de nationale sundhedssystemer. De politikker, der sættes i værk, defineres nationalt. Grænserne er blevet lukket, Schengen-aftalen er sat ud af kraft. Og afhængigheden af andre blevet set som en trussel. Der er kommet større fokus på modstandsdygtighed og på at være selvberoende. Vi så det med medicinsk udstyr. Hvis det produceres for langt væk, giver det ikke sikkerhed at være afhængig af andre.”

I hans øjne kan Europa ikke tillade sig den luksus at lukke sig inde i den nationale suverænitet, men et løsere EU kan netop blive konsekvensen af denne krise, der har slidt på den europæiske sammenhængskraft, advarer Stefan Lehne.

”Hvis centrifugalkræfterne fortsætter, og splittelserne bliver dybere, vil det blive meget svært at styrke den europæiske integration. Men det indebærer så også risikoen for, at EU bliver mindre relevant. Alternativet er, at de vigtige beslutninger træffes mellem de store stater uden hensyntagen til de mindre. På længere sigt er et tæt samarbejde dog en forudsætning for at kunne rejse os igen. Coronakrisen har vist, at der er brug for kortere forsyningslinjer for eksempel for medicinsk udstyr og kan derved pege mod tættere europæisk samarbejde. Det samme gælder behovet for varslinger i tilfælde af nye pandemier, medicinske lagre og koordineret forskning. Derfor er konsekvenserne af coronakrisen ambivalente og selvmodsigende.”

Uskyldens tid er forbi, understreger Stefan Lehne.

”Med det mener jeg, at EU blev grundlagt og udviklede sig i ly af USA’s beskyttelse og Marshallplanen, som betød, at Europa havde råd til at opgive fortidens magtpolitik og ikke behøvede at tænke på sin egen evne til at påvirke verden. Og det fortsatte efter, at den kolde krig var slut. EU fortsatte med at se sig selv som USA’s vigtigste partner i et projekt, som gik ud på at udbrede demokrati og markedsøkonomi til hele verden. Men det viste sig at være en illusion. Verden udviklede sig ikke til at blive et spejlbillede af Europa,” siger østrigeren.

”Demokratiseringbølgen er slut, og nu er det ledere som Bolsonaro i Brasilien, Trump i USA, Erdogan i Tyrkiet og Putin i Rusland, vi diskuterer med. Vi er omgivet af autoritære stater, og jeg kan ikke se, hvordan Europa kan undgå at gå ind i strategiske overvejelser om sin indflydelse i en verden, hvor USA har opgivet sin rolle som global leder.”

Som det er nu trækker alle andre end europæerne i trådene i de nærområder, som er afgørende for Europas sikkerhed, uanset om det gælder terror eller migration:

”Det er det, vi ser i Syrien og Libyen. Det er Rusland, der kører løbet og styrer, hvad der kommer til at ske – ikke EU. Selv Tyrkiet, der tidligere var kandidat til EU-medlemskab, fører nu sin egen, regionale magtpolitik. Eller tag Grønland. Det lignede en joke, da Donald Trump tilbød at købe Grønland. Og USA er selvfølgelig ikke interesseret i at overtage herredømmet over øen. Men USA’s interesse er et fingerpeg om, at adgang til og kontrol med territorier er vendt tilbage som strategiske politiske målsætninger, også i Europa.”

Presset fra den nye G2, som Stefan Lehne kalder den bipolære konfrontation mellem USA og Kina, gælder også den europæiske økonomi.

”Vi vil i fremtiden opleve en styrkelse af de to store magtblokke, USA og Asien under kinesisk ledelse. Europa er allerede kørt bagud i den digitale økonomi. Ingen af de 10 største digitale virksomheder er europæiske; de er alle enten amerikanske eller kinesiske. Et andet vigtigt område er normer. Hvis EU ikke har magt til at definere internationale spilleregler, så vil vi blive nødt til at spille efter de andres regler, som vi ser med diskussionen om G5-teknologien til fremtidens mobilnet. Og sådan kan vi blive ved,” siger Stefan Lehne.

”Spørgsmålet er, om EU er villig til at mobilisere de ressourcer, som er nødvendige for at spille en rolle internationalt, og om der er tilstrækkeligt fælles grund, eller om forskellene er blevet for store. Øget integration bliver ikke nemt, men der er muligheder, som for eksempel at gøre bankunionen færdig og øge integrationen i eurozonen.”

Øget integration vil i hans øjne være den bedste geopolitiske løsning, for en tæt union er stærkere end en løseligt sammenrimpet koalition:

”Handelspolitikken – et af de områder hvor EU har udviklet en virkelig integration og slagstyrke – viser netop, at hvis vi står sammen og taler med én stemme, kan vi veje ind. Kun ved at stå sammen lykkedes det EU at afværge de amerikanske trusler om at lægge told på europæisk stål.”

”Omvendt kan EU også indgå globale alliancer med ligesindede som for eksempel Canada og Japan samt i nogen grad Indien, der ligesom EU ønsker at forsvare multilateralismen og en international retsorden,” mener Stefan Lehne.

Blandt andet ansporet af den amerikanske præsidents kritik af, at Europa kører på militært frihjul, er EU’s fælles udenrigspolitik allerede i nogen grad drejet hen imod et voksende samarbejde, især om militært udstyr. Og Stefan Lehne glæder sig også over, at kommissionsformand Ursula von der Leyen bebudede ”en geopolitisk kommission”, da hendes kommission tiltrådte sidste år.

”Europa står for en samfundsmodel med velfærd og demokrati baseret på retstatsprincipper. Hele dette europæiske system er baseret på USA’s fortsatte støtte, men den støtte er der ganske enkelt ikke mere. Konklusionen på alt dette er, at hvis vi vil beskytte vores måde at leve på, så må Europa begynde at se sig selv som en magtfaktor med selvstændige interesser og den nødvendige uafhængighed til at forfølge dem,” mener Stefan Lehne.

”Det var det, jeg sagde i begyndelsen: Uskyldens tid er slut.”