Onsdag indleverede Sverige og Finland sammen ansøgninger om optagelse i Nato.
”En god dag i en svær tid,” lød reaktionen fra forsvarsalliancens norske generalsekretær, Jens Stoltenberg, da han havde modtaget ansøgningspapirerne af de finske og svenske Nato-ambassadører i Bruxelles.
Beslutningen er historisk. Særligt for Sverige, som nu vinker farvel til 200 års neutralitet og alliancefrihed. I den svenske avis Expressen skriver Anna Dahlberg på lederplads, at Sverige nu endelig er ved at finde sin plads:
”Sverige hører ikke bare hjemme i Nato. Vi hører også hjemme i Norden.”
Efter Anden Verdenskrig tog landene forskellige veje, fortsætter Dahlberg. Finland blev presset ind i en relation med Sovjetunionen, Sverige arbejdede for et neutralt skandinavisk forsvarssamarbejde, mens Danmark, Norge og Island valgte det nystiftede Nato i 1949.
”Prag-kuppet i 1948 var et formativt øjeblik, præcis som Ukraine-krigen i 2022 er det. Dengang blev Norden splittet. Nu føres vi sammen igen,” skriver Anna Dahlberg.
Men udover muligt Nato-medlemskab, højt skattetryk og lykkelige befolkninger, hvad har vi så egentlig til fælles i Norden?
Tag landenes flag som eksempel – med korset i midten ses det tydeligt, hvordan kristendommen binder os sammen.
Først og fremmest står vi vagt om retsstaten og det liberale demokrati, fortæller Heidi Avellan, der er født i Helsinki, har en fortid som Norden-korrespondent for Politiken og i dag er politisk redaktør på avisen Sydsvenskan i Malmø.
”Og så har alle lande stærke velfærdsstater. Både på det værdimæssige plan og i forhold til samfundets opbygning og udvikling har vi mere til fælles i Norden, end man har noget andet sted i verden.”
Ifølge analyseinstituttet World Value Survey, som løbende gennemfører undersøgelser af fremtrædende værdier i en lang række lande, er de nordiske lande kendetegnet ved en høj grad af stræben efter selvrealisering. Desuden lægger befolkningerne i dag stor vægt på sekulære værdier frem for traditionelle.
Ser man på, hvad der har formet de nordiske lande historisk, må man dog ikke undervurdere kristendommens betydning, understreger Johan Strang, der er lektor i nordiske studier ved Helsinki Universitet.
”Tag landenes flag som eksempel – med korset i midten ses det tydeligt, hvordan kristendommen binder os sammen. Statskirkerne og protestantismen har historisk spillet en særlig rolle for udviklingen i de nordiske samfund. Kristendommen er på en og samme tid forholdsvis usynlig og helt enormt synlig i de fem lande. Det har givet os en form for værdifællesskab og skabt en homogen kultur; en forestilling om, at vores værdier både i den enkelte nation, men også i den nordiske region er noget, vi deler,” siger han.
”At der er et fællesskab og en homogenitet, som rækker udover geografi og sprog, og som først og fremmest har at gøre med arven fra Luther.”
Særlig nordisk solidaritet
Det fælles udgangspunkt har betydet, at Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland på lange stræk har udviklet sig i samme retning, fortæller Ruth Hemstad, der er historiker ved Nationalbiblioteket og Universitetet i Oslo, hvor hun er medprojektleder på et forskningsprojekt om civilsamfund og Norden som historisk idé.
”Traditionen for det særlige nordiske samarbejde går tilbage til den tidlige del af 1800-tallet. Siden dengang har der eksisteret en særlig nordisk solidaritet, man orienterer sig mod hinanden, konsulterer med naboerne og støtter på tværs af grænser. Det er ikke bare af geografiske grunde, men fordi samfundene er meget lig hinanden. Vejen til naboerne er kort i Norden, også mentalt. Og når man først har skabt en tradition for samarbejde, bliver den hurtigt selvforstærkende,” siger hun.
”Hidtil har grænsen dog gået forholdsvis skarpt ved udenrigspolitikken – det har i højere grad handlet om samarbejde på det sociale og kulturelle område. Men når det ydre pres vokser, som tilfældet er i øjeblikket, så aktiveres den solidaritet og samarbejdsvilje, som findes latent mellem de nordiske lande.”
I 2019 vedtog Nordisk Ministerråd en ambition om, at Norden skulle være verdens mest integrerede og bæredygtige region i 2030. Visionen led et alvorligt knæk under pandemien, men måske findes der nu det momentum, som kan gøre drømmen til virkelighed. Potentialet er i hvert fald til stede, vurderer Ruth Hemstad:
”At de nordiske nabolande i en særdeles kritisk situation nu stiller sikkerhedsgarantier for Sverige og Finland betyder, at man får repareret lidt på forholdet, som ikke har haft det specielt godt, efter at grænserne blev lukket under coronakrisen."
”Siden pasunionens start i 1954 har Norden været kendetegnet ved åbne grænser, og da Sverige så pludselig blev en no go-zone i Nordens midte, gjorde det ondt. Men det er samtidig kendetegnende for Norden, hvor hurtigt forholdet er blevet genoprettet,” siger hun.
Ifølge Johan Strang fra Helsinki Universitet "er der ingen tvivl om, at pandemien var et lavpunkt" for det nordiske samarbejde og samhørigheden mellem landene.
"Den måde, naboerne behandlede svenskerne på, kan de færreste se tilbage på med stolthed,” siger lektoren.
Han bakkes op af Bertel Haarder (V), som gennem en lang politisk karriere har engageret sig i det nordiske samarbejde, blandt andet som præsident for Nordisk Råd.
"Coronakrisen var meget hård for forholdet mellem landene. Men det kan overvindes. Jeg talte en gang med næstformanden for det serbiske parlament, der sagde: 'Her på Balkan er vi slet ikke i stand til at fjerne blikket fra vores forskelle, mens I i Norden tager udgangspunkt i det, I har til fælles'. Det, tror jeg, sammenfatter Norden meget godt. Vi er i stand til at se udover det, der deler os og i stedet fokuserer på det, der forener. Og det er der i den grad brug for i den nuværende situation," siger den tidligere Venstre-minister.
Finlands nye rolle
Ifølge Heidi Avellan fra Sydsvenskan er de seneste måneders udvikling på det sikkerhedspolitiske område samtidig udtryk for, at Finlands rolle som det nordiske fællesskabs lillebror er ved at blive forandret.
”Finland er nu krøbet helt ind i varmen. De har den seneste tid ageret både pragmatisk og realistisk og vist vejen for Sverige, der har holdt fast i den idealistiske kurs så længe som muligt. Det øger Finlands status, og det kan ændre dynamikken i Norden på sigt, at det ikke længere er Sverige, som automatisk svinger taktstokken,” siger hun og bakkes op af Johan Strang.
”Finland har tidligere befundet sig på kanten af det nordiske, især på grund af sproget. Men Nato-medlemskabet kan være varsel om, at et nyt Norden er ved at vokse frem. Et Norden, hvor det sproglige fundament er mindre vigtigt, og hvor Finland ikke længere er den her lillebror-nation, der holder til langt oppe i det ene hjørne. Norden er på vej mod at blive et mere ligestillet fællesskab,” siger han.
”Samtidig er det vigtigt at huske på, at det nordiske fællesskab og det, vi har til fælles, ikke er en selvfølge. Da den kolde krig var forbi, begyndte mange at tage det nordiske samarbejde for givet, og selvom vi nu ser en opblomstring, er bundlinjen stadigvæk, at vi orienterer os mindre mod det nordiske end førhen. Skal man have en familie til at fungere, så kræver det, at man plejer den.”